Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Per Hækkerup om dansk udenrigspolitik

Uddrag fra Per Hækkerup: Dansk Udenrigspolitik, Fremad 1965.

 

I 1. kapitel i sin bog om dansk udenrigspolitik beskriver Udenrigsminister Per Hækkerup (S) de overordnede rammer og målsætninger for dansk udenrigspolitik. Per Hækkerup blev regnet blandt pragmatikerne i Socialdemokratiet, hvilket også af-
spejles i afsnittet ved hans vurdering af dansk udenrigspolitik som et kompromis mellem idealisme og realisme.

 

Hvad vil vi - og hvad kan vi?

 

Indledende bemærkninger

Al politik og al politisk tænkning og planlægning må begynde med at klargøre, hvilke mål man sigter mod, hvad man vil søge opnået med sin indsats og virksomhed. Det gælder også for udenrigspolitik.

Har man klargjort sig sin målsætning, bliver det næste at opnå en så nøgtern forståelse af den virkelighed, man skal virke i, som vel muligt. For udenrigspolitikken er det ensbetydende med, at man må skaffe sig. det bedst mulige kendskab til den verdenspolitiske situation, de kræfter, der påvirker udviklingen, og den retning udviklingen følger.

Er målsætningen klar og kortlægningen af den faktiske situation og udviklingens kræfter og retning foretaget, bliver den derefter følgende opgave at overveje de midler, man skal betjene sig af og de veje, man vil gå for under de givne betingelser at søge målsætningen bedst muligt virkeliggjort. I tilknytning til overvejelsen af midler og veje kommer en vurdering af, hvilke muligheder der findes, en kølig og realistisk vurdering, som er nødvendig, hvis man ikke skal spilde sine kræfter på umulige opgaver, men opnå den størst mulige virkning af sin indsats.

I den sidste henseende er det afgørende at forstå, at et lille land er fundamentalt anderledes stillet end en stormagt. Så længe verdenspolitik altovervejende er magtpolitik – og det må desværre fortsat erkendes at være tilfældet – bliver det stormagterne og spillet mellem dem, der først og fremmest afgør verdensudviklingen. Et lille lands udenrigspolitik består derfor fortrinsvis i at tilpasse sig verdensudviklingen på en måde, der bedst varetager landets og borgernes såvel langsigtede som kortsigtede interesser.

Danmark har ca. 1,5 promille af jordens befolkning. Det er derfor helt klart, at vi ikke bestemmer verdensudviklingen. Vi kan øve indflydelse på den, vel endda en indflydelse, som ofte er større end vort folketal begrunder, men kun hvis vi er meget påpasselige i anvendelsen af vore kræfter og vor good-will.

 

Udenrigspolitik og demokrati

Der er for alle lande en sammenhæng mellem udenrigspolitik og indenrigspolitik. Jo større et land er, og jo større dets økonomiske og militære magt, jo større er også dets selvstændige indflydelse på verdenspolitikken. I samme udstrækning vil indenrigspolitiske synspunkter kunne sætte sig igennem i selvstændig udenrigspolitisk handlen.

Jo mindre demokratisk et lands styre er, jo mindre behøver landets ledelse at tage hensyn til befolkningens synspunkter. Men selv i de mest diktatorisk styrede lande vil udenrigspolitikken påvirkes af landets økonomiske, sociale og kulturelle udvikling. Sociologiske forskydninger vil normalt sætte sine spor både i indenrigs- og udenrigspolitisk henseende.

I et demokrati må udenrigspolitikken hvile på befolkningens tilslutning. De ansvarlige, der tilrettelægger et demokratisk lands udenrigspolitik, må i deres overvejelser tage hensyn dels til denne politiks virkninger i forhold til omverdenen, dels til den indstilling, der gør sig gældende i befolkningen.

Det er af afgørende betydning, at der ikke alene er parlamentarisk rygdækning for den udenrigspolitik, der føres, men at denne politik også har befolkningens forståelse og støtte. Her i landet er vi i den lykkelige situation, at hovedlinierne i dansk udenrigspolitik accepteres og støttes af et overvældende flertal i befolkningen. Under internationale forhandlinger er dette en stor styrke for Danmark.

Den frie diskussion, hvor synspunkter og argumenter konfronteres og afklares, er nerven i et demokrati. Det er derfor betydningsfuldt, at befolkningen er informeret om udenrigspolitiske problemer. Hertil kan pressen, radioen og fjernsynet bidrage, og regeringen må i videst mulig udstrækning lægge kendsgerningerne frem for befolkningen som grundlag for en informeret meningsdannelse.

I den henseende frembyder imidlertid udenrigspolitikken større problemer end indenrigspolitikken. Det er velkendt fra tidligere perioder, især op til 1. verdenskrig, at det hemmelige diplomati forhandlede og traf afgørelsen om de allervigtigste anliggender, om spørgsmål, der afgjorde krig eller fred, hen over hovedet på parlamenterne og de offentlige mening. Som en reaktion mod denne ulykkelige praksis rejstes kravet om det åbne diplomati, et krav, der i nogen grad blev imødekommet i mellemkrigsperioden. Efter den anden verdenskrig antog den internationale meningsudveksling ofte en form, der i sin værste skikkelse udartede til verbalt slagsmål for åbent tæppe. At dette ikke var fremmende for afspændings- og forståelsespolitikken blev efterhånden klart. De vigtigste skridt i denne er da også blevet forberedt gennem forhandlinger, som omgærdedes med den samme fortrolighed som i tidligere tider.

Der synes efterhånden at have udviklet sig den praksis, at man – ikke mindst i FN – har åbne debatter om de internationale problemer og sideløbende hermed fortrolige drøftelser, hvor partierne friere tør ytre sig og fremsætte kompromisforslag og give indrømmelser uden straks at få sin prestige og position svækket. Erfaringen er da den, at den internationale meningsudveksling må have både den åbne og den fortrolige karakter, det sidste under den forudsætning, at forhandlingernes resultat i form af traktater og aftaler m.v. ubetinget bør offentliggøres. Denne praksis stemmer da også overens med de erfaringer, der gøres på det indenrigspolitiske plan, hvad enten det drejer sig om folketing, organisationer eller andre private institutioner. Det siger sig selv, at ikke mindst et lille land må følge spillets regler, selvom dette naturligvis betyder en indskrænkning af adgangen til at lægge alle kendsgerninger frem for offentligheden. Til gengæld gives de fleste fortrolige oplysninger til det udenrigspolitiske nævn, til organisationer og andre specielt interesserede.

En anden side af fortrolighedssynspunktet kan volde vanskeligheder for den demokratiske meningsdannelse om udenrigspolitikken. Ofte kan man i det ene eller andet land føle sig foruroliget over visse sider af andre landes – især stormagternes – politik. Ønsket om, at en sådan afstandtagen skal finde offentligt udtryk, kan synes naturlig. Men det bør erindres, at større magter føler deres ære og prestige gået for nær, hvis de i al offentlighed bliver korrekset eller belært af mindre' stater. Sker henvendelsen ad fortrolige kanaler, har den derfor i de fleste tilfælde større mulighed for at gøre indtryk. Det bliver altså i et vist omfang ad de indre linier, de små lande må fremføre deres synspunkt, medens deres offentlige tilkendegivelser bliver nok så generelle og ofte upræcise. I jo større udstrækning dette forstås i offentligheden og af de såkaldt ansvarlige kredse, desto bedre for meningsdannelsen. Ikke mindst bør erkendelsen omfatte forståelsen af, at private personers, organisationers og partiers meningstilkendegivelser selvfølgelig har et betydeligt friere spillerum end officielle udenrigspolitiske udtalelser.

Det må for udformningen af et lands udenrigspolitiske tilkendegivelser gælde, at hvis de ikke skal tabe i værdi, må der vises en vis tilbageholdenhed i deres antal. Den, der i tide og utide føler sig kaldet til at meddele omverdenen sin uforgribelige mening om alt og alle, lytter efterhånden ingen til. De officielle udenrigspolitiske meningstilkendegivelser må forbeholdes dels spørgsmål af speciel interesse for landet, dels særlige situationer af mere generel betydning.

Endelig skal understreges, at den selvfølgelighed, at udenrigspolitik i et demokrati må hvile på befolkningens tilslutning, ikke må udlægges således, at enhver mere eller mindre tilfældig stemnings bølge skal finde udtryk i landets udenrigspolitiske handlinger eller tilkendegivelser. Udenrigspolitik kræver sammenhæng og konsekvens, så sandt som de fleste mere afgørende udenrigspolitiske handlinger har langsigtede virkninger, der rækker ud over den øjeblikkelige situation, hvori de foretages.

 

Idealisme og realisme

Det høres så ofte i den offentlige debat, at især udenrigspolitik er præget af det gustne overlæg, af en kynisk – og kortsynet – realisme og blottet for den idealisme, der så ofte beriger, sætter igang og skaber nyt. Betragtningen holder ikke for en nærmere prøvelse, men skyldes formentlig en sammenblanding af begreber. Idealisme og realisme er ikke modstående begreber. Modstykket til idealisme er egoisme. Kun ganske undtagelsesvis vil man kunne finde, at udenrigspolitiske handlinger er dikteret af små gruppers personlige interesser. At de må varetage landets interesser er vist almindelig accepteret, også af dem, der mener deres standpunkter idealistisk bestemt.

Derimod går idealisme og realisme særdeles vel i spand. Ja ret beset må virkelig idealisme parres med realisme, for kun en realistisk erkendelse af virkelighed og muligheder giver det bedste resultat for en bestemt idealistisk stræben. Og omvendt er nok så megen realisme i vurderingen gold, hvis den ikke tjener en bestemt målsætnings virkeliggørelse.

Danske udenrigspolitiske overvejelser er ikke blot baseret på konkrete danske interesser. De opererer også med visse mere langsigtede mål, der fundamentalt afspejler de fleste danskeres synspunkter om, hvilken verden der bør stiles imod. Det, man på langt sigt ønsker, er vel en effektiv verdensmyndighed, der kan sikre fred og fremskridt i en nedrustet verden, hvor de demokratiske frihedsrettigheder er sikret.

Dette er naturligvis et langtidsperspektiv, som det i bedste fald vil tage generationer at realisere. Alligevel er det væsentligt at fastholde dette perspektiv. I alle overvejelser om den løbende udenrigspolitiske problemstilling må der indgå en vurdering af, om de beslutninger, der træffes, på langt sigt vil fremme eller svække mulighederne for en international udvikling i overensstemmelse med vore ønsker. Sagt på en anden måde: De ansvarlige må altid lade det lange løbs målsætning indgå i bevidstheden og i de konkrete situationer overveje, hvorledes det korte løbs politik bør tilrettelægges under hensyn til den afgørende ideale målsætning.

Som illustration kan peges på Danmarks holdning til FN. I baggrunden for vor stærke støtte til FN indgår som et afgørende motiv ønsket om at støtte udviklingen henimod en international retsorden. Tilsvarende gælder vor holdning til den internationale afspændingspolitik, nedrustningspolitikken og u-landsproblematikken. I alle disse tilfælde er der tale om en »idealistisk« politik, der imidlertid samtidig er udtryk for, hvad vi mener er en »realistisk« bedømmelse af hele menneskehedens fundamentale fælles interesser på længere sigt.

For fuldstændighedens skyld skal tilføjes, at et lille land, før det markerer en udenrigspolitisk stillingtagen eller tager et udenrigspolitisk initiativ, naturligvis altid nøje må vurdere de reale magtforhold og situationens reelle muligheder. De små lande skal være forsigtige med at tage initiativet til en ideel politik, hvis der ikke i de faktiske internationale forhold er dækning for at føre en sådan politik igennem.

Imidlertid: Udenrigspolitik er ikke blot magtpolitik. Det er også et spørgsmål om at skabe en bedre og tryggere verden. Danmarks muligheder for at påvirke den internationale udvikling er ikke store, men det fritager os ikke for et moralsk ansvar. Hvor lejlighed gives, må vi lægge vort lod i vægtskålen til fordel for en udvikling i overensstemmelse med vore ønsker og idealer.

 

Tekst 27 | Oversigten over kildetekster | Tekst 29

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk