Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Victor Cornelins: Erindringer om Dansk Vestindien

I sensommeren 1905 ankom børnene Victor Edward Cornelins på 6 år og Alberta Viola Roberts på 4 år fra St. Croix til København. De skulle udstilles i Tivoli, som netop denne sommer havde en stor koloniudstilling med ’miljøer’ fra kolonierne: Island, Færøerne, Grønland og Dansk Vestindien. At udstille mennesker var på dette tidspunkt ikke usædvanligt, og både Tivoli og Zoologisk Have havde tidligere haft et antal udstillinger med såkaldt eksotiske mennesker. 

Arrangørerne af koloniudstillingen i 1905 var fra første færd meget interesserede i at få afrocaribiske vestindere til København som en del af udstillingen. Moses Melchior, en driftig grosserer med rederibedrift i Dansk Vestindien, var sammen med forfatteren Emma Gad hovedansvarlig for udstillingen, og en brevveksling mellem Melchior og en fuldmægtig i Dansk Vestindien, I. Edward R. Ford, viser, at man gerne ville have tilsendt en række eksotiske genstande til brug i udstillingen – palmer, planter, frugter m.m. Derudover ønskede man også en kurvemagerfamilie, »gerne smukke at se på«. Der blev faktisk indgået aftale med et vestindisk ægtepar om at komme til København, men de takkede nej i sidste øjeblik.  

I et af de efterfølgende breve fra København til St. Croix står der udtrykkeligt: »Send to negerbørn!«. Ford fandt herefter frem til Victor og Albertas familier og indgik aftale med forældrene om at sende de to børn til Danmark. Om disse aftaler findes der ikke noget kendt kildemateriale, og det vides derfor ikke, hvad det præcise indhold i aftalerne var. Vi ved dog, at Moses Melchior havde forestillet sig, at børnene skulle tilbage til deres familier, når koloniudstillingen var slut, men at Ford – med henvisning til familiernes økonomi – ikke ville tage imod dem. Ingen af de to børn kom hjem. I stedet kom de til at bo på forskellige børnehjem og hos plejefamilier. Alberta døde af lungebetændelse som 15-årig i 1917. Da Danmark solgte øerne til USA, opstod der atter diskussion om, hvorvidt Victor skulle blive i Danmark, eller om han skulle tilbage til St. Croix. På det tidspunkt bad Victor om at få lov til at blive i Danmark. Han tog en læreruddannelse og fik siden arbejde, først som lærer og senere som viceinspektør på Nakskov Folkeskole på Lolland. Her var han ansat i 55 år og var desuden meget aktiv og anerkendt som musiker både i og uden for skolens regi. I 1977 udgav Cornelins erindringsbogen Fra St. Croix til Nakskov. Her fortæller han dels om de minder, han har fra sin tidlige barndom på St. Croix, den forfærdelige rejse fra Dansk Vestindien til Danmark, den første tid i København – og hele sit voksenliv i Danmark.

Kildetekster fra Victor Cornelins: Fra St. Croix til Nakskov. Frimodts Forlag, 1977, side 13-14 og 25-27, Politiken, august 1906, Tivolis hjemmeside. (Introduktion til disse kildetekster efter Birgitte Freisleben: Fra St. Croix til Tivoli. Acer, 1998).

 

Efterhånden oparbejdede vi et uforsonligt had til de hajer, der vrimlede i vort farvand. Det var ikke alene fordi de nu og da tog en af vores kammerater, men også og især fordi det også gik ud over vore store arbejdsduelige brødre eller unge familiefædre. Det var for eksempel tilfældet, når et europæisk skib skulle lægge til ved vor ø, thi der var dengang ingen havn eller mole og skibet var nødsaget til at kaste anker lidt borte fra kysten. Inde fra land måtte man så sejle ud med fragtbåde eller pramme for at laste eller losse skibet, men de første, som bød skibet velkommen, var de unge mænds undertiden meget primitive joller. Man opfordrede de europæiske søfolk og deres passagerer til at kaste mønter ud i vandet, hvorefter de unge mennesker i jollerne sprang ud, dykkede ned i det gennemsigtige vand og hentede mønterne op. Det var en stiltiende forudsætning, at de måtte beholde den bjærgede mønt, og selvom det kun var en 10-øre, betød det dog en kærkommen forøgelse af den sparsomme indtjening oppe på land. Derfor foretoges denne dykkeropvisning altid, når et skib lagde sig for anker.  

Dog var det mere end en dykkeropvisning, det var faktisk et kapløb forbundet med meget stor risiko. Oppe fra et velgarderet dæk kunne skibets passagerer og besætning følge dette spændende kapløb, hvor det for den sorte mand gjaldt om at komme ned og hente sin 10-øre og så op i sin båd igen, inden en af de mange hajer, der også svømmede om skibet, slog sit gab sammen omkring ham. Undertiden forplumredes vandet af rødt, der både skjulte og afslørede, hvem der havde vundet kapløbet. Legen blev afbrudt, og en herreløs båd blev af de andre ført tilbage til kysten.  

Vores had til hajerne viste sig imidlertid nærmest at være navnløs rædsel. Hvis vi sad på en grønsvær og ubekymret legede med strandskaller eller lignende, kunne en af de store komme farende imod os og råbe: The shark’scoming! The shark’scoming! I panikagtig skræk spænede vi af sted, efterladende vort ’dyrebare’ legetøj på grønsværen, og først når vi var nær udmattelse, standsede vi op og blev klar over at der slet ikke havde været nogen grund til at løbe!! – Hajen kunne dog ikke true vor sikkerhed oppe på land!! Ordet ’shark’ er det eneste, jeg bevarede af mit vestindiske engelsk, så stærkt var det indprentet i min sjæl!!

 

Om den første tid i Danmark og i Tivolis udstilling

”Tivolibetjenten førte os ad havens snoede gange til udstillingsområdet, der, så vidt jeg husker, lå bag ved koncertsalen og det kinesiske tårn. Her blev vi afleveret på den vestindiske afdeling og måtte nu dagen igennem bare lade os betragte af det interesserede publikum. Denne interesse var hos nogle så stærk, at de befamlede os, vendte og drejede på os for at gøre os fotogene, før de tog deres billeder.

[…]

Dette at skulle være en udstillingsgenstand andre mennesker til moro gjorde mig ikke alene undselig men også rasende i mit indre. Jeg gemte mig undertiden mellem pakkasser og kulisser, men jeg blev snart fundet frem igen og fik nu og da et nakkedrag af en eller andens flade hånd for at understrege, at jeg skulle holde mig på ’arenaen’.

[…] 

Man anskaffede et bur!!! Her blev Alberta og jeg anbragt, og tilstrømningen til den vestindiske afdeling blev større end tidligere, måske fordi der gik rygter om, at vi var menneskeæderbørn, der var farlige og ikke måtte gå løse. Der kom da også mange børn, som stak fingrene ind til os for at prøve, om vi bed på, og mange voksne kom med chokolade og andet mundgodt for at vise deres venlighed. Alberta, der var meget medgørlig, indkasserede mangen en lækkerbid i dagens løb, men jeg, hvem denne indespærring gjorde ganske desperat, lønnede enhver tilnærmelse, den være sig venlig eller uvenlig, med nøjagtig samme konfekt: – en velrettet spytklat –!!  Det var jo ikke særlig pænt, men jeg havde dengang ikke bedre midler til at hævde min menneskeværdighed.

 

Dagbladet Politiken havde også en artikel i forbindelse med 'Danske Skolelæreres aarlige Udflugt', som dette år gik til udstillingen i Tivoli

Var det for at lapse sig, at Tivoli havde slaaet store Plakater op, hvorpaa Kæmpebogstaver meddelte, at Victor og Alberta var ankomne! I saa fald var det en lidt umotiveret forfængelighed, thi Victor og Alberta er ikke andet end de to smaa Negerbørn, som på Koloniudstillingen hjælper til med at illustrere vore vestindiske Besiddelser, og saadan et Par smaa Sorte har vel ogsaa vore brave Pædagoger fra Provinsen nu og da truffet paa deres Vej.

 

På Tivolis hjemmeside kan man læse en kort passage om udstillingen i 1905 og Victor Cornelins

Victor i buret. En historie, der er blevet almindeligt kendt i Danmark, er historien om Victor Cornelins. Victor kom til Danmark som barn fra Dansk Vestindien i forbindelse med en udstilling vedrørende de danske kolonier. Victor var et nysgerrigt barn, som gerne ville på besøg i de andre stande. Derfor var han ofte savnet på den dansk-vestindiske stand, og til slut låste man ham inde på standen. For den lille dreng og for alle gæsterne har det set ud som om, man ville holde ham i bur. Victor blev i Danmark, hvor han gjorde karriere i skolevæsnet i Nakskov. 

 

Tekst 51 | Oversigten over kildetekster | Tekst 53

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk