Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Paul Isert om oprøret på slaveskibet Christiansborg (1787)

Paul Erdmann Isert (1756-1789) var en dansk (tyskfødt) kirurg og planter, som i flere år levede og arbejdede på Guldkysten i Dansk Guinea. I 1783 rejste han med slaveskibet Christiansborg fra Dansk Guinea til Dansk Vestindien. Hans breve fra rejsen 1783-1787 er bevarede, oprindeligt skrevet på tysk. Paul Isert er en af de stemmer, der i 1700-tallet forholdt sig kritisk til slavehandel og slaveri. Følgende er Ingeborg Raunkiærs oversættelse af brevene fra 1917. Kilden er fra Iserts »ellevte brev«, skrevet på St. Croix i 1787, og uddraget omhandler hans rejse over Atlanterhavet, hvor et oprør fandt sted på slaveskibet.

Uddrag fra Ingeborg Raunkiær: Iserts breve fra Dansk Guinea 1783-87. G.E.C Gad, København, 1917, side 165-172. 

 

Ellevte Brev, Christianssted paa St. Croix, 12te Marts, 1787

Endnu lever jeg, kære Fader! Og har igen gjort en lang Sørejse, men paa et hængende Haar har jeg været Dødsens. Ved Skibbrud? Ved Sygdom? Nej, myrdet ved en ulykkelig Negers Haand.

Det var 7ende Oktober f.A., at jeg forlod Afrika og gik om Bord i Skibet Christiansborg, som sejlede samme Aften. Forestil dig Tummelen paa et Negerslaveskib, som, naar det bruges i Kongens Tjeneste, ikke rummer mere end 200 Mennesker, men som nu indeholder 452 Slaver, der holdes i Tømme af 36 Evropæere! Tænk Dig Synet af en saadan Mængde Ulykkelige, som fordi de er født af Slaver, eller fordi de er fangne i Krigen, eller som uskyldige er stjaalne eller som af andre og ligegyldige Grunde er solgte til Evropæerne, nu føres i Lænker fra deres Fædreland til et andet, de ikke kender! Umulig kan de vente sig noget synderligt godt af deres Fremtid, naar Evropæerne bruger saa voldsomme Midler for at være sikre paa dem. I deres Hjemland gaar saa frygtelige Rygter om Slavernes Brug i Vestindien, at man forskrækkes, naar man hører dem. En Slave spurgte mig en Gang i fuldeste Alvor, om de Sko, jeg gik med, var lavede af Negerskind: han saa, sagde han, de var af samme Farve som hans Hud. Andre siger, vi æder Negrene og laver Krudt af deres Knogler. De kan ikke fatte, at de kun skal bruges til Markarbejde o.l., fordi især Markarbejdet hos dem selv kræver saa ringe Tid og saa faa Hænder, at det vilde være ganske overflødigt at trække Fremmede til Landet. Derfor tror de heller ikke, hvad Evropæerne siger, at de skal føres til et dejligt Land, men griber enhver Lejlighed til Flugt eller til at dræbe sig, for de frygter Døden mindre end Slaveriet i Vestindien. Ja, man maa anvende den største Omtanke for at hindre dem i at tage sig af Dage; de franske Skippere tillader ikke engang, at de har en Strimmel Lærred som Tæklæ1 af Frygt for, at de skal hænge sig i den, hvilket flere har gjort.

Den alt for strenge Behandling, som disse Ulykkelige ikke sjældent maa lide af barbariske Skippere, bringer dem ofte til at sammensværge sig mod Magten. De lægger Raad op om Natten og beslutter, hvorledes de vil lade Skibet drive til Land. I Almindelighed sker saadanne Slaveoprør enten paa Rheden eller i de første Dage, mens Skibet sejler i Nærheden af Kysten. Under mit ophold i Guinea har jeg set flere sørgelige Eksempler. I 1785 gjorde Slaverne paa et hollandsk Skib Oprør den Dag, det skulde sejle til Vestindien. De overmandede og dræbte Evropæerne paa nær en lille Skibsdreng, der havde reddet sig op i Stormasten. Før de Hvide var helt bukkede under, var det lykkedes dem at skyde flere Nødskud, som man hørte i Land, og man sendte dem en Mængde Kanoer med væbnede Frinegre til Hjælp. Saa snart de oprørske Slaver saa dem komme og indsaa, at det nu vilde gaa dem galt, besluttede de, at de vilde skaffe sig selv ud af Verden. En af dem løb derfor ind i Krudtkammeret med en Brand, og Skibet sprang i Luften. Kanoerne fiskede kun nogle og tredive Negre og Skibsdrengen op. Resten, over fem Hundrede, blev borte i Bølgerne.

Mindre heldige var Negrene paa et engelsk Slaveskib i samme Aar, ogsaa paa Guldkysten. De dræbte alle Evropæere, hev Ankeret op, og lod Skibet drive til Land. Da det kom ind i Brændingen, sprang alle Negre over Bord og svømmede i Land. Men til deres store Ulykke stod Frinegrene der og fangede dem alle og solgte dem endnu en Gang til Evropæerne. Disse to Begivenheder har jeg ikke selv overværet, men hør nu om et tredje Slaveoprør, som jeg selv har oplevet!

Et Slaveskib har midtskibs og tværs over Dækket en høj og stærk Bræddevæg, som man kalder Skansen, og som paa den Side, der vender mod Forstavnen af Skibet, er yderst glat, saa at Slaverne ikke kan faa fat noget Sted med Fingrene. Oven paa denne Væg er der saa mange smaa Kanoer og Geværer, som der kan være. De er altid ladte, og de affyres hver Aften for at holde Slaverne i Frygt. Paa Skansen staar altid Vagt, som holder skarpt Øje med alt, hvad Negrene foretager sig. Agter i Skibet eller paa denne Side Skansen er alle Kvinder og Børn, medens Mændene er udenfor Skansen, forude, og kan hverken se Kvinderne eller komme i Forbindelse med dem. Mændene er altid lænkede sammen parvis, den enes Haand til den andens Fod. Desuden er de i hele Rækker lænkede til hverandre ved Fødderne med tunge Lænker, for at de ikke uden Tilladelse skal rejse sig op, og ikke bevæge sig fra Stedet, undtagen naar de om Morgenen kommer op paa Dækket og om Aftenen bliver lukkede ned under Dækket. Men da de er saa mange, kan de kun hver anden Dag glæde sig ved at komme op; hver anden maa de blive nede, hvor de er sammenpakkede som Sild i en Tønde.

Det var paa Andendagen efter vor Afsejling, og mens de fleste af Krepeerne var paa Dækket, at de forsøgte et Oprør. Jeg var den Gang alene paa Dækket imellem Negrene og spøgte med nogle Akraer og Dunkoer (den mest sædelige Nation), idet jeg forstod Akraernes Sprog. Da der nu i en saadan Mængde altid er stor Tummel, blev jeg opmærksom, ved at der pludselig blev ganske stille. Størstedelen af Mandskabet var netop ved at spise, og jeg vilde tilbage agter i Skibet for at se, om enhver var paa sin Post, ifald Negrene skulde have Oprør i Sinde. Da jeg omtrent var halvvejs til Skansedøren, blev den lukket op af Overstyrmanden, som kom ud til mig. Men i samme Nu lød der et Skrig fra samtlige Mænd, det afskyeligste, man kan tænke sig, dog havde det en vis Lighed med Negrenes Angrebsskrig i Kamp, som jeg før havde hørt. Ved dette Skrig rejste alle Mændene sig, der hidtil, som sædvanlig, havde siddet. Nogle af dem slog mig i Hovedet med Haandjernene, som de var sammensmedede med, saa at jeg faldt om. Men da Slaverne var laasede ogsaa paa Fødderne, krøb jeg bort under dem, og naaede Skansedøren. Dog her bankede jeg forgæves paa. Thi da man vilde lukke mig ind, greb en saadan Mængde Negre fat i Døren, at derinde kun med Møje kunde lukke den igen. Og det er nu saadan, at man hellere lader nogle Evropæere blive slaaet ihjæl end risikerer, at Negrene bliver Herrer over Døren, for saa kan de komme agter i Skibet, hvor der hænger fuldt af Vaaben, og saa er det meget let for dem at gøre sig til Herrer paa Skibet. Negrene lod mig ikke længe staa ved Døren, men fik mig snart til som før at søge Gulvet. Men da man nu agter i Skibet havde forstaaet, hvad der forude gik for sig, søgte man fra oven med Bajonetterne at holde Skansen fri. For i bedre Ro at kunne tage Livet af mig, trak Negrene mig da ved Fødderne forud i Skibet, hvor en af dem med en Kniv, som en anden netop havde været ved at barbere ham med, da Oprøret begyndte, gav mig en Flænge over Panden, Tindingen og igennem Øret til langt ned i Halsen. Medens han endnu var beskæftiget med Halsen, og gennem et tykt Silketørklæde, som jeg havde paa, ikke straks kunde udføre sin Hensigt, kom til min Redning en Kugle fra Stormskansen, og gennemborede hans Bryst, hvorved han styrtede bag over, medens den anden, som holdt mig, gav slip, saa at jeg endnu en Gang blev fri. Man skød endnu nogle Skud og affyrede ogsaa to trepundige Kanoner, ladede med Ærter, hvilket fik Negrene til at trække sig forud, saa langt de kunde, for at undgaa Skuddene. Paa denne Maade blev Skansedøren fri, og havde lige Kraft nok til at krybe derhen, medens en Blodstraale mærkede min Vej, idet den højre Tindingspulsaare var skaaret igennem. Styrmanden havde ligeledes flere dog ikke saa betydelige Saar, og da han var en bedre Sømand end jeg, var han gaaet udenbords gennem en Kanonport og klatret op bage Stormskansen. Man gjorde nu et Udfald fra Skansen mod Negrene, der allerede havde hamret nogle af Lænkerne af sig, for med det gode eller med Magt at bringe dem nedenunder i deres Rum. Og da man støttede Udfaldet med Bøsserne, gik en Del af de Negre, der ikke havde været med i Sammensværgelsen, uden videre ned i deres Rum under Dækket. De andre derimod, som saa, at de ikke kunde gennemføre deres Planer, sprang alle i Havet. Nogle Drenge af samme Folk (Krepeerne), der ikke var behjertede nok til dette raske Skridt, blev med Magt stødte over Bord af de andre. De Hvide sikrede sig nu dem, der var under Dækket, og satte i en Fart Baade ud og fiskede saa mange som muligt op, baade Døde og Levende. Det var forbavsende som nogle Par, uagtet de kun havde den ene Haand og den ene Fod fri, kunde holde sig oven Vande. Nogle var selv i Døden haardnakkede, og stødte Rebet, som fra Skibet blev kastet ned over dem, fra sig igen, og dukkede med Vilje under. Blandt andre var et par af forskellig Mening; den ene vilde reddes, den anden ikke, og den, der vilde dø, trak med Vold den anden med sig under Vandet, skønt han skreg fortvivlet, og han var ikke til at redde.

Det varede to Timer, før Oprøret var aldeles dæmpet. Ved Tælling fandt vi, at vi havde mistet 34 Negre. Af Evropæerne var ingen død, og kun de to omtalte var saarede. Hvad mig angaar, var min Tilstand temmelig slet, thi ved det betydelige Blodtab mistede jeg saa hurtigt Kræfterne, at jeg ikke engang kunde forbinde mig, men blot bandt nogle Lommetørklæder om Hovedet for om muligt at hindre mere Tab af Blod.

[…]

Uden dette Ulykkelige Oprør vilde vi have haft en meget heldig Rejse, idet kun syv Negre døde undervejs, hvilket er meget faa af saa mange Mennesker i saadanne Forhold. Man har Eksempler paa, at Skibene ikke har bragt flere end Halvdelen til Vestindien af de Slaver, de havde tilhandlet sig paa den afrikanske Kyst. Den lange Rejse og især Negrenes Behandling er for en Del Aarsag til den store Dødelighed paa Slaveskibene. Paa dette Skib blev den største Renlighed overholdt, og Slaverne skulde hver anden Dag være paa Dækket og røre sig, saa meget som Pladsen tillod. 

 

Tekst 16 | Oversigten over kildetekster 

 

1 I Iserts »andet Brev« beskriver han 'tæklæ' som et lændeklæde.

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk