Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Sophie Helweg-Larsen: Erindringer om Dansk Vestindien

Sophie Helweg-Larsen (1862-1943) ankom til øerne med sin mand, Lars Christian – kaldet Tom, i 1880. Lars Christian Helweg-Larsen var guvernør i to omgange, 1911-1913 og igen 1915-1916. Derefter rejste han og Sophie tilbage til Danmark. I løbet af deres ophold i Vestindien skrev Sophie Helweg-Larsen mange breve hjem til bl.a. sin mor. Brevene ligger nu i Rigsarkivet i København. Desuden fik Sophie udgivet to bøger om livet i Vestindien: Erindringsbogen Sollyse Minder fra Tropeegne som engang var danske (1940) samt den mere skønlitterære Og saa rejser vi ud i Verden (1941) som består af novellelignende historier med indslag af autofiktion.

Bøgerne giver os et indblik i, hvordan en højtstående, dansk kvinde opfattede livet på øerne i de sidste år af den danske kolonitid. Tonen i Sophie Helweg-Larsens forfatterskab er holdt i en let, munter stil, og kun lejlighedsvist henviser hun til de sociale og politiske problemer, der var på øerne i perioden. Generelt lægger Sophie Helweg-Larsens bøger sig i kølvandet på en af tidens populære genrer: rejsebogen/rejseerindringen, der formidlede det spændende og eksotiske udland til de mange danskere, der i denne periode i danmarkshistorien ikke så meget af den store verden. 

Selvom Sophie Helweg-Larsen regelmæssigt mellem linjerne skildrer den store forskel på vilkår og status mellem sorte og hvide på øerne, forholder hun sig aldrig direkte til de problemstillinger, der var i disse forhold. Hun udtrykker til gengæld ofte, at afrocariberne er som »glade børn«, der er taknemmelige for lidt: »Negrene var glade Øjeblikkets Børn – det er som Regel Solens Børn – i Dag skinner Solen, lad os være glade«.  

Uddrag fra Sophie Helweg-Larsen: Og saa rejser vi ud i Verden. Thaning & Appels Forlag, København 1941, og Sophie Helweg-Larsen: Sollyse Minder – fra Tropeegne, som var danske. V. Thaning Appels Forlag, 1940.

 

Noget af det første Sophie Helweg-Larsen beskriver i erindringsbogen Sollyse Minder – fra Tropeegne, som var danske (side 19) er, hvordan unge, afrocaribiske mænd dykker efter mønter, når de store skibe lægger til i havnen. (Victor Cornelins, som var en afrocariber, der boede i Danmark det meste af sit liv, beskriver også dykkerne (se kildetekst 52)). 

Vi var ankommet tidlig om Morgenen med Damperen fra Europa og nu saa jeg den scene foregaa, som jeg saa ofte senere skulde opleve. Det var Dykkerne, som sad i deres smaa, fladbundede Baade, nøgne til Bæltestedet, deres bronzefarvede, vaade Kroppe glinsede i det stærke Sollys, de smilede forventningsfulde op til os, saa man saa deres hvide Tænder, og gjorde Tegn, at vi skulde smide Mønter ned i Vandet; naar det lykkedes, dykkede de lynsnart ned og kom straks op igen holdende Sølvmønten mellem Tænderne. 

 

Sollyse Minder – fra Tropeegne, som var danske (side 22) indeholder mange detaljerede beskrivelser af møbler, indretning og den luksuriøse livsstil, som parret Helweg-Larsen førte: 

Inde i Spisesalen er Forberedelserne til Frokosten færdige. De grønne Jalousier for Vinduerne er lukkede, og Luften er kølig derinde. Paa det blankt polerede store Mahognibord staar Retterne paa kostbare, gamle Porcelænsfade, tildækket af høje buede Sølvlaag. Madeiravinen glimter i Krystalkaraflerne og Frugterne i Sølvopsatsen staar midt på Bordet. 

 

I kontrast står Sollyse Minder – fra Tropeegne, som var danske(side 24) skildring af de sorte arbejderes livsvilkår. Sophie portrætterer oftest deres spartanske livsvilkår i et romantisk skær. De afrocaribiske arbejdere og tjenere fungerer oftest – på samme måde som det smukke tropiske landskab – som en eksotisk baggrund for anekdoter om den hvide overklasses sociale liv, middage og festligholdelser, krydret med fortællinger om kærlighed og romantisk død: 

Skønne Haver med al Tropernes Blomsterpragt omgav de smukke, stilfulde Bygninger. Negerlandsbyernes smaa hvidkalkede Huse stødte op til Haverne. Naar arbejdet i Sukkermarkerne var forbi, begav Negerne sig hjem og nød Aftenens Hvile. Ofte satte Mændene sig på Dørtrinnet op til Huset med en Guitar eller Banjo paa Skødet, klimprende paa dem, medens de sang deres ejendommelige, smukke, ofte melankolske Negersange. 

 

I historien ’Julenat på St. Croix’ fra Og saa rejser vi ud i Verden (side 52) lader Sophie Helweg-Larsen en gammel sømand fortælle om ’gamle dage’ og Peter von Scholten. Historien udtrykker en forestilling om, at det var bedre ’før’:

Oppe paa Galleriet sætter Selskabet sig i Gyngestole og gynger mageligt frem og tilbage, medens Erik og Leilas nye Ven fortæller dem om gamle Dage, om Øens guldalder – den Gang Scholten var Øernes Generalguvernør. »Da var det værd at leve paa Santa Cruz – i hele Vestindien var den anset for at være den mest forfinede af alle Øerne« – siger den gamle Mand og han tilføjer: »Den ene rige Plantage laa ved Siden af den anden – Beboelseshusene var som smaa Slotte – hvide Søjler bar Portalen over Indgangen og inde i Huset forbandt Mahognidøre med Sølvbeslag Stuerne – det var Generalguvernørens ’hoppy’ – Mahogni og Sølv hører sammen, og Planterne levede som smaa Fyrster«. 

 

Historien om ’Den Danske Jens og den Brune Pige’ – også fra Og saa rejser vi ud i Verden(side 5-11) giver os et indtryk af Sophie Helweg-Larsens syn på danske mænds romantiske forhold til afrocaribiske piger. I dette tilfælde er den danske mand en ’Jens’, altså en soldat. Som det fremgår af uddraget herunder, kan parret ikke forvente forståelse hjemme i Danmark:  

En af mine Venner har bragt mig en Buket gule Blomsterkasser – det er Bjergcederens ’skønne Tropeblomster uden Duft’! Medens jeg sidder og beundrer dem, gaar Tankerne tilbage til to Mennesker, jeg har kendt lidt til, en dansk vestindisk Soldat og hans Veninde, en lille Negerpige. 

Han hed Peter og hendes Navn var Lillian – et Navn de Farvede elskede, maaskepaa Grund af dets Hvidhed, den hvide Lilje! 

Hun boede i en Negerhytte, der laa lige under Muren, der omgav vor Have, og dér besøgte Peter hende saa tit han kunde for sin Tjeneste. Lillian var altid straalende glad, naar han kom. Jeg kan endnu høre hendes friske, klingende Latter ind imellem det meget hun havde at fortælle ham. 

Peter var ikke nogen køn nordisk Type. Rødt Haar og samme Farve Overskæg, fregnede Kinder og dertil den røde Krave paa den dansk vestindiske Soldats hvide Uniform fuldendte, hvad man den Gang paa moderne Sprog vilde kalde en Farvesymfoni i Rødt. 

Men for Lillian var han køn nok, og hun elskede ham af hele sit lille, varme Hjerte. 

Deres forhold var ikke ét, der er begyndt i Dag og ender i Morgen. Jeg saa dem for længere Tid siden tage Hytten i Besiddelse, gøre rent derinde, og tapetsere Væggene med gamle Numre af ’Berlingske Tidende’ og ’Politiken’, – deres politiske Standpunkt havde ikke givet sig til Kende i Valget af Aviserne. 

De er meget gæstfri. Peters Kammerater fra Kasernen besøger dem ofte, og hendes Veninder – som vel ogsaa er Soldaternes Veninder – kommer der ogsaa. 

Hun pynter Hytten og sig selv med Blomster, Bjergcederen vokser paa Bakken, hvor de boer, og en Buket af dens gule Blomster stikker hun i Haaret bag Øret, de lyser gyldent i det sorte, krusede Haar. 

Aftensmaden, som hun og Peter deler med Gæsterne, er stegt Fisk og stegte Bananer og Vand med lidt Rom i. 

Under Spøg og Latter flenser Pigerne Fisken med deres hvide Tænder, medens Jenserne drøfter, hvad der er hændt paa Kasernen, eller lader Talen gaa hjem til gamle Danmark. 

En af Pigerne blander sig i Samtalen og siger paa gebrokkent Dansk: »Yes, when you kommetilDanmark, you will never telle din Moder, at du have something to do med encolort Pike paa St. Croix.« Soldaterne lér lidt flovt, de tænker i deres stille Sind, at Pigebarnet har Ret. 

 

Senere i samme novelle rejser Peter hjem til Danmark. Lillian danser hele dagen og natten »i de kvalme Negerhytter«, bliver syg og dør ganske kort tid efter. Sophie Helweg-Larsen skriver om pigens død: 

At hun havde elsket sin danske Soldat er udenfor al Tvivl, men at det var Sorgen over at have mistet ham, der saa hurtigt bragte hende Døden, ved jeg dog ikke! De gaar for stærkt paa Livet, disse mørke, unge Piger, og bliver de syge har de ingen Modstandskraft. 

 

I erindringsboget Sollyse Minder – fra Tropeegne, som var danske (side 51) nævner Sophie Helweg-Larsen sin afrocaribiske kokkepige, Sylvanie:

[Sylvanie] hørte til de trofaste St. Croix-negere, der ikke var så mange tilbage af. Hun var i det hele taget et elskeligt menneske, og var hos os alle de aar vi var derude.

 

Samme bog (side 53) fortæller også om, hvad der skete, da parret Helweg-Larsen rejste tilbage til Danmark I 1916:

Da vi skulde rejse tilbød vi Sylvanie at rejse med os hjem, men hun var bange for det kolde norden. Et aar efter at vi havde forladt øerne, fik vi at vide, at hun var død. Naar negrene sørger tager de ingen føde til sig og har saa ingen modstandskraft mod sygdom.

 

Tekst 50 | Oversigten over kildetekster | Tekst 52

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk