Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Livet i Tuol Sleng

Maleren Vann Nath var en af de syv – ud af mere end 14.000 – fanger, som overlevede sit ophold i De Røde Khmerers notoriske torturfængsel Tuol Sleng med kodenavnet S-21. Han tilbragte næsten nøjagtig et år bag fængslets pigtrådsomspændte mure og undgik kun sultedød eller henrettelse, fordi han var god til at male portrætter af Pol Pot. Nedenstående tekst er to kapitler af Vann Naths bog 'A Cambodian Prison Portrait. One Year in the Khmer Rouge's S-21'. Det begynder den første aften efter, at Vann Nath er ankommet til Tuol Sleng:

 

Første nat

"Rejs jer op," beordrede vagten. Alle fangerne rejste sig, og de bandt os sammen igen med et reb omkring halsen på os. Vi gik i mørket. Det var meget svært for mig at stå op og gå - svag og med bind for øjnene – så jeg koncentrerede mig om at følge lyden af skridtene, som personen foran mig tog. De førte os ovenpå. Der var mange trin at klatre op ad.

Da vi nåede toppen, beordrede vagterne os at sidde ned. Mine ben var stive og rystede. De fjernede bindet for øjnene. Jeg befandt mig i et stort rum med en tavle nær døren. Tæt ved tavlen var 12 fanger lænket. Nogle havde kort hår, andre havde langt hår, nogle havde fået håret hakket af i totter, som om frisøren havde fjollet rundt. Deres kroppe var tynde og blege. Jeg kunne ikke sige, om de var mænd eller kvinder. Vagterne lænkede vi 20 nytilkomne i ankeljern. Vi skulle lægge vores ankler ind i metalringe, som var fastgjort til en lang metalstang med mere end et dusin fanger lænket til hver stang.

"Hvis nogen kan læse, så læs disse regler højt, så alle kan høre," sagde vagten, en dreng på godt 15 år. Efter at have lyttet til de interne regler, satte jeg mig ned.

"Hvem gav dig lov til at gøre det!" råbte vagten. "Rejs dig op! Op med dig! Du er ikke fri! Du kan ikke gøre, som det passer dig!"

"Tag jeres sorte tøj af," sagde han. Uheldigvis havde jeg ikke noget undertøj på. Jeg sagde til vagterne, "Brødre, jeg har ikke noget undertøj".

"Det er ikke noget problem," sagde vagten. "Tag dit tøj af".

Jeg indså, at dette sted var mere strengt end Battambang. Jeg vidste, at jeg ikke kunne overtale dem til at lade mig beholde tøjet på, så jeg tog det af. 20 af de 32 fanger var også nøgne.

En kølig vind fra vinduet fik mig til at fryse. Jeg sad med mine arme omkring knæene og forsøgte at varme mig. Efter et stykke tid kom en vagt ind med en bunke tøj, som han smed på gulvet. Jeg fik et par gule bukser og en langærmet skjorte uden knapper. Jeg forsøgte at finde ud af, hvordan jeg skulle få bukserne på, eftersom mine ben var i jern. Først tog jeg skjorten på, men så fik jeg en ide. Jeg skubbede bukserne gennem ankeljernet om det ene ben stykke for stykke, indtil det hele var kommet igennem. Så tog jeg det andet bukseben på. Bagefter lå jeg udmattet på gulvet uden et eneste riskorn i min mave. Jeg faldt i søvn uden at vide det.

Jeg vågnede op næste dag med smerter i kroppen. Jeg var udsultet, og jeg spekulerede på hvilken slags mad, de ville give mig, når jeg fik lov til at spise. Jeg ville gerne sidde op, men jeg turde ikke, fordi reglerne sagde, at hvis vi ville sidde op, skulle vi først spørge vagterne om lov. Jeg lænede mig tættere på en anden fyr fra Battambang.

"Vi har intet håb,"hviskede jeg. "Har du kone og børn?"

"Jeg har to små børn," sagde han. "Mit ægteskab blev arrangeret af Angkar 29 dage før befrielsen. Min kone og børn er i vanskeligheder uden mig. Hvad med dig? Hvad er der sket med dig?"

"Indtil videre ved jeg ikke, hvad der er sket," svarede jeg.

"Jeg tror, at de arresterede os uden grund," sagde han. "Hvis de tvivler på eller har mistanke om, at vi i dette tre år lange modelregime har gjort noget forkert, så stoler de ikke på nogen af os. Deres revolutionære teori siger 'det er bedre at slå dig ihjel ved en fejltagelse end at beholde dig ved en fejltagelse.'"

Så kom der en mand, som bar en spand grød over skulderen, ind i rummet. Jeg blev helt ophidset, fordi jeg så, at maden var kommet. Alle fik fire små skefulde grød og noget vandet suppe med bananblade flydende i det. Jeg syntes, at det smagte lækkert, fordi jeg var så sulten.

Men efter et par skefulde var al maden væk, og vagterne beordrede os til at sove. Jeg lagde mig ned på gulvet og indså, at de ikke ville give mig vand. Jeg vendte mig mod en nærliggende fange, som hed Chath. Hans øjenlåg var næsten faldet i.

To eller tre skefulde ris – er det nok?" spurgte jeg. "Jeg er så sulten, så selvom der var ti tallerkener med ris, ville det ikke være nok for mig."

"Vær stille, vær forsigtig," sagde han.

Holdt tilbage af ankeljernene forsøgte jeg at flytte en smule på min smertende krop. Som jeg lå der, tænkte jeg på mit liv. Hvad vil der ske med mig i fremtiden? Vil jeg dø snart? Jeg tænkte på fangerne, som var kommet før mig, og spekulerede over, hvor længe de havde været i det rum. Til sidst faldt jeg i søvn.

Da jeg vågnede op, ønskede jeg brændende at sætte mig op og drikke noget vand. Jeg havde ikke fået noget vand siden dagen før. Jeg spurgte vagten, om jeg måtte sætte mig op, og han sagde okay. Jeg kunne se kokosbladene bevæge sig i vinden uden for vinduet. Så vidt jeg vidste, kunne det allerede være eftermiddag. Jeg begyndte at blive sulten og ville have spurgt efter noget vand, men jeg turde ikke.

En anden fange sagde, "Broder, jeg vil gerne sidde op lidt." Vagten indvilgede. Så spurgte den samme mand efter noget vand.

"Hvorfor spørger du mig om at få vand?" råbte vagten. Han bandede ad fangen og kaldte ham 'a-pret', hvilket betyder de mennesker, som lever i helvedet. Jeg var glad for, at jeg ikke havde spurgt.

Himlen begyndte at blive mørkere. Elektriciteten blev tændt i rummet, og det var så lyst som om dagen. Jeg lagde mig tilbage og så på en lille gekko i loftet, som fangede insekter omkring den elektriske lampe. Gekkoen var heldigere end jeg, tænkte jeg, for den havde masser af insekter at spise. Min mave føltes, som om den rørte ved rygsøjlen. Hvornår giver de os en ny tallerken risgrød? Måske uddelte de kun et måltid om dagen. I så fald ville vi sulte ihjel på mindre end en halv måned.

Så hørte jeg vagterne beordre os til at vågne op. Jeg satte mig hurtigt op og så, at risgrøden var ankommet. Jeg sank mit spyt, fordi jeg var så sulten. De delte tallerknerne ud, på samme måde som om morgenen. Jeg ville gemme noget, men jeg var for sulten. De andre havde det på samme måde, og efter et øjeblik var alt væk og skålene slikket rene.

Det var min anden nat på stedet. Jeg kunne ikke sove, fordi vagterne konstant kom ind for at tjekke ankeljernene, fordi de var bange for, at vi skulle flygte. Min gud, jernet var så tykt som vores tommelfingre. Hvordan skulle vi kunne få vores fødder fri?

Så hørte vi en stemme beordre "Allesammen op". Efter at have sat mig op så jeg en lille dreng, omkring 13 år gammel, som stod med en meterlang kæp af bøjede el-ledninger.

"Hvorfor sover I stadig? Det er næsten daggry," sagde drengen. "Vær ikke dovne. Gør noget motion."

"Hvordan kan vi gøre motion, Broder?" spurgte en fange.

"Hvor er du dum, gamle fjols," sagde drengen. "Tag toiletspandene og læg dem under jernstængerne og hop sammen."

Alle fangerne fulgte hans instruktioner. Larmen fra ankeljern og spande klirrede i hele rummet. Jeg forsøgte at hoppe et par gamge sammen med de andre fanger. Men hvordan kunne vi gøre det med en ankel fæstnet til jernene og den anden hoppende? Og vi havde overhovedet ingen energi.

Efter omkring to minutter svandt lyden af jernene ind. Jeg så mig omkring og så nogle folk stå op, mens andre sad ned.

"Hvem sagde til jer, at I skulle sætte jer ned!" råbte vagten. "Vent indtil jeg siger, at I skal."

Fordi jeg var bange for hans kæp, forsøgte jeg at hoppe igen. Hvis vi ikke adlød ordrer, ville han tæve os. Lidt senere beordrede han os til at stoppe.

"Okay, stop! Har I det godt?"

"Ja, godt," svarede vi på en gang.

"Godt. I kan sove igen nu," sagde han.

 

Første måned

Efter at have levet dette liv i flere dage, begyndte min krop at falde fra hinanden. Mine ribben stak ud og min krop var som en gammel mand på 70. Mit hår var groet til som bambusrødder og var en stor rede for lus. Jeg havde skab over hele kroppen. Min bevidsthed og mit livsmod var fløjet bort. Jeg kendte kun en ting klart: Sult.

Hver fjerde dag gav de os et bad. De bragte vandslanger op fra underetagen og spulede alle fra gangen. Hvis man som jeg befandt sig i den fjerne side af rummet, blev man ikke særlig våd.

Hver dag tog de nogle fanger ud af rummet for at afhøre dem. De gav fangerne håndjern og bind for øjnene, før de forlod rummet. Nogle gange kom nogle af fangerne tilbage med sår eller blod på deres kroppe, mens andre forsvandt. Fanger, som havde været der, da jeg ankom, begyndte at dø i rummet en efter en. Hvis en fange døde om morgenen, tog de ham ikke væk før om aftenen.

Jeg levede på den måde i mere end 30 dage. Jeg blev aldrig løsnet fra ankeljernene, og jeg måtte spørge om lov hver gang, jeg ville sidde op. Hvis jeg skulle have afføring, bad jeg vagterne om at bringe spanden over.

En dag følte jeg mig usædvanlig vag og udmattet. Jeg kunne ikke høre klart – det føltes, som om mine ører var fulde af bomuld. Flere fanger blev bragt ind den dag, hvilket fik det samlede antal mennesker i rummet til at stige til omkring 50, og de indsatte en ekstra jernstang på tværs af rummet til de nye fangers ankeljern. Jeg hviskede til Chath, manden ved siden af mig, "Broder, jeg tror ikke, at jeg overlever ti dage mere. Jeg er så sulten, og jeg kan næsten hverken se eller høre."

"Jeg har det lige sådan – alt håb er ude," sagde Chath med tårer i øjnene. "Vi går sikkert den samme skæbne i møde som de, der var her før os."

"Broder, hvor lang tid har du været her?"

"Næsten en måned nu," svarede han.

Jeg blev stille og så ud af vinduet på bladene og frugterne på kokospalmen udenfor. Jeg ønskede rigtig meget at spise de kokosnødder. Hver nat, hvis biller eller græshopper faldt ned fra det elektriske lys i loftet, gramsede vi efter dem og kastede dem i munden, som om de var en delikatesse. Når vagten opdagede os, slog han vores hoveder så hårdt, han kunne med sine tykke sandaler lavet af gamle bildæk, som gav os blå øjne eller blodnæser.

Denne morgen, efter at have spist min tallerken risvælling, slumrede jeg som de andre fanger. Så hørte jeg nogen råbe mit navn i rummet ved siden af. Kort tid efter kom tre mand hen og stod ved vinduet ind til mit rum.

"Er der nogen ved navn Nath i dette rum?" råbte en af mændene.

Mine hænder og fødder blev kolde, og jeg indså, at nu var det min tur. Alle de andre fanger vendte sig om og stirrede på mig undtagen Broder Chath. Han holdt min hånd hårdt og så mig ind i ansigtet, som om han ville fortælle mig noget. Jeg forsøgte at holde kontrol med mit hjerte, så tårene ikke ville begynde at strømme.

"Jeg vil gerne sige farvel for nu," sagde jeg til ham. "Hvis jeg ikke kommer tilbage i dag, ser vi ikke hinanden igen."

Chath kunne ikke sige noget til mig. Han slap min hånd.

 

Tekst 13 | Oversigten over kildetekster | Tekst 15

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk