Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Pagodernes højtalere

Følgende tekst er et uddrag af en artikel i Politiken fra begyndelsen af 1980’erne:

 

At rejse i Kampuchea i dag er som at besøge en mand, der har fået amputeret tre fjerdedele af hovedet og halvdelen af kroppen, men som stædigt forsøger at komme til hægterne.

Seneste opgørelse over Pol Pot´s regime: 3.314.768 dræbte ud af en befolkning af godt syv millioner. Af de døde var 300.617 embedsmænd og intellektuelle. Af landets 450 læger var 10 i live efter befrielsen.

Ja, sådan kalder kampucheanerne det, som i Vesten er blevet betegnet som den vietnamesiske besættelse, og som bevirkede, at Danmark blandt mange andre lande indstillede hjælpen til Vietnam i 1979.

Livet er så småt ved at vende tilbage i Phonom Penhs gader. Markedet bugner af kulørt tøj indsmuglet fra Thailand og Singapore. Restaureringen af huse og pagoder er i fuld gang, ødelagte veje og diger bliver nødtørftigt sat i stand, skoler med 50-60 elever pr. klasse har genoptaget undervisningen, og med humanitære hjælpeorganisationers indsats er faren for hungerkatastrofer og epidemier drevet over.

Men landet er som ramt af en psykisk pest. Frygten er et nationalt fællestræk i alle ansigter.  Hvert eneste indbygger har sit mareridt at kæmpe med, sin historie om tvangsarbejde fra fire morgen til 23 aften, madrationer i form af risvælling en gang om dagen. Historier om børn, der blev revet fra forældrene, om slægtninge, der skulle ”arbejde et andet sted”. Dem så man aldrig mere.

Frygten er ikke rettet mod vietnameserne. Dem ser man praktisk taget ikke i bybilledet eller ude omkring på landet. Ingen forsøger dog at skjule at der er omkring 180.000 af dem koncentreret ved grænsen til Thailand.

Frygten er rettet mod Pol Pots tilbagevenden. Eller mod at vestmagterne sammen med Kina skal få held til at få den såkaldt ”demokratiske alliance” installeret ved magten i Phnom Penh. Alliancen består af prins Sihanouk og dennes tidligere premierminister Son Sann samt Ieng Sary, som er indsat i stedet for Pol Pot, hvis navn ikke er stuerent i internationale forsamlinger. Alliancen får sin militære styrke fra Khmer Rouge styrkerne, der under Pol Pot udført folkemordet i Kampuchea. Alliancens tropper får deres våben fra Kina, mad via international fødevarebistand til flygtningelejrene på grænse mellem Thailand og Kampuchea og deres politiske status fra en række vestlige lande, herunder Danmark som har stemt for, at alliancen skal repræsentere Kampuchea i FN. i Kampuchea har de ingen støtte.

Bedraget

Alle husker det store bedrag. Da de sortklædte khmerer stormede ind i Phonom Penh kendte jubelen ingen grænser. Men rusten blev kort.

– De gik fra hus til hus og kommanderede alle ud på gaderne, fortæller Sam Sambath, en tidligere sproglærer på Phnom Penhs sprogskole. Vi fik lov til at tage en lille skål ris og så det tøj, vi havde på. Derefter var det ned på gaden og ud af byen i endeløse rækker. Gik nogen den anden vej, blev de skudt ned på stedet. Syge og gamle der faldt om på gaderne, fik lov at ligge. De sagde, det kun drejede sig om tre dage, fordi der var fare for et amerikansk luftangreb. Men vi skulle igennem tre år, seks måneder og tyve dage, opregner Sambath med bitter nøjagtighed.

Efter uddrivelsen gik polpotisterne i gang med at nedskrive samfundet til år nul. Nationalbanken blev sprængt i luften, valutabegrebet afskaffet, skoler og højere læreanstalter blev omdannet til fåre- og grisefarme, og den smukke have foran Sihanouks palads og sølvpagoden blev pløjet ned og lavet til rismark.

Angkar – Pol Pots frygtede organisation – havde planlagt en total transformation af samfundet. Alle lighedspunkter med moderne produktionsformer og enhver mindelse om kapitalistisk fortid skulle fjernes. Fabrikker gik i stå, maskiner blev ødelagt, hospitaler lukkede. Alle skulle ud på landet og deltage i opbygningen af tusindårsriget. Med håndkraft.

Det hele foregik under nøje overvågning af kinesiske rådgivere, en omstændighed, der har sat skub i rygterne om, at størstedelen af den kampucheanske befolkning skulle udryddes for at kineserne kunne rykke ind og gøre Kampuchea til en sydkinesisk provins. En kendsgerning er det i hvert fald, at over 20.000 kinesere strandede i landet, da vietnameserne drev Pol Pot og hans khmerer ud.

Tallene, grusomhederne, perspektiverne er så asiatiske i deres vælde, at man gang på gang tror, man er fanget i en ond drøm.

– Træk frem pct. Fra de tal, som myndighederne opgiver, siger professor Paritel Kumas Das, en indisk kender af sydøstasien.

– Der er dog ingen tvivl om, at de har sandheden på deres side. Det interessante er imidlertid, at de overdriver en tragedie, der i sig selv kunne synes grusom nok. Forklaringen kan såvidt jeg kan se kun være, at nogen vil slå politisk mønt af dette folks lidelser.

Men sandheden i Kampuchea er andet end folkemordet og befrielsen / besættelsen. Sandheden er også den massive vietnamesiske, russiske og østeuropæiske tilstedeværelse.

Strategiske interesser

En teori har kørt på, at Vietnam ønskede Kampuchea som spisekammer. Det argument tæller ikke længere, for pr. ultimo december 1983 var Vietnam selvforsynende med så godt som alle fødevarer. For første gang siden anden verdenskrig, i øvrigt.

Årsagen til den fortsatte tilstedeværelse skal snare ses i et sammenfald af russisk-vietnamesiske strategiske interesser. 2000 års krigerisk sameksistens med kineserne har lært vietnameserne at nære en sund respekt for arvefjenden i nord. Med et kinesisk støttet styre i Phnom Penh (Sihanouk, Son Sann, Pol Pot) ville Vietnams sikkerhed være truet både i nord og sydvest.

Rusernes oplagte strategiske interesse i at have det indokinesiske territorium som brohoved i Sydøstasien understreges af det væv af militære og handelsmæssige alliancer den vestlige verden har skabt i området: ASEAN, SEATO og senest den amerikansk-kinesiske tilnærmelse.

Som gengæld for den ”broderlige socialistiske støtte” (ca. en mia. dollar på årsbasis) tager Sovjetunionen sig betalt i øget militær tilstedeværelse på vigtige baser i Vietnam. På den amerikansk byggede Cam Ranh Bay-base f. eks. er det sovjetiske antal af krigsskibe tredoblet siden 1980, oplyste USA´s øverstkommanderende for stillehavsstyrkerne, admiral Willian Crowe, for nylig i Bangkok.

Besøg på forskellige institutioner, bl.a. skoler, fabrikker, kollektive landbrug, understregede det indtryk, at Pol Pot-æren stadig er russernes og vietnamesernes bedste propagandakort. En ABC på khmer-sproget, obligatorisk læsning i 1. Klasse, indledes f.eks. således:

”Folkes Republik Kampuchea er et land rigt på naturlige ressourcer. Kadrerne tjener aktivt folket. Den Forenede Front til Kampucheas Frelse blev forfulgt af Pol pot og hans forrædere… ”

Den Forenede Front til Kampucheas Frelse var den organisation af modstandere af Pol Pot, som i sin tid opnåede Vietnams militære støtte til at smide Pol-Pot ud af landet.

Kradser man lidt i de officielle forsikringer om taknemlighed over vietnamesernes befrielse af landet og lovprisningen af den broderlige hjælp fra de socialistiske lande, møder man ofte en nationalistisk, stærk kulturelt bevidst kampucheaner, der helst så både vietnameserne, russerne, og østeuropæerne forsvinde hurtigst muligt.

Men som sagerne står i dagens Kampuchea er frygten for Pol Pots tilbagevenden så stærk, at man er villig til at finde sig meget langt i russisk-vietnamesisk formynderi.

 

Tekst 16 | Oversigten over kildetekster | Tekst 18

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk