Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Fortrolig rapport fra SUKP om Krustjovs besøg i Skandinavien

Fortrolig rapport fra SUKP’s centralkomité til den finske præsident Kekkonen om Krustjovs besøg i Skandinavien sommeren 1964.

Oversat af: Erik Bach Nielsen (DIIS), tilgængelig på http://www.koldkrigsudredningen.dk.

 

Udateret, RGANI, f. 3, op. 18, d. 270, ll. 3-10.

 

Til punkt XVII i protokol nr. 153

 

Hemmeligt

 

HELSINKI

DEN SOVJETISKE AMBASSADØR

 

Besøg præsident Kekkonen og sig, at vi i Moskva som supplement til det han ved fra de offentliggjorte materialer om USSR’s Ministerpræsident N.S. Khrusjtjovs besøg i Danmark, Norge og Sverige gerne vil informere ham under fortrolige former om de væsentligste resultater af dette besøg og om indholdet af N.S. Khrusjtjovs samtaler med statsledere og politikere i Danmark, Norge og Sverige.

Det generelle indtryk i Moskva er, at N.S. Khrusjtjovs besøg i de skandinaviske lande var nyttigt både for udviklingen af Sovjetunionens relationer til disse lande og for en bedre forståelse for hinandens positioner og synspunkter vedrørende de aktuelle internationale problemer.

Under N.S. Khrusjtjovs samtaler med statslederne i Danmark, Sverige og Norge foregik der en meningsudveksling om en ret bred kreds af internationale spørgsmål. Det tyske problem, nedrustningen, de amerikanske overflyvninger af Cuba og situationen i Nordeuropa fik den største opmærksomhed. Samtalerne var åbenhjertige og foregik i det store og hele i en atmosfære af venligsindethed og bestræbelse på gensidig forståelse.

 

Et af de vigtigste resultater af besøget er efter vores opfattelse, at det bekræftede det frugtbare og livskraftige i den fredelige sameksistens-politik i det konkrete eksempel med udviklingen af relationer med samarbejde og godt naboskab mellem USSR og de tre skandinaviske lande. Ud fra alt var det tydeligt, at statscheferne i Danmark, Sverige og Norge har en nøgtern vurdering af det nuværende styrkeforhold på den internationale arena. De bemærkede selv, at princippet om fredelig sameksistens er det reelle grundlag, som relationerne mellem stater med forskellige samfundssystemer kan og skal bygges på. Dette blev som bekendt nedfældet i de afsluttende kommunikéer fra forhandlingerne.

I samtalerne og i de offentlige taler understregede N.S. Khrusjtjov den bydende nødvendighed af en snarlig regulering  af det tyske problem byggende på en anerkendelse af den reelle kendsgerning, at der eksisterer to tyske stater – DDR og BRD. N.S. Khrusjtjov gjorde rede for det sovjetiske forslag om afslutning af en fredstraktat med de to tyske stater og om tildeling af status som en demilitariseret fristad til Vestberlin, og han lagde herunder særlig vægt på, at det tyske spørgsmål var et uhyre vigtigt spørgsmål, der ville vanskeliggøre en yderligere afspænding og hindre indgåelsen af en aftale om nedrustning, hvis det ikke blev løst.

Under en samtale med Sveriges statsminister Erlander erklærede N.S. Khrusjtjov med stor bestemthed, at hvis man ikke skulle lave et skønmaleri af situationen i Europa, men tværtimod afdække det væsentlige i den, så måtte man indse, at før det tyske spørgsmål var løst – og det kunne kun løses ved etablering af en fredsordning – ville nedrustningen ikke skride fremad. Det blev også bemærket, at Sverige i realiteten afviger fra sin neutralitetspolitik ved kun at have aktive relationer til én af de eksisterende tyske stater – Vesttyskland.

Vi fik det indtryk, at regeringerne i de skandinaviske lande, selv om Vesttyskland, som det er let at se, lægger et stort pres på dem, er tæt på at forstå det velbegrundede i den sovjetiske holdning, der bygger på anerkendelsen af det faktum, at der eksisterer to tyske stater. De skandinaviske landes regeringsledere lod forstå, at de rent faktisk selv går ud fra det. De er imidlertid ikke tilbøjelige til at erklære det offentligt. Samtidig forsøgte statscheferne i Danmark, Sverige og Norge at fremstille sagen som om en løsning at det tyske problem udelukkende afhang af stormagterne.

De skandinaviske landes regeringer indvilgede i, at man i de officielle kommunikéer skulle understrege nødvendigheden af at arbejde for opnåelsen af løsninger, der kunne bidrage til en styrkelse af freden i Europa. Skønt de ikke var rede til at acceptere mere bestemte formuleringer, der berørte det tyske spørgsmål, mener vi alligevel, at de skandinaviske landes holdning, der er afspejlet i de fælles kommunikéer, er et vist skridt fremad i disse landes europæiske politik.

Under meningsudvekslingerne blev nedrustningsproblemet viet betydelig opmærksomhed. Regeringerne i de tre skandinaviske lande anerkender nødvendigheden af almen og fuldstændig nedrustning under streng international kontrol, men som samtalerne viste, gør de sig det ikke helt klart, på hvilket grundlag man i realiteten kan opnå nedrustning, og hvorfra man skal påbegynde den. Her kommer igen deres manglende forståelse for de farlige konsekvenser af en manglende tysk fredsordning til udtryk.

Fra sovjetisk side blev der udtalt stærk utilfredshed med situationen i de 18 staters komité. Vestmagternes opførsel i komitéen vidner ikke om saglig søgen efter overenskomster, men om deres ønske om at fortsætte de uendelige diskussioner, sådan som de har gjort det de sidste mange år.

De skandinaviske landes statsministre erklærede, at deres regeringer var rede til at bidrage til opnåelsen af nedrustningsresultater i praksis, herunder i de 18 staters komité. Men på tonen i deres udtalelser var det mærkbart, at de selv er på det rene med, at de vestlige landes linje under nedrustningsforhandlingerne bestemmes af NATO’s stormagter, og at de skandinaviske lande rent faktisk ikke har mulighed for at påvirke denne linje.

I en af de fortrolige samtaler med Krag blev spørgsmålet om de amerikanske overflyvninger af Cuba berørt. De var tydeligt, at udtalelserne fra Krag, der lige var vendt tilbage fra Washington, afspejlede tanker og stemninger hos præsident Johnson og de amerikanske regeringskredse. Krag forsøgte til en vis grad at retfærdiggøre de amerikanske overflyvninger af Cuba; han bestræbte sig ganske vist på at gøre det blødt og forsynede taktisk sine udtalelser med forbehold vedrørende det specifikke i situationen i USA før valgene.

N.S. Khrusjtjov betegnede det kategorisk og skarpt som et eksempel på en aggressiv politik, når amerikanerne erklærede, at USA kunne rette et slag mod de pågældende baser på Cuba, hvis cubanerne åbnede ild mod de provokerende amerikanske overflyvninger af deres territorium. Det blev understreget, at hvis amerikanerne ikke indstillede flyvningerne, så ville cubanerne være i deres gode ret til at skyde de amerikanske fly ned, og Sovjetunionen ville anse det for at være helt berettiget og velbegrundet.

Hvad angår kravene om etablering af en international inspektion på Cuba, så blev det fra vores side sagt, at selve tanken om en sådan inspektion var absurd, og at det ville være i modstrid til de elementære krav om respekt for staters suverænitet at etablere en inspektion.

I samtalerne med Erlander og Gerhardsen understregede N.S. Khrusjtjov også, at hvis præsident Johnson ikke forstod den farlige situation, der var opstået i forbindelse med de amerikanske overflyvninger af Cuba, så ville han løbe ind en krise, der var alvorligere end Cubakrisen. Det blev erklæret, at hvis USA angriber Cuba efter at Cuba har skudt et amerikansk fly ned over cubansk territorium, så vil det tvinge Sovjetunionen til at komme Cuba til hjælp.

Vi tror, at Krag, Erlander og Gerhardsen som et resultat af samtalerne med N.S. Khrusjtjov på behørig vis kan bedømme den fulde alvor i den situation, der skabes af de amerikanske overflyvninger af Cuba. 

Under drøftelserne af de internationale problemer var der en forståelig forskel mellem Sovjetunionens holdning på den ene side og Danmarks, Norges og Sveriges holdning på den anden side. Disse problemer udgjorde så at sige en generel politisk baggrund for samtalerne, der mest koncentrerede sig om situationen i Nordeuropa og om Sovjetunionens relationer til de skandinaviske lande.

Det blev med tilfredshed konstateret, at Nordeuropa er et forholdsvis fredeligt hjørne af verden. Fra sovjetisk side blev Finlands fredselskende udenrigspolitik bemærket i den forbindelse.

I de officielle erklæringer og i samtalerne blev der givet udtryk for den sovjetiske regerings negative holdning til NATO og til Norges og Danmarks deltagelse i denne blok. Der blev anført argumenter for, at Norge og Danmark skulle gå over til en neutralitetspolitik. Men ved en realistisk vurdering af situationen forstår vi naturligvis, at Norges og Danmarks udtræden af NATO i den nærmeste fremtid forekommer lidet sandsynlig. Derfor blev det fra sovjetisk side bemærket, at der under de nuværende betingelser var ikke så få muligheder for at gennemføre tiltag til styrkelse af sikkerheden i Nordeuropa. Især understregede vi på enhver måde tanken om at oprette en zone med fred og rolige forhold i Nordeuropa. I den forbindelse gav vi udtryk for en positiv holdning til Deres forslag om at erklære Nordeuropa en kernevåbenfri zone.

I Moskva anser man det for værdifuldt, at både danskerne og nordmændene har afgivet uforbeholdne erklæringer om ikke at stationere kernevåben på deres landes territorium. Vi fandt det formålstjenligt officielt at udtrykke vores forståelse for denne holdning i Danmark og Norge for på den måde at give de danske og norske erklæringer en mere forpligtende karakter.

Fra norsk og dansk side blev det også bekræftet, at man har en negativ holdning til at deltage i NATO’s multilaterale atomstyrker og til at lade disse styrkers krigsskibe anløbe havne i Danmark og Norge.

De af statscheferne i Danmark og Norge udtalte betragtninger mod en stationering af amerikanske atomvåben på deres territorier og mod deltagelse i NATO’s multilaterale atomstyrker vidner om, at man i disse lande forstår de yderst farlige konsekvenser, som de små lande i NATO ville stå over for, hvis de blev inddraget i forberedelserne til en atomkrig.

Det fortjener opmærksomhed, at nordmændene under drøftelserne foreslog en formulering i kommunikéet om, at regeringerne i begge lande ville bestræbe sig på »utrætteligt at arbejde på at opnå løsninger, der kan bidrage til at styrke sikkerheden i Europa, herunder Nordeuropa, og som derved vil medvirke til at styrke verdensfreden«. Vi vurderer dette skridt af nordmændene positivt.

Regeringslederne i de skandinaviske stater er endnu ikke rede til at støtte ideen om at oprette en kernevåbenfri zone i Nordeuropa. De har imidlertid erklæret, at de tillægger bestræbelserne rettet mod en standsning af kernevåbenkapløbet stor betydning, og de har udtalt sig for, at man ved hjælp af internationale overenskomster skal hindre en yderligere spredning af kernevåben. Alt dette skaber naturligvis visse gunstige forudsætninger for Sovjetunionens og Finlands videre bestræbelser for at omdanne Nordeuropa til et område med sikker fred.

Under besøget talte mange politikere og fremtrædende personer i samfundet i Danmark, Norge og Sverige om, at tilliden til Sovjetunionens udenrigspolitik er vokset i Skandinavien, og at Sovjetunionen i deres øjne stadig mere fremstår som en vældig faktor for fred og rolige forhold i Europa.

Som det ses af dets resultater bidrog N.S. Khrusjtjovs besøg til en yderligere udvikling af det alsidige samarbejde mellem Sovjetunionen og de tre skandinaviske lande.

Under forhandlingerne blev udviklingen af de økonomiske forbindelser og handelen mellem Sovjetunionen og Danmark, Sverige og Norge viet stor opmærksomhed. Det var mærkbart, at interessen herfor er meget stor hos regeringerne og erhvervskredsene i de skandinaviske lande. Disse landes regeringer har indvilget i fremover at bygge deres handelsforbindelser med Sovjetunionen på et langsigtet grundlag, hvilket vil give disse en mere stabil karakter, sådan som vi ser det med eksempelvis den sovjetisk-finske handel. Sovjetunionen har erklæret sig rede til at forøge sine indkøb i Danmark, Sverige og Norge i samme omfang som disse lande forøger deres import fra USSR. Vi understregede specielt, at en udvidelse af handelen vil være praktisk mulig ved en forøgelse af skandinavernes indkøb af sovjetiske maskiner og udstyr. Det indvilgede danskerne, nordmændene og svenskerne i, og det er afspejlet i de fælles kommunikéer.

Der foregik en meningsudveksling om de kulturelle og videnskabelige og tekniske forbindelser mellem Sovjetunionen og Danmark, Sverige og Norge. Som de officielle repræsentanter for disse lande understregede, tillægger de disse forbindelser stor betydning og de går ind for, at de skal udvikles yderligere. Fra vores side blev der også udtalt beredvillighed til en yderligere udvikling af samarbejdet på dette område.

Således var nogle vigtige internationale spørgsmål og udviklingen af de mellemstatslige forbindelser genstand for drøftelser med statscheferne i Danmark, Sverige og Norge. En vis dissonans i den henseende var det, at den svenske statsminister Erlander stillede et spørgsmål om den svenske diplomat R. Wallenbergs skæbne. Et officielt svar til Sverige, hvori der blev givet meddelelse om Wallenbergs død, blev givet allerede i 1957. Før besøget blev det i forbindelse med nye henvendelser til den svenske ambassadør i Moskva på ny bekræftet, at Wallenberg ikke er i live. Til trods for det vendte statsminister Erlander tilbage til dette spørgsmål, hvilket naturligvis ikke kunne undgå at vække undren. Det blev sagt til ham, at der allerede var blevet afgivet et svar til Sverige i Wallenberg-sagen, og at en tilbagevenden til den sag ville føre til en komplikation af relationerne mellem de to lande og kun ville være af interesse for de kræfter, der bestræbte sig på en forværring af det sovjetisk-svenske samarbejde. Erlander sagde, at den svenske regering i realiteten ikke betvivlede det modtagne svar vedrørende Wallenberg. Han lod forstå, at han havde rejst spørgsmålet af taktiske grunde i forbindelse med det forestående valg til parlamentet.

Nogle udtalelser om de finske socialdemokrater og Sovjetunionens relationer til dem vil sikkert være af interesse for præsidenten. De ledende politikere fra de skandinaviske lande rejste ikke specielt dette spørgsmål over for os. Meningen med enkelte bemærkninger herom var, at de ville se med sympati på, at der blev fundet større gensidig forståelse mellem USSR og de finske socialdemokrater.

I en af samtalerne beklagede Krag sig over, at de finske socialdemokrater følte, at Sovjetunionen ikke havde tillid til dem. Som svar på det fremlagde N.S. Khrusjtjov vores syn på Tanner-Leskinen gruppens udenrigspolitiske kurs på samme måde, som det er sket i samtaler med Dem. Krag viste som helhed forståelse for vores kritiske vurdering af denne gruppe, men forsøgte at fremstille sagen som om Tanner og Leskinen nu var ved at forlade scenen.

Til slut skal det bemærkes, at den atmosfære, besøget foregik i, overalt var god og venligsindet. Særlig varmt og direkte kom den norske befolknings velvilje over for Sovjetunionen til udtryk. Man følte, at Krag, Erlander og Gerhardsen bestræbte sig på at vise hjertelig gæstfrihed over for N.S. Khrusjtjov og de personer, der ledsagede ham for derved at understrege deres ønske om at styrke relationerne med samarbejde og godt naboskab mellem Sovjetunionens og de skandinaviske landes folk.

Efter vores mening viste USSR’s Ministerpræsident N.S. Khrusjtjovs besøg i Danmark, Sverige og Norge, at der er et godt perspektiv for en yderligere udvikling af de traditionsrige gode naborelationer mellem Sovjetunionen og de skandinaviske lande, og at der er et rigt virkefelt for bestræbelser rettet mod en uddybelse af den gensidige forståelse og sikringen af freden i Nordeuropa.

N.S. Khrusjtjovs indtryk fra situationen i de skandinaviske lande falder på mange måder sammen med N.S. Khrusjtjovs og præsident U. Kekkonens vurderinger og overvejelser under deres personlige møder. Det er et yderligere vidnesbyrd om det frugtbare i de relationer af tillid og åbenhed, der eksisterer mellem dem, og som tjener begge landes fælles interesser – både Sovjetunionens og Finlands.

 

Hvis Kekkonen beder om teksten til denne mundtlige meddelelse, kan De give ham den.

 

Tekst 26 | Oversigten over kildetekster | Tekst 28

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk