Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Den brutale revolution

Den følgende tekst er et uddrag af romanen Folkemordet i Cambodja, der er skrevet af Boun Sokha, der selv oplevede De Røde Khmerers magtovertagelse i Phnom Penh. Uddraget handler om evakueringen af byen i april 1975:

 

Fødeklinikken ligger i et enormt sygehuskompleks, det store rigshospital Preah Keth Mealea, det blev opført i 1891 – i begyndelsen af den franske protektoratstid. Far havde ligget der i seks dage nu. Da vi kom hen til hans seng, var han i dialyse og lå og sov. Der var ingen læger eller sygeplejersker. Det var, som om de syge og sårede var overladt til deres egen skæbne. Klokken halv tolv besluttede vi os til at køre hjem.

Vi begav os atter ud i mylderet, hvor veritable menneskefloder nu var ved at tage form. Biltrafikken var blevet endnu vanskeligere i den forløbne time, til trods for at de unge røde Khmer-soldater havde stillet sig op overalt og forsøgte at bringe orden i dette virvar. Af og til hørtes der skud. På og rundt om torvepladsen var alt et ubeskriveligt kaos. Markedet og butikkerne blev plyndret og hærget af såvel republikanske soldater som civilister og røde Khmerer. Ingen interesserede sig øjensynlig for de mange døde og sårede, der lå på fortovet og på gaderne, der var spærret af alle mulige genstande: husgeråd, tøj, varer … Der lå til og med våben overalt. Vanni, der skælvede af angst, var stødt på en lille dreng på fem år, der grædende løb rundt og ledte efter sin mor og far. De var formentlig blevet ført med af menneskemængden og på vej ud af byen. Vanni så lige frem for sig.

»Du sagde for lidt siden, at det var bønder, der ville hjem,« sagde hun. »Men der er også mange fra Phnom Penh imellem. Hvorfor? Hvor skal de hen?«

»Jeg ved det ikke og jeg forstår det ikke,« svarede jeg irriteret.

Og det var faktisk sandt. Jeg forstod ikke noget at det hele. Folk drog ud af byen samtidig med at kolonner af nye flygtninge rykkede ind i hovedstaden.

Klokken var næsten ét, da vi nåede hjem, og vi lukkede straks op for radioen for at blive klar over situationen. Vi var meget overraskede over den vending tingene havde taget. Så hørte vi en stemme, formentlig en overordnet rød Khmer, der opfordrede alle de republikanske militære ledere og alle medlemmer af Long Boret-regeringen til at begive sig til informationsministeriet for at overgive sig betingelsesløst. Men hvad der gav os endnu voldsommere kuldegysninger, var en stemme der gav befolkningen ordre til at forlade hovedstaden og søge dækning mod et nært forestående amerikansk bombeangreb.

Der havde aldrig tidligere været luftangreb mod Phnom Penh, og der kom heller ingen nu. Det var et påskud fra de røde Khmerer for at fremskynde evakueringen af byen. Vi gas os ikke tid til at spise, men besluttede os til at tage tilbage til hospitalet for at finde vores søster og vores far.  ( … )

 

På hospitalet virkede alt roligt, men denne ro var næsten skræmmende. To soldater fra de røde khmer-styrker bevogtede indgangen. Der var udrustet med kinesiske geværer af  type AK 47 og havde fingeren på aftrækkeren. Vanni tøvede længe, før hun steg ud af bilen og gik over til dem. Jeg måtte tage hende i hånden for at sætte mod i hende. Da hun stor foran dem, havde hun mistet sine ellers veludviklede talegaver. Der var mig, der måtte henvende mig til revolutionssoldaterne.

»Mine herrer,« sagde jeg, »vi anmoder om tilladelse til at komme ind og besøge vores far, der …«

»For det første er der ingen »herrer« her, « afbrød den ene af de røde khmerer. »Kald os mit (kammerat). Og dernæst , hvem er jeres far? Hvad er der i vejen med ham? Hvis han er alvorligt syg, er han der nok, men hvis ikke, er han for ikke ret længe siden taget med de andre.«

»Vores far er oberst og hårdt såret …«

»Oberst, siger I? hvad har han at gøre her? Dette her er et civilt hospital,« sagde den anden soldat overrasket.

»Militærhospitalet nr 701 har være overfyldt den sidste uge, kammerat. Der var ikke plads, så han blev overført hertil. Han fik højre ben amputeret for seks dage siden og er såret i skulderen.«

»Kommer I for at hente ham eller kommer I bare på besøg?«

»For at hente ham, hvis det kan lade sig gøre,« sagde Vanni frygtsomt.

»I ved sikkert, at byen skal evakueres så hurtigt som muligt, fordi amerikanerne sil sætte B-52ére ind for at jævne den med jorden. De patienter, der stadig er her, er alvorligt syge eller hårdt sårede, der venter på at deres familie skal komme og hente dem. I må skynde jer at hente jeres far, ellers ---«

»Jamen vi kommer jo netop for at hente ham,« sagde Vanni, der var halvdød af angst og bekymring.

»Vent her, så skal jeg undersøge det,« sagde den røde khmer, der åbenbart var blevet formidlet af Vannis bedende blik.

Han gik ind i den gamle del af hospitalet. Ventetiden forekom uendelig, men han kom tilbage efter knap fem minutters forløg og sagde, at vi kunne gå ind og lede efter vores far.

Hospitalet havde 1500 senge, men siden begyndelsen af april var der over 2000 sårede og syge indlagt. Det var et uhyggeligt syn. Der lå døde og døende i gården, ved foden af trapperne og i gangene. På stuerne var der nu kun alvorligt syge og hårdt sårede. De lå i deres senge eller på det bare gulv, der mange steder var blodplettet. Alle på den store stue så ud til at være i koma, og stilheden var isnende. Det eneste liv i dette dødens hus var tilsyneladende fluesværmene, der lettede da vi kom ind. Ikke en eneste læge. Ikke en eneste sygeplejerske.

Ganske varsomt tog jeg far under begge arme mens Vanni løftede det ene ben, der var tilbage, op og anbragte ham forsigtigt på en båre. Såret i venstre skulder var betændt og lugtede næsten ulideligt. Nogle soldater stod og snakkede og røg inde i opholdsstuen. De tog sig ikke af, at vi kom og gik. Men nede i gården stødte vi på en gruppe på fem soldater fra de røde khmer-styrker. En af dem så bebrejdende på os. »Hør, hvor skal I hen? Kan i ikke se, at det er lige før han dør?«

»Vi vil køre ham hjem,« sagde Vanni og gik videre.

Soldaterne gik ind i hospitalet, men en af dem, sandsynligvis lederen, kom pludselig ud igen og råbte:

»Hov, I der! Vent lidt. Kom lige tilbage!«

Vi vendte om, og da vi var kommet ind i receptionen, satte vi båren på gulvet.

»Jeres far er oberst ikke? « spurgte den røde khmer barsk. Jeg blev klar over, at jeg aldrig skulle have oplyst min fars rang. Jeg tøvede usikkert, før jeg endelig fik fremstammet et forsigtigt »ja«. Soldaten vendte sig mod sine kammerater og udbrød bebrejdende:

»Det var lige det der manglede! Lader I nu også obersterne gå?«

Så vendte han sig mod os igen og så Vanni lige i øjnene.

»I kommer ikke ret langt på den måde,« fortsatte han tørt, næsten venligt. »I må ise at komme ud af byen så hurtigt som muligt og så langt væk som muligt. Se ud på gaderne. Alle søger bort. Jeg skal hjælpe jer af med den tunge byrde. Han dør alligevel snart. Se bare på hans øjne.«

Med disse ord tog han sin pistol frem. Vanni løb hen til ham med foldere hænder og tryglede:

»Nåde! Nåde! Lad ham leve, jeg bønfalder jer, lad ham leve!«

Jeg var helt bestyrtet og kunne ikke røre mig af stedet. Soldaten vendte sig mod en af sine kammerater.

»Se at få fjernet det lille fjols!« befalede han.

Roligt og præcist, som om han gav min far nålestødet, anbragte han en kugle i hans venstre tinding. Far gik tilsyneladende mildt og uden bevidsthed fra liv til død. ( … )

 

Med hver sin bylt med forråd – ris, tørret fisk, lidt salt og en gryde til at koge risen i samt lidt ekstra tøj – gik vi ned ad Monivong-boulevarden efter først at have lukket døre og vinduer i huset. Så blev vi igen opslugt af mængden – som myrer i en syltetøjskrukke. Den vældige menneskemasse forekom at marchere på stedet til trods for de røde khmerer, der fra tid til anden skød hen over hovederne på folk og ikke lod nogen slippe ud af menneskebølgen, der langsomt og besværligt bevægede sig nordpå. Når man først var kommet ind i dette menneskehav, var det umuligt at komme ud eller stande op. Revolutionssoldaterne var posteret på begge sider af gaden – som hyrdehunde, der var ved at drive en fåreflok på græs. Det var endnu ikke nat, og der var angst og usikkerhed at læse i alle ansigter.

Under denne tvangsflugt var det kun få, det var lykkedes at samle familien og tage selv det allernødvendigste af mad og personlige ejendele med sig. Tilfældige forbipasserende var blevet drevet ind i menneskehavet med geværkolber. De havde ikke vovet den mindste protest eller indsigelse, for det kunne koste dem livet. De kunne blive skudt ned på stedet, for øjnene af de andre deporterede. Ingen kunne hjælpe andre under denne smertensgang. Man måtte tværtimod vise, at man var helt ufølsom over for sin næstes skæbne.

Da vi havde gået en halv snes minutter, blev kolonnen standset lige bag os. To røde khmerer – den ene var en pige – havde grebet fat i en ung mand og trukket ham ind i fortorvet.

»Du er republikansk soldat, ikke?« spurgte de.

»Nej, svarede den unge mand. »Jeg er ikke soldat, jeg er mekaniker.«

»Hvorfor går du så militærstøvler?«

»Dem har jeg købt på Olympic-markedet. Der er mange civilpersoner, der har den slags støvler, kammerater.«

En anden rød khmer med blodskudte øjne greb brutalt ind i samtalen.

»Hvornår har I tænkt jer at blive færdige med at spilde tiden på den imperialistkøter?« spurgte han de to kammerater.

Med et hurtigt, uventet bevægelse sendte han en kugle i brystet på den ulykkelige. Han sank sammen med et hæst skrig som en kalv, der bliver slagtet. Alle de deporterede stirrede lige frem for sig og lod, som om de ikke havde set noget, ikke hørt noget. Jeg mærkede min søsters hånd i min – den var iskold af angst. Der blev råbt »Fremad! Videre!« og alle begyndte at gå lidt hurtigere. Der blev en kortvarig sammenstimlen, for den forreste del af kolonnen, der gik flere kilometer længere fremme, gik langsomt og uberørt videre uden at forhaste sig.

Et barn faldt omkuld live ved siden af Vanni, og hun hjalp det på benene med en hurtig bevægelse. Ingen andre syntes at tage sig af det. Folk var ved at segne under deres pakker, tøjbylter og øvrige bagage. Kvinder gik med spædbørn på armen eller siddende overskrævs på hofterne. Der var mange, der ikke bar på andet end barnet – ingen pakker, ingen proviant, ingen ekstra klædningsstykker. De gik med angstfyldte blikke, som jaget vildt. Mange havde bundet sig sammen med sejlgarn eller reb for ikke at komme bort fra hinanden. Alle var meget trætte, men alle havde bar at fortsætte. Der ar ikke tale om at standse op og hvile lidt. Barnesoldaterne var på vagt og sigtede med geværerne på den vældige procession. De så triumferende på de deporterede, truede ad dem med geværerne, som de affyrede for at skræmme dem.

De, der kørte i biler, var stuvet sammen som sild i en tønde mellem al bagagen. Syge, sårede og svagelige blev transporteret på operationsborde og senge på hjul, som familie eller venner skubbede foran sig. På nogle af sengene hang transfusionsflaskerne der stadig. Enkelte syge gik og bar på mennesker, der var endnu sygere, andre gik på krykker eller kom frem i kørestol. Vi så også andre interimistiske transportmidler – hastigt sammentømrede brædder på hjul der blev brugt til at køre meget gamle mennesker, gamle biler der ikke længere kunne gå og derfor blev skubbet, døre og vinduesrammer på hjul med dynger af bagage, cykler sat sammen to og to med planker … Jeg har aldrig set et så forfærdende syn, selv ikke på film om deportationen.

Da vi kom til den franske ambassade før vi drejede til højre ned mod strandpromenaden, så vi franskmændene stimle sammen på altanen. De vinkede farvel til den sørgelige menneskeflod, der gled forbi. Da processionen nåede frem til den nordlige byport, faldt mørket pludselig på. Forude så vi hist og her ildebrande langs vejen. De røde khmerer havde ikke sparet et eneste hus. Den store katolske landsby Russey Kéo var et inferno af ild.

Nu mærkede vi tydeligt liglugt, kvalmende og gruopvækkende. Og ganske rigtigt, lidt længere fremme ved gummi fabrikken snublede vi i halvmørket over lig, eller snarere løsrevne legemsdele, der lå spredt på vejen flere hundrede meter frem i ét søle af blod. Det var to ligdynger efter republikanske soldater. De var henrettet samme morgen og derefter mast under lastbiler og kampvogne på vej mod Phnom Penh. ( … )

 

Om eftermiddagen den 20. april kom de røde khmerer tilbage og gav til alles store skuffelse kolonnen ordre til at gå mod Prek Kdam, der ligger 30 kilometer fra Phonom Penh. På få minutter var alle oppe på vejen igen, og den lange vandring fortsatte i kvælende hede. Byboerne var uvante med sådanne vandringer. De var for det meste barbenede og gik langsomt og besværligt på de brændende sten. Handicappede og krigsinvalider holdt sig på jorden langs vejene og i grøftekanterne. Da vi havde gået en times tid, måtte også andre dødtrætte slutte sig til dem.

Pludselig fik Vanni øje på et spædbarn, der var efterladt midt i den brændende sol på en klynge mimoser. Hun bøjede sig ned og tog det op og gik nogle skridt videre. Men en pigesoldat havde opdaget hende og råbte: »Lad ungen være. Den kan ikke klare sig uden mælk.« Vanni lagde spædbarnet fra sig igen, og to store tårer trillede ned ad hendes solbrændte kinder. Hun vendte sig bort, for at den røde khmer-pige ikke skulle se, hvor rystet hun var. Hun havde uden tvivl lyst til at fortælle hende, at man ikke kunne lade et spædbarn ligge og dø lige i solen, men hun tav. Hun vidste, at en eneste bemærkning, et eneste ord var nok til at døden ville slå ned som lyn fra en klar himmel.

Lidt længere fremme sank en gammel kone sammen. Hun prøvede at kravle ud i vejkanten for ikke at blive trampet ned. Der brød hun helt sammen af tørst, udmattelse og varmen fra den ubønhørlige aprilsol. Unge kvinder forsøgte at dække deres børn til med undertøj, et tørklæde eller et bananblad. En af dem gik lige foran Vanni og bar på et barn, der allerede var dødt. Sammenbidt og med tårer i øjnene gik hun, kilometer efter kilometer, trykkede det ind til sig.

Nu kunne vi næsten ikke trække vejret længere. Vi havde kvalme. På de udtørrede rismarker vest for vejen var gribbe og ravne i færd med at fortære rådnede lig, der lå spredt overalt.

 

Tekst 9 | Oversigten over kildetekster | Tekst 11

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk