Sophie Petersen om sukkerdyrkning på St. Croix (1946)
Sophie Petersen (1885-1965) var cand.mag. i geografi og naturhistorie samt lektor og forfatter. Hun udgav adskillige værker, herunder lærebøger, og hun rejste en del, bl.a. til de gamle danske tropekolonier. Hendes hovedværk erDanmarks Gamle Tropekolonier fra 1946. Værket omhandler alle de danske kolonier. I samtiden blev Sophie Petersens værk modtaget med begejstring af både anmeldere og læsere, og er blevet citeret gentagne gange over årene, bl.a. i Johannes Brøndsteds Vore Gamle Tropekolonier fra 1952-1953, men også i nutiden. Som 'national fortælling' har Petersens værk været en grundsten i synet på de danske kolonier. Sophie Petersen skriver i følgende uddrag om begyndelsen på Danmarks kolonitid, om trekantshandlen og om de slavegjorte afrikanere.
Uddrag fra Sophie Petersen: Danmarks Gamle Tropekolonier. H. Hagerup, København 1946, side 318-321.
St. Croix udviklede sig nu til den blomstrende Plantagekoloni, hvis Hovedprodukt var Sukkeret. Det vil derfor være naturligt i det følgende at se lidt nærmere paa, hvorledes Sukkerrørsdyrkningen foregik, og i det hele taget paa, hvorledes Livet levedes paa Øerne i den gyldne tid. (…) Sukkeret blev hurtigt det vigtigste Produkt. Sukkerrøret er et 2-4 m, ja indtil 6 m, højt Græs; det er næst efter Bambus det højeste af alle Græsser. Straaene, der er 6-7 cm tykke, er ikke hule som andre Græssers, men fyldt med en fast, sød Marv. Det vokser altid meget tæt, omtrent som Tagrørene i vore Søer, fordi det formerer sig ved vandrette Jordstængler, der grener sig viden om. I en velvoksen Sukkermark er det meget let at skjule sig, ja endog en Rytter kan være godt gemt derinde. I moden Tilstand brænder Sukkerrøret som en Fakkel, og en Sukkerrørsmark kan i et Øjeblik være et knitrende Flammehav. Derfor havde man i Høstens Tid altid paalidelige gamle Negre som Vagtposter ved Sukkerørsmarkerne til at passe paa, at ikke en tabt Glød fra en Pibe skulde lave Ulykker. Men undertiden skete det dog, at ophidsede Negre satte Ild paa en Mark […]
Dyrkningen af Sukkerøret indledes med en 'holing1' af Arealet, hvor Slaverne gik baglæns ved Siden af hinanden og hakkede Jorden løs; senere brugte man Plove trukket af Okser og i nyeste Tid Dampplove. Med Hakken blev Jorden lagt op i lave Volde, og i Furerne mellem disse formedes Huller til Sukkerørets Stiklinger […]
Der var i Høstens Tid vældigt Liv paa Sukkermarkerne. Støjende og leende tumlede Negrene i den brændende Sol med de store Planter, som de med deres 'Kapmesser' (Knivøkse) afskar nede ved Grunden, efter at først Toppen var kappet af […]. Blev man sulten eller tørstig under Arbejdet, tog man et Stykke Sukkerrør, flækkede det og sugede paa Marven. Den sunde og nærende Saft gjorde, at Negrene i Høstens Tid blev raske og fede. […]
Sukkermøllerne var høje, nærmest kegleformede Stentaarne, hvis Valser blev drevet af Vinden eller Vandet eller trukket af Muldyr. Man ser i Nutiden Ruinerne af dem ofte liggende paa grønne Ødemarker oppe paa Højderne og tit helt overgroede af et tæt Vildnis. Hver Plantage havde sin egen Mølle, og inde i denne blev Rørene knust, ved at sveddryppende Negre stoppede dem ind mellem nogle store, riflede Jernvalser. Naar Møllen gik stærkt, trak Valserne alting ind med voldsom Kraft, og en Neger kunde i utrolig Hast blive trukket ind og knust, hvis han med Spidsen af en Finger eller en Flig af sit Tøj kom i Berøring med Valserne. En Mulemølle kunde man i saa Tilfælde hurtigt faa standset, men i Vindmøllen maatte man altid have en skarp Økse parat, hvormed Opsynsmanden søgte at redde den ulykkeliges Liv ved hurtigt at kappe hans Haand eller Arm af, før han blev trukket ind mellem Valserne og mast.
Tekst 25 | Oversigten over kildetekster | Tekst 27
