Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Stormen på Estlands Øverste Sovjet, 15. maj 1990

Uddrag af Arnold Rüütels erindringer. Arnold Rüütel (f. 1928) er uddannet agronom og blev i 1970'erne udnævnt til sekretær i det estiske kommunistpartis centralkomité. Senere var han formand for Estlands SSR's Øverste Sovjet og beholdt denne post efter navneændringen til Republikkens Estlands Øverste Sovjet frem til september 1992. Rüütel fik ved præsidentvalget samme år flest stemmer, men ikke over de nødvendige 50%, og det nyvalgte parlament foretrak konkurrenten Lennart Meri frem for Rüütel. Rüütel, der har et vindende væsen samt smukt bølgede og tillidsvækkende hvide lokker, hævder i dag, at han aldrig var kommunist, men kun gik ind i kommunistpartiets tjeneste for at styrke det estiske folks indflydelse i magtapparatet. Den 73-årige Rüütel stiller op ved præsidentvalget i august 2001, men spås få chancer.

 

På Toompea (: Dombjerget, den centrale høj i Tallinn, hvor blandt andet Den Øverste Sovjet og nu også Riigikogu ligger) begyndte den 15. maj 1990 om morgenen med Den Øverste Sovjets samling, hvor dagsordenen blandt andet omfattede min korte beretning fra topmødet mellem Estland, Letland og Litauen samt Den Øverste Sovjets aktivitetsplan i overgangsperioden. På dette tidspunkt kunne vi ikke forudse, hvor begivenhedsrig denne dag ville blive.

"Internationalisterne" (: Interfronten, bestående hovedsageligt af russisksprogede, der modsatte sig Estlands frigørelse fra Sovjetunionen) havde udtrykt ønske om at afholde en demonstration på Toompea og om at møde mig. Der var ikke officielt søgt om tilladelse til afholdelse af et demonstration. Vi var dog vant til, at de fremsatte deres krav på den måde, og jeg havde tidligere deltaget i sådanne møder og i timevis hørt på forskellige beskyldninger. Præsidiet (: Estlands Øverste Sovjets Præsidium) besluttede, at formanden for [Estlands Øverste Sovjets]udvalg for forbindelserne mellem folkene Sergei Sovetnikov skulle foreslå deminstranterne at danne en delegation, som Ülo Nugis (: viceformand for Estlands Øverste Sovjets Præsidium) ikke havde noget imod at mødes med.

Inden samlingens slutning fik jeg  at vide, at de lettiske "internationalister" havde påbegyndt en demonstration af samme slags. I Riga blev Letlands Øverste Sovjets bygning afspærret. Der, hvor man den 4. maj havde vedtaget en selvstændighedserklæring, foregik Letlands nye parlaments første samling. Fra morgenen af herskede der en spændt situation i Rigas gader, hvor der var mange soldater og officerselever i civil, som viftede med det sovjetiske og den sovjet-lettiske flag. Bl.a. blev et estisk flag sønderrevet.

Af en eller anden grund afviste den russisktalende befolkningsgruppe i de baltiske stater at begribe situationen for de tre små folk, som var bragt til randen af ødelæggelse. I det mindste burde de russiske parlamentsmedlemmer have forstået og burde have støttet titulærbefolkningernes (egl.: urbefolkningernes) initiativer og skabt normale livsbetingelser i Estland, Letland og Litauen. Efter min mening var det på høje tid at komme bort fra de holdninger, som stammede tilbage fra Tsarrusland, og som udgik fra en stor nations rettigheder og magtposition. Men dette vendepunkt havde vi langt fra nået dengang.

I Tallinn marcherede kolonnerne med røde flag ind på pladsen foran Toompea-slottet (: borgen hvor Estlands Øverste Sovjet holdt møde). Jeg var i Kadriorg (: parlamentsformandens residens og kancelli i udkanten af det centrale Tallinn), hvor jeg var i kontinuerlig kontakt med Toompea og derfor ved jeg præcis, hvordan hændelserne udviklede sig der.

Talerne på stormødet fremsatte de kendte krav: Estland skal blive medlem af en ny føderation (: Gorbatjov håbede at holde sammen på Sovjetunionen ved at danne en ny føderation på baggrund af de 15 sovjetrepublikker), og nationalister og separatister skulle afsættes fra ledende poster. En krigsveteran opfordrede til at gøre hæren kampklar og indføre sovjetmagten på Toompea. I forgrunden bar demonstranterne en truende opfordring "Arnold, kom ud alene!".

Formanden for strejkekomiteen Lyssenko fremsatte et ultimatum: Hvis det røde flag ikke blev hejst på slottet, bryder vi porten ind. Foran porten stod militsfolk i flere rækker. Flere fremstød mod porten med røde flag og under afsyngelsen af Internationalen viste sig nytteløse. Men til sidst lykkedes det en af angriberne at bryde porten ind, og så strømmede folkemassen ind i slotsgården. De gik ikke ind i lokalerne, men der blev råbt aggressivt: "Rüütel til ansvar!"

De imperium-positive medlemmer af Estlands Øverste Sovjet gik ud på balkonen for at byde de ankomne velkommen. De gik via vinduet, for døren til balkonen var låst. Ülo Nugis afventede demonstranternes delegation i stueetagen. Der ankom fire repræsentanter, som kun var interesseret i at få at vide, hvor Arnold Rüütel befandt sig. De sagde, at de ikke ville forlade stedet, før de havde mødt Rüütel. Demonstranterne blev hele tiden mere og mere aggressive. Nogle af dem kravlede over taget til flagstangen og erstattede det blå-sort.hvide flag (: det estiske nationalflag) med det røde flag (: det sovjetiske flag).

Ülo Nugis modtog en ny delegation med Jarovoi (: en af Interfront-lederne) i spidsen, der overbragte Nugis et ultimatum rettet til mig. Kravene var følgende: Formanden for Den Øverste Sovjets Præsidium (: Arnold Rüütel) skulle straks sendes på pension, beslutningen af 30. marts om Estlands statslige status skulle ophæves, og der skulle straks foretages en folkeafstemning om dette spørgsmål. Endvidere skulle det forbydes Estlands regering og de lokale sovjetter at hæve priserne på fødevarer , andre dagligvarer samt huslejer, elpriser osv., inden et nyt prisniveau var blevet fastsat for hele Sovjetunionen. Hvis disse betingelser ikke blev opfyldt inden den 17. maj kl. 15, ville arbejdskollektiverne (: sammenslutning af gammelkommunistisk og sovjetorienterede virksomhedsledere, fagforeningsledere og arbejdere – en del af Interfront-bevægelsen) påbegynde en politisk strejke fra og med den 21. maj. Nugis lovede, at Den Øverste Sovjets Præsidium ville se på kravene ved samlingen den 17. maj.

Snart herefter henvendte statsminister Savisaar via radioen til folket og bad folket om at komme til hjælp med at forsvare Toompea mod angrebet. Derefter ankom der tusindvis af mennesker, sådan at slotspladsen fyldtes af estere, som sang fædrelandssange og stod som en fredelig men sikker menneskemur, mellem hvilke interfront-folkene stille trak sig tilbage. Igen gik der parlamentsmedlemmer – men nu nogle andre – ud på balkonen for at takke folket.

Så kørte jeg fra Kadriorg til Toompea. Til at begynde med var jeg på slotspladsen, hvor jeg takkede de mennesker, der var mødt frem, for deres støtte. Derefter gik jeg ud på slottets balkon for at takke folket. Faktisk var det svært med ord at formidle det skete og de deraf følgende følelser. Jeg husker, at jeg sagde noget i retningen af: Dette var et afgørende øjeblik, som bestemmer vore følgende skridt, men disse skridt kan ikke være mindre afgørende. (…)

Folk blev længe og sang og dansede på slotspladsen. På balkonen spillede musikanter, og folk blev tilbudt gratis mad. Inde på slottet holdt Den Øverste Sovjets præsidium møde. Vi vedtog en henvendelse alle indbyggere i Estland, hvor vi bekendtgjorde, hvad der var foregået på Toompea. Vi opfattede dette som et vendepunkt i den hidtidige politiske udvikling: "Folkets enstemmige beslutsomhed om at indtil det sidste at stå ved fædrelandets frihed og selvstændighed er fremgået er slået fast. Det er også slået fast, at hvor lille en del af ikke-esterne, der faktisk er rede til med vold at modsætte sig vores selvstændighed. Flertallet af den russisksprogede befolkning i Tallinn og hoveddelen af den russiske parlamentsmedlemmer støttede disse retsstridige aktioner."

 

Tekst 27 | Oversigten over kildetekster | Tekst 29

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk