Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Telegram fra den danske NATO-delegation til Forsvars- og Udenrigsministeriet, 1988

Fortroligt telegram fra NATO-delegation til Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet dateret 20. april 1888.

 

Teksten er publiceret viawww.koldkrigsudredningen.dk.

 

Forsvarsministeriet

Danato Bryssel, reptel 213 af 20. april 1988 kl. 2245

 

Udenrigsministeriet

Danato Bryssel reptel den 21.4.1998 kl. 08.00

 

Strengt fortroligt

 

Allierede orlogsskibes anløb af danske havne

Rep. J. nr. 105.D.24.

 

Generalsekretæren indledte dagens ekstraordinære møde i rådet med at minde om den danske permanente repræsentants meddelelse fredag den 15. april om vedtagelsen i Folketinget af en dagsorden den 14. d.m. vedrørende fremmede skibes anløb af danske havne og spurgte, om den danske ambassadør ville give oplysninger om den videre udvikling i Danmark, før de øvrige medlemmer tilkendegav deres reaktioner.

Jeg erindrede om, at jeg ved mødet fredag havde erklæret mig rede til dette ekstraordinære møde, og ville gerne indlede dagens debat med at oplæse Statsministeren Poul Schlüters indlæg i Folketinget den 19. april, hvori han meddelte beslutningen om at udskrive valg til den 10. maj.

Jeg oplæste dernæst Statsministerens tale in extenso.

Canadiske ambassadør oplyste, at man var blevet bedt om at udtrykke sin alvorlige bekymring over den danske folketingsbeslutning. Efter den canadiske regerings opfattelse rejste den alvorlig tvivl om vigtige spørgsmål om hele alliancen. Man ville ikke offentligt udtrykke sin bekymring, men begrænse sig til at bekræfte den canadiske politik ved flådebesøg, og sit bidrag til afskrækkelsen inden for alliancen.

Den canadiske regering anså det for et vigtigt element i alliancesamarbejdet at tillade allierede skibe at besøge canadiske og besejle canadiske farvande. Ensidigt at begrænse denne adgang ville begrænse alliancens muligheder for at modstå aggression.

Canada støttede de allierede, der besad en nuklear afskrækkelsesmulighed i deres politik, om ikke at give oplysning om nukleare våben.

Canada mente som andre NATO-lande, at den nukleare afskrækkelsesstrategi havde været et vigtigt element i opretholdelsen af fred mellem øst og vest i 40 år.

Canada havde pligt til at deltage i alliancens mulighed for at implementere sin afskrækkelsespolitik. Dette betød en mindre tung byrde for Canada en for mange andre medlemslande.

Det ville ikke være i overensstemmelse med Canadas alliancemedlemskab eller sikkerhedsinteresse at distancere sig fra den nukleare afskrækkelsesstrategi, der var af største vigtighed for det kollektive forsvar.

Den italienske ambassadør havde lyttet opmærksomt på den danske ambassadørs indlæg. Vedtagelsen i Folketinget af den dagsorden, der iværksatte nye regler for adgangen for skibe ind i landets farvande og havne, stillede et alvorligt spørgsmål ved foreneligheden af den forudsete procedure med Danmarks fulde medlemskab af NATO. Statsminister Schlüters beslutning om at udskrive valg til den 10. maj gav et klart vidnesbyrd om, at regeringen i København var fuldstændig klar over de herskende følelser i NATO-hovedkvarteret og i de allierede hovedstæder. Ambassadøren oplyste, at hans regering havde fulgt udviklingen i København med dyb bekymring, og ville efter instruktion udtrykke de følgende betragtninger:

Et medlemskab af NATO medførte et antal sammenføjede »interlocking« pligter, som understregede vort hovedmål: den allierede solidaritet. Så snart en partner ikke kunne klare sin fulde del af forsvarssamarbejdet i NATO, led hele systemet under det – ikke blot det direkte berørte område, men alle deltagere i alliancen.

Ambassadøren citerede fra premiereminister de Tita’s erklæring i det italienske parlament, da han præsenterede sit nye kabinet, hvori det blev understreget, at Italiens kald var såvel europæisk som atlantisk. 

Perspektiverne for en varig fred, som aftegnede sig krævede, at alliancesolidariteten ikke undermineredes ved unilaterale nedrustningsskridt eller ved etableringen af områder i Europa med forskelligt sikkerhedsniveau.

Behovet for allieret solidaritet og lige deling af ansvaret var for nylig blevet bekræftet på topmødet. Herved havde stats- og udenrigscheferne demonstreret sammenholdet og sendt et klart budskab til offentligheden.

I denne forbindelse skulle man ikke undervurdere den mulige domino-effekt af folketingsdagsordenen. Den kunne forstærke lignende tendenser i andre lande. Ligesom den kunne få indflydelse på den offentlige opinion.

Det var af yderste vigtighed, at også lande uden kernevåben deltog i alliancens kernevåbenpolitik for at styrke afskrækkelsesstrategiens effektivitet.

NATO kunne naturligvis ikke fortælle sin danske allierede, hvad den skulle gøre eller ikke gøre. Det ville krænke et af alliancens principper. Nemlig respekten for hvert enkelt medlemslands suverænitet. Men rådet kunne udtrykke ønsket om, at Danmark snart igen ville kunne yde sit fulde bidrag til alliancen og genskabe den afgørende solidaritet i rækkerne.

Den hollandske ambassadør udtrykte sin regerings betydelige grad af bekymring og takkede for min gennemgang af statsministerens udtalelse. Han var instrueret om at understrege Hollands bekymring for, at den danske dagsorden, hvis den blev ført ud i livet, skulle påvirke Danmarks fulde alliancesamarbejde.

Specielt gjaldt denne bekymring de negative virkninger på Danmarks deltagelse i forsvarssamarbejdet med sine allierede og i ganske særlig grad i relation til forstærkninger.

På hollandsk hold delte man de bekymringer, der var fremført i det cirkulerende brev fra udenrigsminister Gensher til udenrigsministeren. I alliancen måtte man dele risiko og byrder. Dette ville også være forudsætningen for at opnå stabilitet på et lavere niveau.

Den hollandske ambassadør erindrede afsluttende om nederlandsk politik på det omhandlede område (som nedfældet i STANAG 1100)

Den belgiske ambassadør oplyste, at hans regering var opmærksom på den danske permanente repræsentants redegørelse om den danske folketingsdagsorden. Det var hvert enkelt lands suveræne ret at fastlægge sin forsvarspolitik, men det var også klart, at forsvarets udelelighed var et af alliancens grundlæggende principper. Solidariteten mellem medlemslandene var nødvendig, da beslutninger i et land havde indflydelse på andre lande. Som regeringscheferne havde bekræftet den 3. marts, måtte afskrækkelsesstrategien hvile på en kombination af konventionelle og nukleare våben. For at gennemføre alliancens strategi, måtte hvert enkelt land påtage sig sin del af byrden. Gennemførelsen af dagsordenen ville kunne krænke ikke blot NATO­-strategien som bekræftet i Gleneagles i 1986, men også forhindre forstærkningers fremkomst i krisetid og påvirke de danske haves involvering i NATO-øvelser. På et tidspunkt med vigtige forhandlinger med Sovjetunionen ville det være risikofyldt at gennemføre en denuklearisering af Europa eller skride til indførelse af atomvåbenfri zoner. Noget sådant ville kunne stille sig i vejen for fortsatte fremskridt henimod balancerede reduktioner i øst og vest. De hidtil opnåede resultater beroede netop på alliancens sammenhold.

Man ønskede ikke fra belgisk regerings hold at blande sig i den danske debat, men kunne ikke undlade at interessere sig for konsekvenserne af den danske folketingsdagsorden, da den kunne påvirke sikkerheden for alliancen og Belgien.

Den portugisiske ambassadør ønskede heller ikke at tage del i den danske debat, men ville udtrykke Portugals værdsættelse af Danmarks bidrag til det fælles forsvar. Man så med alvorlig bekymring på vedtagelsen af den danske dags-
orden og frygtede for dens konsekvenser. Alliances strategi hvilede på solidaritet og deling af ansvar og risici. Derfor var man bekymrede over denne sag.

Den tyske ambassadør havde allerede fredag givet udtryk for sin dybe bekymring. Han havde den gang hæftet sig ved, hvad der var blevet refereret af statsminister Schlüters udtalelser i Folketinget og ved udenrigsminister Shultz’s udtalelse. I dag kunne han på instrueret basis udtrykke sin alvorlige »grave« bekymring. Han erindrede herved om, at hans land som nær nabo var dybt involveret i det fælles forsvar af BALTAP-regionen. Ambassadør Niels Hansen gennemgik med omhu indholdet af Hr. Genschers brev til udenrigsministeren. Brevet var forud for mødet cirkuleret til medlemskredsen.

Amerikanske ambassadør anførte, at man fra amerikansk side var dybt bekymret, således som det var kommet til udtryk i udenrigsminister Schultz’ erklæring af 14. april d.å. Samtidig var man opmærksom på den følsomhed, som emnet var omgæret med i Danmark. Man havde intet ønske om at indføre amerikanske synspunkter i valgkampen. Derimod kaldte det fortrolige forum og den fortrolige drøftelse på ligefremhed i en sag, der både fortjente og krævede klarhed. Den konsekvens, som en implementering af Folketingets dagsorden ville have for den traditionelle »no confirm/no denial«-politik var kernepunktet. Denne politik var fortsat afgørende for en udførelse af USA’s NATO-forpligtelser. Der var ofte redegjort herfor. Politikken ville ikke blive ændret, ligesom man ikke ville tillade, at den blev udvandet eller kunne drages i tvivl. Dette var ikke blot et spørgsmål om procedurer for orlogsfartøjer. Som udenrigsminister Schultz havde erklæret, ville en udfordring af den amerikanske politik gå lige til hjertet af NATO-forpligtelsens gensidige karakter. Det var i lyset heraf, at man så en trussel fra dagsordenen. Alliancen bestod af seksten suveræne nationer, alle kunne i sidste instans selv bestemme deres bidrag til det fælles forsvar og villigheden til at modtage bestemte våben. Imidlertid hvilede NATO også på kollektiv sikkerhed. En trussel mod et enkelt land var en trussel mod alle. Det var kommet klart til udtryk i erklæringen fra topmødet den 3. marts i år, og ingen havde taget forbehold heroverfor. Der havde også været enighed om, at i den overskuelige fremtid ville alliancens strategi hvile på en passende blanding af konventionelle og nukleare våben. Tilstrækkelige nukleare våben var af afgørende vigtighed for en fortsat implementering af den nukleare afskrækkelse. Alle nød godt heraf. Der var essentielt, at man ved siden af disse fordele også var villig til at dele risici og byrder. Man var for længst forbi det punkt, hvor man kunne være for den nukleare afskrækkelse, men ikke turde sige det. Den danske dagsorden gik i den modsatte retning. Ved en implementering ville man kunne tage hul på en ansvarsdeling a la carte. Man kunne undergrave fundamentale principper gennem de facto at kræve erklæring om tilstedeværelse af nukleare våben ombord på orlogsfartøjer.

En virkeliggørelse af dagsordenen på en måde, der var uforenelig med amerikansk nuklear politik, ville underminere den nukleare afskrækkelse, hvorpå NATO’s sikkerhed hvilede.

I givet fald ville USA blive tvunget til at undgå deployering af visse styrker for ikke at kompromittere gældende politik. Alliancen måtte herefter drage sine egne konklusioner. Dette var ikke et bilateralt amerikansk/dansk emne – det var et allianceanliggende. Ikke kun USA var berørt, og heller ikke alene Danmarks sikkerhed ville blive udsat – det gjaldt sikkerheden for hele alliancen. Flere stemmer havde allerede draget drastiske konklusioner om en optrevling af NATO. Ambassaden henviste herved til en artikel i Wall Street Journal om rådenskab i alliancen. Han hørte allerede det kendte litani fra hjemlige kritikere om det amerikanske engagement i alliancen. Alle burde dele USA’s bekymring. 

Direkte ville det amerikanske bidrag til STANAVFORLANT blive berørt såvel som fælles amerikansk/danske flådeøvelser. Der ville kunne rejse sig problemer for Danmarks deltagelse i alliancens drøftelser af maritime anliggender, og i det hele for landets rolle i forsvarsplanlægningen, herunder i de nukleare planlægningsfora, som næppe kunne forblive upåvirket.

Ambassadør Keel håbede, at intet af det anførte ville finde sted, men alle burde være klar over konsekvenserne, såfremt det skete. Det var hans forhåbning, at den danske regering ville gøre følgerne for alliancen og for dansk sikkerhed tydelig for Folketinget og befolkningen. Man var på det rene med, at regeringen ikke bar nogen skyld selv og værdsatte bestræbelserne for at forhindre det stedfundne forløb. Nu måtte den stå fast over for en implementering, der overskred grænsen, hvor fuldt dansk medlemskab af alliancen kunne drages i tvivl.

Britiske ambassadør beklagede indledningsvis, at hans bemærkninger fra rådets møde den 15. april d.a. havde fundet vej til pressen. Med de øvrige britiske kommentarer, som de fremgik af statsminister Schlüters erklæring ved udskrivelsen af valg, var der ikke meget at føje til.

I det fortrolige forum ønskede han dog herudover at understrege, at en fortolkning og implementering af Folketingets dagsorden var et anliggende for Danmark. Den britiske politik vedrørende oplysninger om nuklear bestykning af orlogsfartøjer var imidlertid som den amerikanske mangeårig og baseret på »no conformation, no denial«. Den ville ikke blive ændret. Man tilsluttede sig principperne i udenrigsminister Shultz’ nylige udtalelse i sagens anledning. Udenrigsminister Howe havde i forbindelse med WEU’s møde i Haag den 19. april på lignende vis udtalt, at en implementering af dagsordenen kunne umuliggøre besøg af den britiske flåde i Danmark og lægge sig hindrende i vejen for øvelser af tilførelser af forstærkninger til BALTAP, der primært ville blive overført ad søvejen. Fru Thatcher havde desuden i Underhuset spørgetid samme dag sagt, at der kunne blive tale om alvorlige implikationer for hele NATO-politikken.

UKMF (L) var Storbritanniens forpligtelse og bidrag til forsvaret af BALTAP. Hvis dagsordenen blev implementeret, og deployeringen af UKMF (L) ikke kunne øves, ville det – som forsvarsminister Younger havde udtrykt det i Haag – blive nødvendigt at tage det praktiske anliggende op til behandling, at man ville blive i at udføre en planlagt forpligtelse.

Franske ambassadør erklærede, at spørgsmålet berørte Danmarks suverænitet, men emnet var af vigtighed, og alle aspekter burde tages i betragtning, når beslutningen skulle træffes. Det var den franske politik hverken at bekræfte eller benægte tilstedeværelsen af nukleare våben ombord på franske orlogsfartøjer. Denne politik blev anvendt erga omnes og ville fortsat blive forfulgt.

Den tyrkiske ambassadør havde fulgt udviklingen med interesse og stor bekymring. Også han understregede behovet for alliancesolidaritet, som var et symbol og en hjørnesten for NATO-samarbejdet.

Han håbede, at de vanskeligheder, som Danmark stod overfor, kunne løses til gavn for alle. Man var udsat for en fælles trussel og havde ved sammenhold sikret freden i årtier. Det var i den aktuelle internationale situation vigtigt at fortsætte dette sammenhold.

Norske ambassadør meddelte kort, at den norske regering selvsagt ikke ønskede at blande sig i danske forhold, at man håbede, at landet kunne finde en tilfredsstillende løsning, og at Norge i spørgsmålet om besøg i norske havne siden 1975 havde fulgt en velkendt praksis, som nød bred støtte i Stortinget, og som man ikke havde planer om at ændre.

Formanden for militærkomiteen, General Altenburg, anførte (i et uforberedt indlæg og på basis af personlige notater) sin forhåbning om, at der ikke ville blive tale om et brud på enigheden mellem Danmark og alliancen om de grundlæggende principper for alliancens politik. Muligheden for at projicere sømagt gennem fri sejlads på havene og i dette tilfælde fri passage gennem de danske stræder var central og nødvendig for adgangen til Østersøen. Det var essentielt for afviklingen af allierede forstærkningsøvelser og derfor et allianceanliggende. Accept af denne nødvendighed bekræftede villigheden til ligeligt at dele ansvar og risiko. Hvis man krævede en erklæring, eller hvis man med et klaringsbrev ville bebyrde den enkelte kaptajn med en beslutning om anløb, ville det få svære strategiske og operationelle konsekvenser for de tre MNC’ers mulighed for at opfylde de pålagte missioner. Flere nationer havde som bekendt en klar kernevåbenpolitik. En introdution af konkretiserede clearinger ville have konsekvenser for afviklingen af allierede øvelser. Det ville kunne bidrage til at omskabe Østersøen til et Krasnoje Mare eller et Mare Sovjeticum. Kun muligheden for tilstedeværelse af amerikanske og britiske orlogsfartøjer kunne hindre en sådan udvikling.

Luxembourgs Ambassadør udtrykte fuld respekt for den danske suverænitet, men nærede håb om, at man uanset valgets udfald i Danmark kunne finde en løsning, der ville forhindre alvorlige konsekvenser for alliancesolidariteten, som den netop var blevet bekræftet ved stats- og regeringschefernes møde den 3. marts i Bryssel.

Spaniens ambassadør var klar over, at der var tale om en folketings- og ikke en regeringsbeslutning. Regeringen fortjente anerkendelse for sine bestræbelser på at standse udviklingen. Spanien ville støtte den danske regering i disse forsøg.

Generalsekretæren sagde afslutningsvis, at han var overbevist om, at den danske repræsentant havde noteret sig de fremførte indlæg og ville overbringe dem til København.

Man ville efter mødet til pressen fremføre sine indtryk af drøftelserne. Der ville selvsagt ikke blive tale om et referat men om, hvorledes man havde opfattet drøftelsernes hovedindhold. Hans opsummering svarede ganske nøje til den senere udsendte meddelelse til pressen.

 

Telegrammmet sendt um mig fm

 

Intet følger

 

Kirsten Biering-Per Carlsen /bonch 337

 

Tekst 55 | Oversigten over kildetekster | Tekst 57

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk