Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Bulganins brev til H.C. Hansen, 8. januar 1958

Brev fra Sovjetunionens ministerpræsident Bulganin til Stats- og Udenrigsminister H. C. Hansen.

 

Publiceret i Dansk Sikkerhedspolitik 1945-66, bd. II. Udenrigsministeriet, 1968, s. 374-382.

Nedenstående er en uofficiel oversættelse til dansk afleveret den 10. januar 1958 af Sovjetunionens ambassadør sammen med brevets russiske tekst.

 

Ærede hr. Statsminister,

I mit brev til Dem af 12. december 1957 redegjorde jeg for Sovjetregeringens betragtninger vedrørende de foranstaltninger, som det efter vor mening er nødvendigt at træffe for at standse begivenhedernes farlige udvikling, mildne den eksisterende internationale spænding, styrke tilliden mellem staterne og derved skabe betingelser for varig fred.

De sidste ugers begivenheder og ligeledes den interesse, der har været vist Sovjetregeringens forslag i mange lande, deriblandt Danmark, styrker vor overbevisning om, at der nu er de tilstrækkelige forudsætninger for, at regeringerne med håb om et heldigt udfald kan gøre sig anstrengelser for at gøre ende på den »kolde krig« og dens følger.

En vigtig særegenhed ved det øjeblik, vi oplever, er, at der i mange lande i stadig større omfang kommer kræfter i bevægelse, som går ind for en regulering af stridsspørgsmålene gennem en forhandling mellem vest og øst. Verdens folk forlanger af deres regeringer, at man går over til konkrete foranstaltninger, der kunne gøre ende på den »kolde krig« og oprustningen og give menneskene mulighed for at leve og arbejde uden at nære frygt for fremtiden.

De har, hr. Statsminister, i en af Deres taler med rette fremhævet, at de jævne mennesker mere og mere vedholdende spørger, om situationens udvikling ikke har nået et punkt, hvor den mindste anledning kan medføre frygtelige følger, hvor enhver fejlberegning kan vise sig skæbnesvanger. Det er det, der tilskynder mig til at henvende mig til Dem med dette brev.

Der er i den senere tid opstået en række nye omstændigheder, som man ikke kommer udenom at regne med ved en vurdering af den internationale situation. Jeg tænker her frem for alt på beslutningerne fra det for nylig i Paris afholdte møde i NATO-rådet og på den meningsudveksling, der på dette møde fandt sted om Sovjetregeringens forslag, i særdeleshed vedrørende forhandlinger mellem øst og vest.

Vi har med stor tilfredshed bemærket, hr. Statsminister, at Danmarks regering ligesom regeringerne i en række andre vestlige lande har stillet sig positivt til den i tidligere budskaber fra Sovjetregeringen fremsatte ide om et møde mellem de ledende statsmænd for at regulere de uopsættelige internationale problemer. Vi har ligeledes med tilfredshed hørt om Deres erklæring og erklæringen fra chefen for Norges regering om, at Danmark og Norge afviser placering på disse landes territorier af kernevåben og anordninger til afskydning af raketter med middelstor aktionsradius. Den af Danmark og Norge trufne beslutning i dette vigtige spørgsmål kan kun hilses som et afgjort bidrag til fredens sag og især til afspænding af situationen i Europa. Deres lands og ligeledes Norges afvisning af kernevåben betyder i sammenhæng med, at der ikke er kernevåben i Sverige og Finland, at der opstår god forudsætning for at gøre hele Nordeuropa til en zone, der er fri for atom- og brintvåben, hvilket på sin side ville være en betydelig garanti for fredens og roens bevarelse i dette område.

Jeg kan heller ikke, hr. Statsminister, undlade i dette brev at tale om en anden side af det sidste NATO-møde, nemlig om den på dette møde trufne beslutning om at stille ballistiske projektiler til rådighed for NATO’s overkommando og på vesteuropæiske landes territorier skabe forråd af kerneladninger, atombaser og pladser for afskydning af raketvåben. Skønt denne beslutning ledsages af forbehold om, at den skal realiseres efter aftale med vedkommende stater, kan man ikke undgå at se, at den tager sigte på at forstærke de militære forberedelser i NATO’s deltagerstater og i betydelig grad svækker de erklæringer, visse af mødets deltagere har fremsat om deres stræben efter fred. Når man i denne forbindelse tager i betragtning, at Danmark på NATO-mødet også udtalte sig for denne beslutning og før dette har besluttet til sin hærs rustninger at modtage visse slags amerikanske raketvåben, må man drage den slutning, at der desværre endnu langtfra gøres alt for at fremme Nordeuropas forvandling til en virkelig zone af fred og ro. Dette tilskynder mig til over for Dem, hr. Statsminister, at give udtryk for nogle supplerende betragtninger med det ene mål at fremme vor fælles sag – at mindske den internationale spænding, standse den af folkene så forhadte »kolde krig«, videreudvikling og styrkelse af det gode naboforhold mellem vore lande.

Det tiltrækker sig opmærksomheden, at der i visse vestlige lande føres en propaganda, som går ud på, at raketvåbnet ikke skulle være så farligt som kernevåbnet, og at der derfor ikke skulle være nogen grund til at sige nej til dette våben. Det må siges rent ud, at sådanne anskuelser intet har til fælles med virkeligheden men medvirker til, at der opstår en ganske urigtig forestilling om raketvåbnets bestemmelse og om de eventuelle følger, der er forbundet med placeringen af udenlandske raketvåben på NATO-deltagerlandenes territorier, især på de små landes territorier.

Jeg tror ikke, at nogen, der er bekendt med nutidens militærteknik vil benægte, at enhver slags raketter uden hensyn til deres aktionsradius kan udstyres til brug som kernevåben. Det ville derfor efter vor dybeste overbevisning svare til fredens interesser, hvis de europæiske lande indtog en holdning, der udelukkede muligheden for på deres territorier at placere såvel kernevåben som raketvåben af enhver slags. Imidlertid gøres der nu alt for med alle midler at nøde vedkommende stater til at modtage udenlandske atomvåben og raketanlæg. Det er ikke vanskeligt at se, hvad dette er dikteret af. Tilhængerne af den »kolde krig« og oprustningen tilstræber tydeligvis at forvandle netop Vesteuropas lande til den fremskudte base, der skal opfange det første gengældelsesstød mod aggressoren. Sådanne planer kan naturligvis intet have til fælles med folkenes varme ønske om at gøre ende på oprustningen og blive fri for den knugende trussel om en altødelæggende atomkrig.

Vi finder, at intet kan være mindre fornuftigt end at lukke øjnene for de advarsler, der er bygget på videnskabens kendsgerninger om atom-, brint- og raketvåbnet. Det er kendt, at videnskaben og teknikken nu er i stand til at skabe en brintbombe, der i styrke svarer til eksplosionen af 5-10 og endnu flere millioner tons trotyl. Det er også vanskeligt at forestille sig, på hvilket enormt område alt liv ville blive udslettet ved eksplosionen af blot én sådan bombe, rent bortset fra, at strålingens død-
bringende virkning har en endnu meget større udbredelsesradius.

Nu vokser denne fare yderligere i forbindelse med, at man agter at oprette pladser til affyring af raketter med atomladninger i NATO-landene, og at amerikanske bombemaskiner med atom- og brintbomber til stadighed flyver over indbyggerne i de NATO-lande, hvor der er placeret USA-luftbaser. Det er ikke vanskeligt at forstå, hvilken enorm risiko man udsætter befolkningen for i lande, på hvis himmel man dag og nat hører larmen fra amerikanske flyvemaskiner, der bærer massetilintetgørelsesvåben. Der kan jo ske det, at flyveren, endda muligvis uden ond hensigt, men som følge af en forkert opfattet ordre eller et psykisk nervepres kaster en atom- eller brintbombe på et eller andet lands territorium. Der kan også ske havari i luften, og en sådan mulighed er uden tvivl til stede, hvor fuldkommen end den moderne teknik er. Dette vil uvægerligt medføre følger, som det endog er vanskeligt at forestille sig – en dødelig last kastes ud over den fredelige befolkning og bringer udslettelse og ødelæggelse med sig. Sovjetunionen nærer fuld forståelse og sympati for de europæiske landes folk, der stærkere og stærkere giver udtryk for uro over dette forfærdende arrangement. Sovjetunionen kan heller ikke stille sig ligegyldigt til dette af den grund, at bombemaskinernes overflyvninger af de europæiske lande med atom- og brintbomber er handlinger, som er rettet mod Sovjetunionen og andre fredselskende lande. Derfor stiller vi os særlig ømfindtligt over for disse farlige og umenneskelige handlinger, som kan fremkalde en katastrofe for menneskeheden.

Næppe nogen vil nu kunne benægte, hr. Statsminister, at der med den nuværende tilstand i forholdet mellem staterne, hvor folkene ikke i noget land kan være fri for frygt for deres fremtid, opstår en bydende nødvendighed for, at regeringerne i alle lande træffer alle de forholdsregler de kan for at standse begivenhedernes farlige udvikling og energisk forbedre forholdet mellem staterne.

De ved, at Sovjetregeringen for sit vedkommende har fremsat konkrete forslag, hvis gennemførelse efter vor overbevisning i høj grad ville medvirke til at mindske den internationale spænding og standse den »kolde krig«. Jeg tænker på de forslag, der er fremlagt i mit brev til Dem for nylig, og på de forslag, der er indeholdt i beslutningen fra USSR’s øverste Sovjet af 21. december 1957 angående Sovjetregeringens udenrigspolitik, som er tilstillet Danmarks parlament og regering. Gennem en analyse af den nuværende internationale situation, især i Europa, er vi kommet til den overbevisning, at det ville fremme det mål at hidføre international afspænding og skabe en atmosfære af virkelig tillid mellem landene, hvis der inden for de nærmeste to-tre måneder afholdtes en konference mellem de ledende statsmænd for at drøfte de mest uopsættelige og akutte internationale problemer. Sammen med dette brev tillader jeg mig at sende Dem, hr. Statsminister, Sovjetregeringens forslag om indkaldelse af en sådan konference med en redegørelse for vor mening om dens opgaver og de spørgsmål, der kunne drøftes på en sådan konference.

Efter vor mening ville det være mest formålstjenligt at begynde forhandlingerne mellem øst og vest med en konference på højeste niveau. Der kan opstå det spørgsmål, hvad det er, der gør det nødvendigt at afholde konferencen: netop på dette niveau, og om man ikke skulle begynde med at drøftede omtalte spørgsmål, for eksempel på en udenrigsministerkonference. Det er kendt, at dette synspunkt fremsættes i visse vestlande, og at det også kom til udtryk i beslutningerne fra sidste møde i NATO-rådet.

Men hvis man skal tale alvorligt om forhandlinger, der kunne skabe det nødvendige omslag i de internationale forbindelsers udvikling og medvirke til at sikre betingelserne for varig fred, så kan denne opgave efter vor overbevisning bedst løses af en konference mellem de ledende statsmænd med deltagelse af regeringscheferne. Kun en konference på dette niveau kan uden langvarige udsættelser udstikke de effektive veje til løsning af de mest brændende spørgsmål i nutiden og gøre frem-
skridt ad vejen til oprettelse af gensidig tillid samt gøre ende på menneskenes ængstelse for deres fremtid, for morgendagen.                     

Jeg vil sige åbent, hr. Statsminister, at når vi foreslår, at der skal afholdes en konference mellem regeringscheferne, så tager vi også den omstændighed i betragtning, at der i visse lande er statsmænd, som på forhånd erklærer, at forhandlinger er unyttige, og at man må fortsætte den hidtidige politiske kurs med at puste til den »kolde krig«, med rivalisering mellem magterne på militærforanstaltningernes område. I en sådan situation er der ikke og kan der ikke være sikkerhed for, at det er muligt at nå positive resultater på en udenrigsministerkonference. Det er næppe nødvendigt at tale vidt og bredt om, at en mislykket udenrigsministerkonference alvorligt ville kunne vanskeliggøre indkaldelsen af en konference på et højere niveau eftersom modstanderne af forhandlinger i så fald ville få et påskud til videre frem at lægge sig hindrende i vejen for overenskomster med sigte på at sanere den internationale situation.

Visse politikere, der ikke sætter pris på ideen om forhandlinger på et højt plan, kan sige, at erfaringerne fra konferencen mellem regeringscheferne i Genève i 1955 ikke har svaret til forventningerne. En sådan påstand kan man imidlertid ikke erklære sig enig i. Man kan med bestemthed sige, at uden Genève, uden den velgørende indflydelse fra Genèvemødet på statsmændenes tanker og på den brede offentlighed, ville situationen i verden i dag sikkert have været langt værre. Det er et almindeligt kendt faktum, at den internationale situation efter mødet i Geneve er bedret kendeligt, at de forskelligartede forbindelser mellem landene er styrket og at der spores udsigter til en trinvis regulering af en række uløste spørgsmål, kort sagt, at den »kolde krig«s is til en vis grad er brudt. Det er rigtigt nok, at en række begivenheder i slutningen af 1956 brød denne gunstige udvikling og på ny forværrede situationen i verden. Men hvis man vil være objektiv, må man indrømme, at »Genève-ånden« ikke blev begravet ved forhandlingsbordet, men i Suez’s og Port Saids ruiner. Hvis man nærer alvorlig og uskrømtet omsorg for freden, må man betragte nytten og effektiviteten af sådanne konferencer, som også De, hr. Statsminister, har udtalt Dem for, som utvivlsom.

Vi er næppe uenige, hvis jeg siger, at et af de vigtigste problemer, der må drøftes på en konference, er nedrustningsproblemet. Vi mener her, at man på den foreslåede konference først og fremmest må behandle de uopsættelige problemer, der knytter sig til dette problem, og gør os ganske klart, at en overenskomst om radikale foranstaltninger til nedrustning, bl.a. om en væsentlig nedskæring af staternes væbnede styrker, bør være genstand for supplerende forhandlinger. Hvis imidlertid NATO-landene er rede til forhandlinger og til løsning af dette problem på en konference på højt niveau, er Sovjetunionen, som den ofte har udtalt, rede til at deltage i sådanne forhandlinger og vil for sit vedkommende gøre sig alle anstrengelser for at nå frem til en overenskomst.

Jeg vil gerne berøre Sovjetregeringens standpunkt til nedrustningsproblemet, så meget mere som dette standpunkt ofte fremstilles i et skævt lys af de politikere, som det ikke passer.

I de senere år har vi gjort alt muligt for at bringe nedrustningsforhandlingerne til et heldigt resultat. Vi har behandlet disse forhandlinger som værende overordentlig vigtige, vi har stillet en række konkrete forslag, vi har gjort en række indrømmelser over for vestmagterne og har accepteret mange af deres forslag, både for så vidt angår de væbnede styrkers omfang og vedrørende atomvåben. Men desværre er alle vore anstrengelser for at nå til en overenskomst stødt på vore partneres stædige ulyst til at påtage sig nogen som helst forpligtelse med hensyn til begrænsning af de væbnede styrker og forbud mod atomvåben, hvis anvendelse er uforenelig med den civiliserede menneskeheds ære og samvittighed.

Enhver, der følger de internationale begivenheder, kan ikke undgå at vide, at selv i de tilfælde, hvor den sovjetiske part har accepteret USA’s, Englands og Frankrigs forslag, er det ikke lykkedes for parterne at nå til en overenskomst, af den simple grund, at vestmagterne har forladt deres egne forslag. Jeg skal anføre et af de nylige eksempler. Vestmagterne havde fremsat et forslag om organisation af en luftinspektion, som i virkeligheden langtfra kan fremme løsningen af nedrustningsproblemet, eftersom det ikke forudser hverken nedskæring af de væbnede styrker eller forbud mod atomvåben eller gennemførelse af nogen anden foranstaltning til standsning af oprustningen. Ikke desto mindre har vi imødekommet vestmagterne for at nå til en overenskomst og foreslået at oprette en 800 km bred zone på begge sider af demarkationslinien mellem de to militærgrupperinger i Europa til luftinspektion. Et sådant forslag var helt ud gennemførligt. Som De ved, mener vi ganske vist ikke, at luftinspektion og luftfotografering på nogen måde kan formindske faren for angreb fra aggressorer. Vi fremsatte dette forslag for at tage hensyn til vestmagternes standpunkt, idet disse havde gjort spørgsmålet om luftinspektion og luftfotografering til en alvorlig hindring for en overenskomst, og for at lette opnåelsen af den nødvendige enighed, selvom den ikke gav os nogen fordele og vi heller ikke søgte sådanne. Men heller ikke dette forslag fik tilslutning fra vestmagternes side. Ja, deres interesse for luftinspektion og luftfotografering begyndte endda at svækkes, og vore partnere gav sig til at søge efter nye påskud, der kunne skabe vanskeligheder for nedrustningsforhandlingerne.

I Deres nytårstale i radioen har De, hr. Statsminister, med rette fremhævet, at de små lande i Vesten bør hæve deres røst i den internationale afspændings interesse.

De har også udtalt Dem for en genoptagelse af nedrustningsforhandlingerne i de Forenede Nationer. Jeg må sige, at vi ikke er modstandere af en drøftelse af nedrustningsproblemerne såvel i FN's organer som gennem tosidede forhandlinger. Men sagen er, at vore partnere ikke ønsker alvorlige forhandlinger om nedrustning. De er åbenbart godt tilpas med en situation, hvor der i stedet for alvorlige forhandlinger af og til af et flertal blandt deltagerne i vestmagternes militærgrupperinger vedtages en og anden resolution i FN, som ikke bringer arbejdet for nedrustning et skridt videre, ja i grunden heller ikke er beregnet på at tjene dette formål.

Det er klart, at under disse forhold har Sovjetunionen af bekymring over den opståede situation gjort alt muligt for at finde en udvej af blindgyden, for at bringe den hemmelighedsfuldhed og indelukkethed, der prægede forhandlingerne, til ophør, og for at fjerne den overvægt, som lande inden for en enkelt militærgruppering havde i de organer, hvor forhandlingerne førtes. Det er grunden til, at vi har udtalt os for oprettelsen af en nedrustningskommission, hvori alle stater ville komme til at deltage, for ingen stat, hvad enten den er stor eller lille, bør stå uden for afgørelsen af et så vigtigt spørgsmål. Jeg ønsker med eftertryk at fremhæve, at dannelsen af en sådan kommission ikke udelukker rådslagninger i en snævrere kreds, bl.a. rådslagninger mellem stormagterne, f.eks. mellem Sovjetunionen og USA, hvilket vi gentagne gange har erklæret.

Under vor søgen efter en udvej af blindgyden har vi også tilsluttet os tanken om afholdelse af en særlig FN-samling eller af en speciel international konference.

Endelig har vi erklæret os villige til at deltage i arbejdet i en kommission, hvor i hvert fald halvdelen udgjordes af socialistiske og af neutrale lande, som har bevist deres vilje til at fremme fredens sag og det internationale samarbejde. Hvad er den egentlige grund, kan man spørge, til, at der ikke er opnået nogen overenskomst om dette spørgsmål? Den er, at vore partnere ønsker at tvinge deres konception igennem til skade for de fredselskende landes interesser, til skade for Sovjetunionens interesser, og at de agter også i fremtiden at udnytte disse forhandlinger til deres egne snævre formål. At dette netop er grunden, fremgår af, at der på FN’s generalforsamling under tryk fra USA og England blev vedtaget en resolution, som forsøger på forhånd at fastlægge, at nedrustningsspørgsmålet skal behandles under de betingelser, som disse magter har foreslået. Denne beslutning blev jo vedtaget ved en afstemning, hvor Sovjetunionen stemte imod, altså på en sådan måde, at dens fuldstændige nytteløshed stod fuldkommen klar. Alt dette letter naturligvis ikke yderligere forhandlinger.

Den kendsgerning, at vi nu som før fremsætter forslag for at bringe nedrustningsproblemerne ud af blindgyden, udlægges forskelligt af vestmagterne. Man kan bl.a. høre udtalelser om, at Sovjetunionen nu optræder »ud fra styrkens position«, og at det under disse forhold skal være ufordelagtigt for vestmagterne at føre alvorlige forhandlinger om nedrustning. Der gøres forsøg på at underbygge denne frit opfundne konception med henvisninger til Sovjetunionens præstationer på det videnskabelige og tekniske område, især i forbindelse med den vellykkede opsendelse af en interkontinental ballistisk raket og af de kunstige jorddrabanter.

Blot man imidlertid betragter nogle få kendsgerninger, bliver det indlysende, at sådanne påstande er ganske urimelige. Her er der vitterligt tale om et forsøg på at måle vor position med sin egen alen. Vort land er altid gået ind for forhandlinger som et velegnet middel til at bilægge stridsspørgsmål, uanset hvilke præstationer vort land kunne opvise i militær eller videnskabelig henseende. Som De ved, er politikken »ud fra styrkens position« ikke noget produkt af Sovjetunionens udenrigspolitik. Vi har fordømt denne politik og vil fortsætte dermed, idet den strider mod kravet om ligeberettigede og ærlige forhandlinger.

Man kan undertiden også høre andre, mildest sagt mærkelige udtalelser om, at før man sætter sig til forhandlingsbordet, må man først prøve værdien af de sovjetiske forslag og fra den sovjetiske part få bevis for ærligheden i dens hensigter. Herpå kan der kun gives følgende svar: den slags udtalelser dækker simpelt hen over, at man ikke ønsker at optage forhandlinger, at man ikke ønsker at finde en udvej af den »kolde krig«s tilstand.

Det er tilstrækkeligt at kaste et blik på udviklingen af de internationale forhold blot i de senere år for at se, at Sovjetunionen for sit vedkommende har taget mange skridt til fredeliggørelse og til ophævelse af den »kolde krig«. Ingen vil bestride, at Sovjetunionen medvirkede til, at en farlig krigsarne i Korea blev slukket, at den langvarige og hærgende krig i Indokina blev standset, og at der blev afsluttet en stats traktat med Østrig. Sovjetregeringen tog initiativet til normalisering af de sovjetisk-jugoslaviske relationer og til oprettelse af diplomatiske forbindelser mellem Sovjetunionen og den Tyske Forbundsrepublik. Sovjetunionen har aktivt bidraget til standsning af aggressionen mod Ægypten og til forebyggelse af den aggression, der var under forberedelse mod Syrien, og som rummede fare for en stor krigsbrand.

Sovjetregeringen har gjort sig store anstrengelser for at bringe arbejdet for nedrustning ud over det døde punkt og har stillet mange konstruktive forslag. Den har endda foretaget ensidige skridt som nedskæringen af Sovjetunionens væbnede styrker med næsten 2 millioner mand, deriblandt over 50.000 fra de sovjetiske tropper i den Tyske Demokratiske Republik, og har formindsket sine militærudgifter tilsvarende. Sovjetunionen har afstået fra sine militærbaser i Port Arthur og Porkkala. Nu foretager vi i overensstemmelse med en beslutning, vedtaget på Sovjetunionens øverste Sovjets samling den 21. december 1957, en ny nedskæring af de væbnede styrker med 300.000 mand; derunder nedskæres de tropper, der er placeret i den Tyske Demokratiske Republik, med over 41.000 mand, og de tropper, der befinder sig i Ungarn, med over 17.000 mand. Hvis vestmagterne tog lignende skridt, ville det være et stort bidrag til en begyndende ophævelse af den »kolde krig«, og til bilæggelse af andre stridsspørgsmål, således at man kunne tage fat på den afgørende løsning af problemet om nedskæring af de væbnede styrker i alle lande og på en fuldstændig nedrustning.

Hvilke andre udslag af gode hensigter venter man fra Sovjetunionens side? Vil det ikke være rigtigere at adressere et sådant spørgsmål til dem, der dækker sig bag deklarationer om villighed til at bidrage til en løsning af nedrustningsspørgsmålet, men i virkeligheden er bagmænd for oprustningen?

Vi er overbevist om, at der kun kan opnås positive resultater af forhandlingerne, hvis der findes en alvorlig bestræbelse for at gøre ende på den »kolde krig«, og hvis man i fuld udstrækning tager hensyn til de reelle, forhåndenværende forhold i verden, hvor der nu eksisterer såvel kapitalistiske som socialistiske lande. Man kan med andre ord kun komme til et godt resultat, hvis alle deltagere i forhandlingerne går ud fra nødvendigheden af fredelig sameksistens mellem landene, uanset deres samfundssystem og de ideologiske forskelle mellem dem.

Dette fører mig, hr. Statsminister, ind på den tanke at berøre endnu et spørgsmål, som undertiden omtales af politikere i vestlige lande, når man diskuterer, hvorvidt det er formålstjenligt eller ikke at føre forhandlinger på højt plan. Jeg tænker på udtalelser, som fra tid til anden fremsættes af nogle af de mest nidkære forkæmpere for den »kolde krig« vedrørende en såkaldt »befrielse« af folkene i de østeuropæiske lande.

Det må være tilladt at stille det spørgsmål, fra hvem man ønsker at befri disse folk, der som bekendt har valgt det socialistiske samfundssystem og med faste skridt følger denne vej. Øjensynlig ønsker man at se de gamle godsejerlige og kapitalistiske forhold genoprettet i disse lande. Imidlertid er der vel næppe nogen, der for alvor kan tro på muligheden af at dreje udviklingens gang i disse lande tilbage. Og hvis der findes sådanne, forekommer det os, at de er ofre for deres egne illusioner. Det er ikke vanskeligt at forstå, at den vej, disse mennesker forsøger at manøvrere verden ud på, ikke fører til fredelig sameksistens, ikke til international afspænding.

Den er krigens vej, aggressionens vej.

De middelalderlige tider, som de nævnte politikere vil mane frem igen, tilhører for bestandigt fortiden. De nye »korsfarere«, som gerne vil vedligeholde den »kolde krig«s febertilstand gennem årtier, under udnyttelse af de ideologiske forskelle mellem lande med forskelligt samfundssystem, tager sig på ingen måde mere respektabelt ud end middelalderens korsfarere, som forsøgte at glorificere røveri og udplyndring af de nærøstlige folk med religiøse motiver.

Når vi foreslår at afholde en konference mellem lederne, tager vi naturligvis i betragtning, at det på en enkelt sådan: konference vil være vanskeligt at nå frem til en ordning med hensyn til alle de problemer, der venter på deres løsning. Derfor bør man efter vor mening til at begynde med samle opmærksomheden om de problemer, hvis løsning alle erkender er uopsættelig. Behandlingen af andre problemer, til hvilke parterne endnu indtager standpunkter, der ligger langt fra hinanden, kan henlægges til en senere etape af forhandlingerne.

På konferencen bør man også drøfte spørgsmålet om standsning af den krigspropaganda, der føres i en række lande, og som dag efter dag udspreder fjendskab og mistænksomhed staterne imellem. I de lande, som Danmark er knyttet til gennem forpligtelser af militær karakter, er det i den senere tid blevet moderne at opfordre til en såkaldt præventiv krig, og man drøfter åbent fordelen ved at slå det første slag. Men det forekommer os, at en sådan propaganda frembyder en fare for ethvert land, uanset om det er stort eller lille.

Samtidig kunne jeg ønske at fremhæve, at de sovjetiske forslag med sigte på at sikre freden og forebygge nye konflikter i de senere år i en række vestlande kaldes for propaganda, tilmed uden at de underkastes nogen alvorlig drøftelse. Vi propagerer virkelig for ideen om fred, ideen om fredelig sameksistens, afvisning af at løse stridsspørgsmål ved hjælp af magt. Vi er overbevist om, at en sådan propaganda svarer til alle folkenes, alle nationernes interesser. Vi ville hilse en sådan propaganda fra vestmagternes side velkommen. Men netop denne propaganda mangler i Vesten, hvorfra man hver dag hører, ofte hysteriske stemmer, der opfordrer til at bringe atom- og brintvåbnet i anvendelse.

Idet jeg afslutter min fremstilling af Sovjetregeringens betragtninger om nødvendigheden af at indkalde en konference af regeringscheferne, kan jeg ikke undlade at pege på, at denne ide for hver dag, der går, vinder flere og flere tilhængere blandt Vestens politikere. Vi har i denne forbindelse med tilfredshed hørt også Deres udtalelser, hr. Statsminister, til fordel for forhandlinger mellem vest og øst, for et studium af de respektive forslag med sigte på international afspænding.

I Deres brev til mig, som jeg fik overrakt den 29. april sidste år, pegede De på det danske folks stærke ønske om at leve i fred, i en atmosfære af gensidig forståelse med alle folk, såvel i øst som i vest. De har også gentagne gange understreget den for fredens sag yderst vigtige nødvendighed af stadig at arbejde i retning af international afspænding og bane vejen til genoptagelse af nedrustningsforhandlingerne og til drøftelse af de problemer, der indebærer en stadig fare for konflikter. Disse Deres erklæringer og den af Dem i nytårsbudskaberne til Sovjetregeringens ledere udtalte forsikring om, at den danske regering vil benytte alle muligheder og medvirke til, at den nuværende spænding og uro for fremtiden, må blive afløst af fredeligt internationalt samarbejde, betragtes af os som et dansk bidrag til støtte for international fred.

Jeg giver udtryk for håbet om, at Danmarks regering omhyggeligt vil gøre sig bekendt med vore forslag om en konference på højt niveau og gøre sin indflydelse gældende for at fremme dens indkaldelse. Vi vil for vort vedkommende, ligesom altid, omhyggeligt studere de bemærkninger og forslag, som Danmarks regering eventuelt vil anse det for nødvendigt at meddele os.

 

Med højagtelse (s) N. BULGANIN

 

                                       8. januar 1958.

 

Tekst 15 | Oversigten over kildetekster | Tekst 17

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk