H.C. Hansens brev til Bulganin, 8. februar 1958
Brev fra stats- og udenrigsminister H. C. Hansen til Sovjetunionens ministerpræsident Bulganin.
Publiceret i Dansk Sikkerhedspolitik 1945-66,bd. II. Udenrigsministeriet, 1968, s. 383-385.
Ærede Hr. Ministerpræsident,
Jeg havde endnu ikke haft lejlighed til at besvare Deres brev af 12. december 1957, da Sovjetunionens ambassadør, hr. N. V. Slavin, den 10. januar 1958 overrakte mig Deres brev af 8. s.m. med dertil hørende bilag, indeholdende Sovjetunionens regerings forslag vedrørende internationale afspændingsproblemer.
Jeg forstår Deres sidste henvendelse som en uddybning og præcisering af de tanker, der har fundet udtryk i Deres første brev. I begge breve anstiller De betragtninger vedrørende de forhold, der vanskeliggør en international afspænding, og Deres konklusion er, at der snarest bør indkaldes til en international konference på højeste niveau med deltagelse af regeringscheferne for en række lande fra øst og vest.
Efter at begge Deres breve og de konkrete forslag, som Sovjetunionens regering derved har fremsat, er blevet overvejet af den danske regering i samråd med folketingets udenrigspolitiske nævn, skal jeg tillade mig på regeringens vegne med nedenstående bemærkninger at besvare begge henvendelser under et.
Den danske regering og det danske folk deler ganske Deres opfattelse af en ny storkrig som en verdenskatastrofe og mener derfor ligesom De, at ingen regering i den nuværende situation kan stille sig ligegyldig eller mene sig fritaget for ansvar for verdensfredens opretholdelse. I erkendelse heraf har den danske regering ved gentagne lejligheder klart tilkendegivet, at fredens bevarelse kræver fortsatte og energiske bestræbelser fra alle landes side i retning af gensidig forståelse, afspænding og forhandlinger.
I begge Deres breve fremhæver De den store betydning, som den sovjetiske regering tillægger nedrustningsspørgsmålet. Også den danske regering lægger den største i vægt på dette i verdenspolitikken centrale spørgsmål og er – som De – af den anskuelse, at spørgsmålets løsninger af afgørende betydning for gensidig tillid og varig fred mellem staterne.
Vi har derfor støttet de bestræbelser, der først under nedrustningsforhandlingerne i London og senere under FN’s 12. plenarforsamling blev gjort for at skabe enighed mellem stormagterne i nedrustningsspørgsmålet. Vi anser det forslag, der blev fremsat af en række vestlige lande, og som ved afstemning i FN’s plenarforsamling opnåede støtte fra 56 lande, for realistisk og velegnet som grundlag for forhandlinger.
Den danske regering konstaterede derfor med beklagelse, at Sovjetunionen ikke kunne acceptere disse forslag, og at man fra sovjetisk side ikke har ment at kunne deltage i arbejdet i De forenede Nationers nedrust-
ningskommission som med stort flertal i plenarforsamlingen er blevet udvidet til at omfatte 25 lande.
Den danske regering nærer et levende ønske om, at der snarest optages forhandlinger om en nedrustningsaftale under passende international kontrol og om andre spørgsmål, hvis løsning kunne bane vejen for en betryggelse af den internationale fred og sikkerhed. Vi ville anse det for mest hensigtsmæssigt, om sådanne forhandlinger kunne føres inden for De forenede Nationers rammer, og håber, at Sovjetunionens regering vil gå med hertil. Vi erkender imidlertid, at også andre muligheder vil kunne komme i betragtning.
I bilaget til Deres brev er fremsat forslag til indkaldelse af en international konference på højeste niveau, som tilstræbt af Sovjetunionens regering, og anført en række spørgsmål – hvoriblandt navnlig nedrustningsspørgsmålet – der kunne drøftes på konferencen.
Den danske regering er positivt indstillet over for tanken om afholdelse af et sådant møde mellem øst og vest på højt plan. Vi finder imidlertid, at et sådant møde vil kræve indgående overvejelser og forberedelser. Dette kan ske ad sædvanlige diplomatiske kanaler, eventuelt efterfulgt af et forberedende møde på udenrigsministerniveau. Et gunstigt udfald af sådanne forberedelser ville, tror jeg, i betydelig grad muliggøre positive resultater af et møde på højeste plan.
Forslaget om oprettelse af en atomfri zone i Centraleuropa fortjener efter den danske regerings opfattelse opmærksomhed, idet det både i politisk og militær henseende er af afgørende betydning også for os, hvad der sker i dette område, hvortil Danmark grænser. Vi er dybt interesseret i, at Tyskland genforenes på grundlag af frie valg, og at også andre skridt tages for at opnå en afspænding i det område, hvor der er så mange konfliktmuligheder. På den anden side må man ikke tabe helheden af syne og derfor være varsom med at tillægge enkelte isolerede planer en for stor betydning. Forudsætningen for, at den her omtalte plan kan blive til nytte, er, at der findes en for alle parter tilfredsstillende løsning af samtlige problemer, der knytter sig til de sikkerhedsmæssige interesser. I denne sammenhæng vil jeg også gerne bemærke, at den danske regering går ud fra, at Deres tanke om »hele Nordeuropa« som en zone, fri for kernevåben, er fremsat med den underforståelse, at begrebet »Nordeuropa« også omfatter de områder af Sovjetunionen, der ud fra et geografisk synspunkt naturligt hører med dertil.
For så vidt angår forslaget om en ikke-angrebspagt, bør det erindres, at FN-pagten i forvejen forpligter sine medlemmer til at afstå fra enhver magtanvendelse undtagen med rent defensive formål for øje. Jeg skal dog ikke udelukke muligheden af, at det kunne være hensigtsmæssigt i forbindelse med enighed om andre spørgsmål at afslutte en ikke-angrebspagt. Dens virkeliggørelse må naturligvis i første række hvile på stormagterne.
I Deres breve minder De på ny om de alvorlige følger, det kunne få for Danmark, såfremt den danske regering med angrebsformål for øje skulle beslutte sig til at stille sit territorium til rådighed for fremmede militærbaser. Endvidere omtaler De dansk deltagelse i militære NATO-forberedelser i Østersø-området. Dette giver mig anledning til atter at understrege, at NATO er og bliver en ren forsvarsalliance, og at Danmarks deltagelse i denne alliance udelukkende har til formål at sikre vor frihed og selvstændighed. Jeg finder det derfor ønskeligt ved denne lejlighed at bekræfte den i mit brev af 26. april 1957 indeholdte forsikring om, at ingen af de militære foranstaltninger, der siden vor indtræden i NATO er blevet eller vil blive iværksat på dansk territorium, har noget som helst med angrebsforberedelser at gøre. Jeg må også afvise tanken om, at dansk deltagelse i militære overvejelser og foranstaltninger vedrørende Østersøen skulle have noget som helst at gøre med forberedelser til angreb mod andre lande i dette område. Det turde være en selvfølge, at et land i Danmarks geografiske position ikke under nogen omstændigheder agter at deltage i en politik, der kunne indebære en trussel mod andre lande. Vor skæbne er nøje knyttet til udviklingen i Østersøområdet, og vi ønsker kun, at der hersker fred og rolige forhold i denne del af verden.
I begge Deres breve nævner De spørgsmålet om en standsning af den krigspropaganda, som efter Deres mening føres i en række lande og skaber en følelse af gensidig mistillid, mistænksomhed og uvilje staterne imellem. Det er ikke min opfattelse, at der fra ansvarlig side i noget land drives propaganda for en ny krig, og jeg forstår ikke, hvad der sigtes til med Deres udtalelse om, at det i lande, hvortil Danmark er knyttet, i den senere tid er blevet moderne at opfordre til en såkaldt præventiv krig, ja, at man åbent drøfter fordelen ved at slå det første slag. Jeg er fast overbevist om, at denne Deres opfattelse savner grund i virkeligheden, ligesom jeg tør hævde, at De ikke har ret, når De siger, at Vesten ikke ønsker alvorlige forhandlinger om nedrustning.
Jeg vil gerne til slut i dette brev på ny bekræfte den danske regerings urokkelige vilje til, i det omfang den har mulighed derfor, at yde sit bidrag til, at der ved forhandlinger skabes grundlag for et gensidigt tillidsforhold, der kan føre os nærmere til virkeliggørelsen af håbet om en verden, i hvilken mistro og frygt viger pladsen for et samarbejde mellem alle folkeslag i en fælles udnyttelse af de uudtømmelige muligheder, som udviklingen rummer.
Med højagtelse (s) H.C. Hansen
