Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Kompromisløs kamp for menneskerettigheder

Kronik af statsminister Poul Nyrup Rasmussen, bragt i Jyllands-Posten 16 marts 1999.

 

Hvis vi ikke kompromisløst holder fast i FN’s menneskerettighedserklæring som fundamentet for al menneskelig aktivitet i et land, en nation, en region – på hele den blå klode – så smuldrer det. Hvis vi giver op, så giver vi også op over for os selv, hvem vi egentlig er, og hvad vi egentlig vil, skriver statsministeren.

»Forstår du min dreng, der er visse ting her i verden, man ikke går på kompromis med«, sagde min far engang til mig. Længe før jeg vidste, hvad et kompromis egentlig er. Den erindring meldte sig hos mig under en høring om menneskerettigheder, som Folketingets Udenrigsudvalg havde arrangeret den 3. marts i år.

Sagen er jo, at der er visse ufravigelige fundamentale principper for, hvordan vi mennesker behandler hinanden. Principper, som i sagens natur må gælde hele verden og i alle nationer.

Det går simpelthen ikke uden.

Hvis vi ikke kompromisløst holder fast i FN’s menneskerettighedserklæring som fundamentet for al menneskelig aktivitet i et land, en nation, en region – på hele den blå klode – så smuldrer det. Så tumler vi rundt – principløse, værdiløse, retningsblinde – og sårbare for magthaveres kynisme og kortsynethed.

Selv om verden ikke er, som den burde være, selv om et utal af nationer stadig overtræder menneskerettigheder, selv om mange minoriteter behandles forfærdeligt – i modstrid med FN’s menneskerettighedserklæring – så kan det ikke nytte at give op.

Hvis vi giver op, så giver vi også op over for os selv, hvem vi egentlig er, og hvad vi egentlig vil! På trods af visse tilbagefald i Den Tredje Verden og andre dele af verden er kampen for respekt for menneskerettighederne alligevel blevet mere synlig.

Den ny tids globalisering og internationale informationsstrøm giver os en hjælpende hånd i meningsdannelsen. Tingene er mere synlige nu, end de var før. Ingen kan længere skjule ret meget ret lang tid ad gangen.

Magthaverne, diktatorerne kan ikke skjule sig. Politikerne i vore demokratier kan ikke skjule sig. Der kan ikke længere lukkes af for en vedholdende presse. Vi kan ikke længere skjule noget om brud på de fundamentale principper for hinanden.

I det lys gør den globale informationsteknologi, den årvågne journalistik, TV-holdene og de internationale observatører en helt særskilt indsats. Det omfattende informationsnetværk – det globale CNN og konkurrenterne – sørger hele tiden for at skærpe vores opmærksomhed og samvittighed. Verdenssamfundet holder øje med, hvad der sker.

Dermed står kynismen for fald, hvis vi selv vil.

Det vil vi! Og vi må sige fra, når der skal siges fra. Det er nødvendigt for at fastholde vores – og det internationale samfunds – troværdighed.

Siden 1948 er det lykkedes at skabe et omfattende folkeretligt grundlag for beskyttelse af menneskerettigheder. Både globalt i FN og regionalt i Europarådet. Der er derfor ikke brug for nye regelsæt, men der er først og fremmest brug for politisk vilje og praktiske initiativer til at sikre en bedre virkeliggørelse af de grundlæggende rettigheder.

Nogle regimer siger: »Brød først og så det med menneskerettigheder dernæst«. Andre siger: »Det er indblanding i vores samfunds indre anliggender og brud på vores suverænitet«. Ingen af argumenterne holder. Menneskerettighederne er universelle.

Det vil jo være selvmodsigende at tale om menneskerettigheder, hvis de ikke gælder for alle mennesker, uanset hvor de lever.

FN’s sociale topmøde i København i 1995 var en grundlæggende manifestation heraf. Man kan have en stat med ydre sikkerhed, men hvis befolkningen i staten ikke kan leve trygt og med respekt af menneskerettighederne, så bliver det hele usikkert, utrygt og uacceptabelt.

Den danske regerings kamp for menneskerettighederne finder mange udtryk: Vi tager menneskerettighedsspørgsmålet op i vore direkte kontakter med de lande, der har problemer med efterlevelse af rettighederne.

Vi deltager i den internationale dialog om menneskerettighederne i de relevante internationale fora, for eksempel FN’s menneskerettighedskommission. I særlige tilfælde fremlægger vi sammen med andre lande udkast til resolutioner. Nogle gange tager vi selv initiativet. Det var tilfældet med Kina-resolutionen i 1997. Siden da er der sket visse positive forandringer i Kina, især når det gælder fire til fem punkter af de seks, der nævnes i resolutionsudkastet, herunder ikke mindst spørgsmålet om international dialog. Men fremskridtene lader desværre stadig meget tilbage at ønske. Der er fortsat mange uløste problemer. Der er fortsat brug for betydelige fremskridt.

Vi støtter stærkt FN's højkommissær for menneskerettigheder. Hun nyder allerede stor autoritet og tillid og har derfor gode muligheder for at skubbe udviklingen i den rigtige retning.
På to områder har vi fastholdt en særlig profil: Det drejer sig om oprindelige folks rettigheder, og frihed for tortur. Sammen med Grønlands hjemmestyre arbejder vi aktivt for at få oprettet et særligt FN-forum for oprindelige folk. Og vi arbejder på at få vedtaget en FN-erklæring om oprindelige folks rettigheder.

Præventive foranstaltninger mod tortur, for retsforfølgning og strafforfølgelse af dem, som er ansvarlige for tortur, for rehabilitering af torturofrene indtager også en central del af vort arbejde. På dansk foranledning er den 26. juni blevet FN's internationale torturdag. For at huske, for at foregribe og for at forpligte – også til at gribe ind.

I den danske ulandsbistand er respekten for menneskerettigheder også et centralt omdrejningspunkt.

Den engagerede danske indsats for men-neskerettighederne bygger på et enestående samarbejde med de danske NGO’ere (de frivillige organisationer). Mange steder har danske NGO’ere direkte kontakt til det civile samfund, som det vil være vanskeligt for regeringen at erstatte. Derved har NGO’erne mulighed for at yde et stort selvstændigt og meget værdifuldt arbejde for menneskerettighedssagen.

Pligterne i kampen for overholdelse af menneskerettighederne er ikke blot et arbejde for den danske regering, men omfatter i virkeligheden hele det danske samfund. Det gælder også danske virksomheder, der eksporterer eller er direkte fysisk til stede i mange af de lande, hvor menneskerettighederne trædes under fode. Det er klogt af virksomhederne at tænke sig godt om, når det gælder deres fremtidige adfærd og investeringers placering. Vi skal huske, at danske forbrugere – ja, internationale forbrugere – i stigende omfang er opmærksomme på, hvor produkterne kommer fra, hvem produkterne er bearbejdet af, under hvilke omstændigheder det er sket, om menneskerettighederne overholdes i de pågældende lande osv. Kort sagt: Det er også i virksomhedernes egen interesse – ligesom på miljøområdet – at tage konsekvensen af folkelige krav om anstændighed og menneskelighed.

Det folkelige engagement og pressens bevågenhed kommer klart frem i konkrete sager. Fordi sandheden er konkret. De dramatiske omstændigheder omkring arbejdet for at få stillet general Pinochet til ansvar for hans handlinger – og den kurdiske PKK-leder Abdullah Öcalans skæbne – illustrerer dette arbejde. Vi tager afstand fra terrorisme, men også fra tortur og folkemord. Og vi hæger samtidig om princippet om retfærdig rettergang.

Det gælder i Europa, det gælder i Burma, det gælder i Asien, det gælder i Afrika, det gælder overalt.
Disse eksempler fortæller os også, at der er behov for en uafhængig international domstol. En domstol, der kan pådømme alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, uanset hvor de begås og af hvem.
Sidste år lykkedes det at få vedtaget en statut for en permanent international domstol – en uafhængig retsinstans. Danmark har i mange år arbejdet ihærdigt for at komme så langt. Nu skal vi have omsat projektet til virkelighed.

Politik er at gøre en forskel. Politik er at finde politiske svar på forandringer, der kommer til Danmark indadtil og udadtil. Politik er også at stå fast – fast på visse ufravigelige principper. Varig fred og sikkerhed kan kun skabes og fastholdes ved at bygge på respekt for menneskerettighederne. Og respekten for mennesker sikres bedst, når alle lande tager deres del af ansvaret. Vi gør vores. I Norden, i EU, og vi ser den europæiske regions centrale opgave for det kommende årti: Gradvist, men sikkert og konsekvent bør vi udvise globalt, socialt lederskab.

Euro-området er jo ikke bare en valutazone, der konkurrerer med den amerikanske dollarzone. Det er mere end det. Det er et marked, hvor der er lagt en politisk ramme med mindstekrav til miljø, beskæftigelse mv.

Det er et område, der skal respektere menneskerettigheder og ordentlig behandling af minoriteter. Det er et område, der bekender sig til visse grundlæggende velfærdsprincipper.

Ud af dette europæiske område, som er blandt de rigeste i verden – ud af den europæiske region – bør også vokse et ansvar for at gøre en forskel globalt set. Et ansvar for at påtage sig et globalt og socialt lederskab – også som forkæmper for menneskerettighederne. Et ansvar som Danmark og Norden kan og bør inspirere til.

Vi må gøre vores del af jobbet. Vi vil gøre en forskel.

Fastholder vi den linje, vil der fortsat stå respekt om os, når vi fortæller, at vi kommer fra Danmark.

 

Tekst 60 | Oversigten over kildetekster | Tekst 62

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk