Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Den sovjetiske ambassades årsrapport for Danmark, 1980

Kildeteksten er et sammendrag af den sovjetiske ambassades årsrapport om Danmark for 1980.

 

Teksten er tilgængelig på www.koldkrigsudredningen.dk. 

 

27. februar 1981, Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, f. R-1019, ap. 4, b. 234, ll. 97-104.

 

Oversat af: Erik Bach Nielsen

 

Udenrigsministeriet i den litauiske SSR

Yderst hemmeligt. Eksemplar nr. 18

 

Vilnius

27. februar 1981

                                                            

Nr. I-0344/GS

 

Fremsendes til information.

Vicegeneralsekretær i USSR’s MID (V. Ivanisov)

 

UDSKRIFT

af politisk rapport fra USSR’s ambassade i Danmark for 1980

 

Den interne situation i Danmark og dansk udenrigspolitik

Den danske økonomis tilstand har i 1980 været karakteriseret af generel lavkonjunktur, stagnerende industriproduktion, en forværring af den finansielle situation og en uddybning af krisen i byggeriet. Dette er blevet ledsaget af et lavere forbrug i den private sektor, et fald i investeringsaktiviteten i industri, handel og landbrug, en vækst i arbejdsløsheden og en forøgelse af udlandsgælden.

Regeringens tiltag rettet mod en forbedring af den økonomiske situation i landet har haft en halvhjertet karakter og har foreløbig ikke haft nogen væsentlig effekt. De har bestået i øget beskatning og nedsættelse af de statslige og kommunale udgifter, herunder til sociale formål, hvilket er gået ud over arbejdernes interesser. I årets løb er der sket et fald i realindkomsten for en betydelig del af befolkningen. Arbejderne har svaret på dette med at give strejkebevægelsen et bredt opsving.

De økonomiske vanskeligheder har fortsat været den vigtigste faktor bag udviklingen af den indenrigspolitiske situation. Spørgsmålet om, hvordan man kunne overvinde de økonomiske problemer, har fremkaldt kritik af regeringen både fra højre og venstre. Den socialdemokratiske mindretalsregering, der ikke har ønsket at samarbejde med kræfterne på venstrefløjen, har foretrukket at bygge sin økonomiske politik på et kompromis med tre små borgerlige partier. De ledende borgerlige partier, der ikke har deltaget i dette kompromis, har skarpt kritiseret regeringens linje på det økonomiske område og også i spørgsmålet om forsvarsudgifterne og enkelte andre elementer i forsvarspolitikken. De har dog som hidtil ikke haft succes med planerne om at danne en fasttømret borgerlig blok, der ville kunne udgøre en alvorlig trussel mod den socialdemokratiske regering. Der har af forskellige grunde været talt om mulighederne for et valg i utide, men til trods for det vurderer man i socialdemokratiets ledelse regeringens stilling som tilstrækkeligt stabil, selv om man ikke udelukker, at den af taktiske grunde kan udskrive valg noget før det fastsatte tidspunkt.

Situationen på venstrefløjen i dansk politik har været præget af, at det kommunistiske parti, der i 1979 mistede sin repræsentation i parlamentet, har rådet over mere begrænsede muligheder for at påvirke regeringen. Ikke desto mindre har det kommunistiske parti ført en aktiv kamp for at styrke sin indflydelse, og det har heri opnået visse resultater.

Den danske udenrigspolitik har stort set fulgt det traditionelle spor og er i første række som hidtil blevet bestemt af Danmarks tilhørsforhold til NATO og EF. Den danske regering har i høj grad koordineret sin opfattelse af de vigtigste internationale spørgsmål med partnerne i de ovennævnte grupperinger.

Danskerne har vist solidaritet med USA og andre vestlige lande i vurderingen af grunden til den indtrufne forværring af den internationale situation ved at fremstille forværringen som en følge af den sovjetiske aktion i Afghanistan. Under disse omstændigheder har den danske regering imidlertid fortsat understreget det vigtige i at bevare og udvikle alt det positive, der er blevet opnået inden for détenten. Danskernes opførsel har vidnet om deres bestræbelse på at forene så modstridende elementer som solidaritet med Vestens førende land USA med ønsket om ikke at gå for langt i deres støtte til de skridt fra den amerikanske administration, der er farlige for fredens sag. Det har især vist sig i danskernes reserverede holdning til den amerikanske »sanktionspolitik« mod USSR og i den forsigtige reaktion på de krigeriske erklæringer fra repræsentanter for USA’s nye administration. Ønsket om at undgå en tilspidsning af relationerne mellem Øst og Vest har også til en vis grad karakteriseret danskernes holdning under konferencen i Madrid.

Den danske regering har udfoldet anstrengelser for yderligere at styrke det militære og politiske samarbejde inden for NATO’s rammer. Den har foretaget politiske forberedelser til at realisere en række forholdsregler for at kunne modtage forstærkninger fra de allierede i en såkaldt »krisesituation«, herunder etablering af NATO-depoter til tung militær udrustning på dansk territorium. Samtidig med det har regeringen indtaget en forsigtig holdning vedrørende den af NATO foreslåede forøgelse af forsvarsudgifterne, hvilket har ført til utilfredshed i NATO-kredse. I danskernes opfattelse af spørgsmål vedrørende raketter og kernevåben, herunder INF, kan man iagttage en interesse i, at de om disse spørgsmål påbegyndte forhandlinger mellem USSR og USA ikke skal blive afbrudt på grund af Reagan-administrationens hårde linje.

Den danske regering er ligesom tidligere gået ind for en yderligere uddybning af det udenrigspolitiske samarbejde inden for EF, som fortsat har væsentlig indflydelse på danskernes opfattelse af de store internationale spørgsmål.

Den danske regering har i det store og hele givet udtryk for en velvillig holdning til de generelle mål i maj-dokumentet (1980) fra Warszawapagtens politisk-konsultative komité, men har dog forholdt sig ret skeptisk til forslaget om at sammenkalde et møde på højeste niveau mellem statscheferne fra alle verdens regioner. Den har også forholdt sig tilbageholdende til forslagene om, at ingen stat eller gruppe af stater i Europa må forøge antallet af sine væbnede styrker i CSCE-Slutaktens område, om begrænsning af den militære aktivitet i områder med vigtige internationale vandveje, og ligeledes til de efterfølgende forslag fra de socialistiske lande, fremsat på Warszawapagtens udenrigsministermøde i Warszawa 20. oktober og på Moskva-mødet for Warszawapagtlandenes ledere.

Danskerne betragter Madrid-konferencen som et vigtigt led i at bevare og udvikle afspændingsprocessen, og de går ind for, at der skal opnås positive resultater på konferencen.

Officielt har den danske regering udtalt sig for, at der på konferencen skal lægges lige stor vægt på alle »kurve« i CSCE’s Slutakt. I praksis har den i betydelig grad støttet forsøgene fra sine partnere i NATO og EF på at sætte de socialistiske landes påståede brud på Helsinki-aftalerne i centrum for diskussionerne i Madrid.

I deres vurdering af resultaterne af den første etape i Madrid-konferencen har de danske repræsentanter udtalt en yderst behersket optimisme vedrørende muligheden for at opnå enighed om enkelte af de fremsatte forslag. Danskerne har ladet forstå, at de ikke fuldt ud deler den meget hårde linje, der blev lagt af USA og England i begyndelsen af konferencens anden etape, og at de er tilbøjelige til i det store og hele at optræde på linje med de små og de neutrale lande. Fra dansk side understreges det, at Madrid-konferencen som et minimum skal slutte med vedtagelsen af en beslutning om at afholde et følgende møde af samme art, som efter dansk opfattelse vil have chancer for at forløbe i en mere velvillig atmosfære og føre til væsentligere resultater.

 

Spørgsmålet om menneskerettigheder. Den danske regering støtter Vestens linje om at udnytte menneskerettighedsproblematikken i det ideologiske og politiske modsætningsforhold til de socialistiske lande. Danskerne benytter i praksis henvisninger til CSCE’s Slutakt til at blande sig i de socialistiske landes indre anliggender.

Den danske regering deler ikke USA’s ekstremt hårde linje i kritikken af de socialistiske lande i menneskerettighedsspørgsmålet og anser det for rigtigere at vise fleksibilitet i denne sag og ikke gøre den til genstand for åben konfrontation mellem Vest og Øst. Danskerne anerkender, at sociale og økonomiske rettigheder er et væsentligt element i begrebet menneskerettigheder.

Danskerne er gået ind for en snarlig indgåelse af en overenskomst om et fuldstændigt forbud mod kernevåbenforsøg og har erklæret sig rede til aktivt at bidrage hertil.

Danskerne har udtalt en negativ holdning til USSR’s forslag om indgåelse af en overenskomst vedrørende ikke-stationering af kernevåben i stater, hvor der for tiden ikke er kernevåben.

Danskerne er enige med USSR om det vigtige i at nedlægge forbud mod at fremstille nye typer og systemer af masseødelæggelsesvåben, de hilser de opnåede fremskridt i forberedelsen af en overenskomst om forbud mod radiologiske våben velkommen, og de har nævnt nødvendigheden af en snarlig indgåelse af en konvention, de forbyder kemiske våben.

De danske repræsentanter har bekræftet deres positive holdning til sammenkaldelsen af en verdensomspændende nedrustningskonference på betingelse af, at alle atommagter deltager i den, og at der ved omhyggelig forberedelse bliver skabt sandsynlighed for opnåelse af positive resultater, og de har taget positivt mod ideen om at erklære 80’erne det 2. nedrustningsårti.

Den danske part har især understreget sin interesse i en bredere drøftelse af spørgsmålet om en begrænsning og nedskæring af de konventionelle styrker. På den 35. samling i FN’s Generalforsamling blev der godkendt et af danskerne fremsat resolutionsforslag om, at eksperter skulle studere hele spektret af spørgsmål inden for dette område.

Danskerne har tilsluttet sig de andre NATO-lande i deres afvisning af at acceptere Warszawapagtlandenes krav om at annullere eller indstille Bruxelles-beslutningen som betingelse for påbegyndelse af forhandlinger om INF. Samtidig med at den danske regering viser sin støtte til NATO’s program for produktion og stationering af de såkaldte »eurostrategiske« raketter, har den flere gange understreget, at den lægger særlig vægt på den anden del af NATO’s beslutning om »euroraketterne«, hvor der tales om at gennemføre forhandlinger.

Danskerne har til hensigt omhyggeligt at følge udarbejdelsen af USA’s nye administrations politik i SALT-spørgsmålet. Udenrigsminister Olesen erklærede 21. november i Folketinget, at en afvisning af SALT-II traktaten vil skabe problemer for en række af USA’s allierede. Det er naturligt, sagde han, at den danske regering i så fald vil tage sin stilling op til ny overvejelse. Idet de dog regner med, at det vil være vanskeligt for Reagan at afvige fra sine valgløfter om nødvendigheden af at revidere SALT-II, går danskerne ind for en fleksibel fremgangsmåde i den eksisterende situation, for at der ikke skal ske en fuldstændig afbrydelse af forhandlingerne om SALT.

 

Forhandlingerne om en reduktion af de væbnede styrker og rustningsniveauet i Centraleuropa. Danskerne viser fortsat interesse i, at der skal opnås fremskridt i disse forhandlinger. De har som hidtil henholdt sig til den af NATO vedtagne linje i de spørgsmål, der drøftes, og har ikke fremsat nogen specielle synspunkter.

 

Spørgsmålene og sikkerheden i Nordeuropa. Den danske regering har flere gange i løbet af året bekræftet de traditionelle principper om ikke-stationering af udenlandske tropper og kernevåben på landets territorium. Samtidig er formuleringerne af disse principper blevet stadig mere udflydende.

I rapporteringsperioden blev den tidligere i alt væsentligt negative danske holdning til ideen om etablering af en kernevåbenfri zone i Nordeuropa bekræftet. Ifølge erklæringer fra officielle repræsentanter betragter regeringen ikke dette initiativ som aktuelt; den mener, at der ikke er behov for juridisk at fastslå de nordeuropæiske landes faktiske kernevåbenfri status.

 

Situationen omkring Polen. Den danske regering følger opmærksomt udviklingen i Polen og er officielt imod enhver indblanding i Polens forhold udefra. Danskerne holder sig i det store og hele til den inden for NATO og EF fastlagte linje i forhold til begivenhederne i Polen, men indtager samtidig en »mere moderat« og tilbageholdende position sammenlignet med deres førende partnere.

 

Den danske regerings politik i Mellemøst-spørgsmålet er i betydelig grad blevet udformet med hensyntagen til den generelle opfattelse i EF. Ved drøftelsen af dette spørgsmål i »de ni« har danskerne anlagt en forsigtig linje og er gået ind for, at fællesskabets initiativer ikke skulle have karakter af en direkte udfordring af Israel, USA eller Camp David-processen. Danskerne har støttet fællesmarkedets »moderate« forslag til en mellemøstlig ordning, vedtaget på konferencen i Venedig, og beslutningen om at gennemføre sonderende forhandlinger mellem EF og de parter, der indgår i den mellemøstlige konflikt.

På EF-topmødet i december gik danskerne ind for, at man i den nuværende etape skal afholde sig fra nye fælles initiativer til en mellemøstlig ordning, så længe holdningen til den mellemøstlige problematik i USA’s nye administration ikke er klarlagt.

Danskerne holder sig fortsat tilbage fra en officiel anerkendelse af PLO og erklærer, at man ikke kan betragte denne organisation som den eneste repræsentant for palæstinenserne.

 

Danskerne betragter fortsat en tilbagetrækning af de sovjetiske tropper fra Afghanistan som en forudsætning for en politisk løsning af dette spørgsmål; en løsning tænkes beslægtet med forslaget fra »de ni« om en »neutralisering« af Afghanistan.

Officielle repræsentanter har forholdt sig negativt til initiativet fra den afghanske regering af 14. maj 1980 vedrørende veje til løsning af situationen i Afghanistan.

Danmarks holdning i forbindelse med de afghanske begivenheder har været karakteriseret af en mere tilbageholdende tone sammenlignet med den hårde linje hos den amerikanske administration og hos regeringerne i nogle andre vestlige lande. Fra dansk side er det flere gange blevet understreget, at de nuværende begivenheder ikke må betyde, at bestræbelserne i retning af afspænding indstilles.

 

Konflikten mellem Iran og Irak. I danske regeringskredse vurderes konflikten mellem Iran og Irak som en yderst alvorlig begivenhed, der forværrer situationen i den mellemøstlige region. Den danske regering har tillagt det stor betydning, at USSR og USA har givet udtryk for, at de har til hensigt at afholde sig fra enhver indblanding i disse begivenheder.

 

Situationen i Sydøstasien. I 1980 har den danske regering ligesom tidligere afholdt sig fra at etablere diplomatiske forbindelser med regeringen i Folkerepublikken Campuchea. På Generalforsamlingens 35. samling har den danske rege-
ring under henvisning til formelle grunde støttet forslaget om, at Campucheas plads i FN skal besættes af repræsentanter for Pol Pot.

Danmark har stærkt kritiseret tilstedeværelsen af vietnamesiske tropper på Campucheas territorium og har ignoreret forslagene fra Den socialistiske republik Vietnam, Folkerepublikken Congo og Den folkedemokratiske republik Laos om at normalisere situationen i denne region.

 

Problemet i det sydlige Afrika. Den danske regering har udtrykt tilfredshed med den opnåede løsning af det rhodesiske problem og har erklæret sig rede til at yde Zimbabwe den nødvendige hjælp. Danmark støtter den i FN udarbejdede plan til løsning af det namibiske spørgsmål og understreger nødvendigheden af at tvinge Den sydafrikanske republik til at afstå fra taktikken med at forhale og på enhver måde protestere mod FN’s plan. Danskerne fordømmer apartheidpolitikken i Den sydafrikanske republik og er rede til sammen med andre stater at lægge pres på regimet i dette land. Samtidig afholder den danske regering sig i praksis fra hårde økonomiske sanktioner mod Den sydafrikanske republik, og den viser endda interesse for at udvide sine indkøb af kul i Den sydafrikanske republik.

Danskerne betragter det som ønskværdigt at afslutte arbejdet med konventionen på konferencens 10. samling og at underskrive den i efteråret 1981.

I en række vigtige spørgsmål inden for søretten er Danmarks holdning tæt på eller sammenfaldende med Sovjetunionens opfattelse. Danmark søger at opnå, at EF kan få retten til at underskrive en kommende konvention.

 

De sovjetisk-danske relationer har i 1980 været påvirket af den generelle forværring af den internationale situation. Den danske regering har i praksis nedfrosset de politiske kontakter med USSR på højt statsligt niveau og er begyndt at forholde sig mere tilbageholdende til gennemførelsen af større kulturelle udvekslingsarrangementer. Denne linje vil efter alt at dømme være gældende i endnu et stykke tid. Ikke desto mindre er de mangfoldige sovjetisk-danske forbindelser og samarbejdet om forskellige spørgsmål i det store og hele blevet gennemført med succes i de fastlagte traditionelle former, og der er muligheder for, at de også fremover kan opretholdes på et stabilt grundlag. Danskerne viser især interesse for en yderligere udvikling af handelen og af de økonomiske, videnskabelige og tekniske forbindelser med USSR.

 

Korrekt:

I-am/OR

mb-0825/gs

23.02.81

 

Supplerende mangfoldiggørelse

22 eksemplarer

27.2.81

 

Tekst 50 | Oversigten over kildetekster | Tekst 52

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk