Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Historien vil frikende mig (uddrag)

Historien vil frikende mig er en tale holdt af Fidel Castro i 1953, da han stod anklaget for at have ledt de mislykkede angreb på Moncada-kasernen. Talen omhandler den daværende situation i Cuba under Batista, og den blev et manifest for 26. juli-bevægelsen under revolutionskampen. Uddraget her består af talens kapitel 1 og 2.

 

Kapitel 1

Aldrig har en advokat skullet udøve sin gerning under så vanskelige forhold. Aldrig har der været begået så overvældende mange uregelmæssigheder mod en anklaget. I dette tilfælde er advokat og anklagede en og samme person. Som forsvarer er det blevet mig nægtet så meget som at se anklagen. Som anklaget har jeg de sidste syvogtres været spærret inde, afsondret uden forbindelse med omverdenen, stik imod alle legale og menneskelige rettigheder.
Den, der her taler, afskyr af hele sin sjæl, alt, hvad der har med forfængelighed eller barnagtighed at gøre. Han er hverken af temperament eller af sindsstemning indstillet på at optræde oratorisk eller på at fremkalde nogen form for sensation. Jeg er tvunget til at være min egen forsvarer for denne domstol af to grunde, nemlig: for det første fordi jeg bogstaveligt talt fuldstændig er blevet nægtet legal assistance. For det andet fordi kun den, der er blevet så dybt ramt som jeg, og som har set sit land så fornedret, dets retfærdighed så forrådt, kan i en situation som denne tale med sit eget hjerteblod og gøre rede for sandhedens inderste kerne.
Det har ikke skortet på velmenende kolleger, der ville have forsvaret mig. Og Havanas advokatråd udpegede en modig og kompetent jurist, dr. Jorge Pagliery, formand for denne bys advokatråd, til at repræsentere mig i denne sag. Men det blev ham ikke tilladt at udøve sin gerning. Fængslets porte var lukket for ham, uanset hvor ofte han søgte at se mig. Først efter halvanden måneds forløb, og efter retten havde interveneret, fik han langt om længe tilstået en ti minutters samtale med mig i overværelse af en sergent fra Forsvarets Efterretningstjeneste (SIM)[1]
Det anset for givet, at en sagfører skal kunne tale i enrum med sin klient. Denne ret respekteres overalt i verden, undtagen her, hvor en cubansk krigsfange er faldet i hænderne på et uforsonligt tyranni, der ikke tager hensyn til nogen rettigheder, det være sig legale eller humanitære. Hverken dr. Pagliery eller jeg var indstillet på at finde os i denne afskyelige udspionering af vor strategi for det mundtlige forsvar. De ønskede måske på forhånd at vide med hvilke midler, de utrolige løgne, der var lavet om begivenhederne ved Moncada skulle blive tilintetgjort, og hvorledes den frygtelige sandhed, som for enhver pris skulle have været skjult, ville blive trukket frem i dages lys? Da var det, det blev besluttet, at jeg skulle gøre brug af min uddannelse som advokat og føre mit eget forsvar.

Denne beslutning, sergenten fra SIM hørte og viderebragte fremkaldte en utrolig rædsel. Det der ud til, at en eller anden nisse har moret sig med at sige, at planerne ville mislykkes på grund af mig. Og De, høje dommer, ved til overflod hvilket pres, der har været udøvet for at jeg skulle fraskrive mig også den ret, der gennem en årelang tradition har været hellig her i Cuba. En domstol kunne ikke gå med til et sådant krav, fordi det ville være ensbetydende med at overgive den anklagede til højden af forsvarsløshed. Den anklagede, som her udøver denne sin ret, vil ikke for alt i verden fortie det, han mener bør siges … Og jeg mener, at det først og fremmest skal forklares hvad den umenneskelige isolation, han var offer for, skyldes. Hvad der har været formålet med at bringe mig til tavshed. Hvorfor der, som den høje domstol ved, har været lagt planer om at myrde mig. Hvilke alvorlige begivenheder, man ønsker skjult for folket. Hemmeligheden bag alle de uforklarlige ting, der er sket under denne proces. Alt dette har jeg sat mig for at bringe klarhed over.

 

Kapitel 2

De har offentligt betegnet denne retssag som den mest betydningsfulde i republikkens historie, og hvis De virkelig havde troet på det, burde De ikke have tilladt at lade den tilsmudse med en grov latterliggørelse af Deres autoritet. Det første retsmøde fandt sted den 21. september. Omkring ethundrede maskinpistol- og bajonetbevæbnede soldater invaderede larmende retssalen, hvor hundrede mennesker sad på anklagebænken. Størstedelen af de anklagede havde intet med sagen at gøre, men var blot blevet tilbageholdt i dagevis af præventive grunde og havde lidt under for alle former for ydmygelser og mishandlinger i undertrykkelsesmagtens fængsler. Men resten af de anklagede, de færreste, indtog en modig og fast holdning, rede til med stolthed at bekræfte deres deltagelse i kampen for friheden, at vise et eksempel på offervilje uden sidestykke og befri alle dem fra fængslet som uretmæssigt var blevet indblandet i processen. De, der havde kæmpet mod hinanden, mødtes igen. Endnu engang var retfærdigheden på vor side. Sandhedens frygtelige kamp mod ondskaben var ved at bryde løse. Men regimet havde nok ikke ventet den moralske katastrofe, der nærmede sig!

Hvordan ville man opretholde de falske anklager? Hvorledes forhindre at det blev kendt, hvad der i virkeligheden var foregået, når så mange unge var rede til at risikere fængsel, tortur og om nødvendigt døden for at anklage regimet for denne domstol?

Under dette første retsmøde blev jeg kaldt frem og underkastet et to timer langt forhør, hvor jeg besvarede spørgsmål fra statsadvokaten og tyve advokater fra forsvaret. Jeg kunne med nøjagtige tal og uigendrivelig data gøre rede for hvor mange penge vi havde brugt, hvordan vi havde fået dem og hvilke våben, det var lykkedes os at skaffe. Jeg havde intet at skjule, for alt var fremskaffet gennem ofre og afsavn, som ikke har sidestykke i vor historie. Jeg fortalte om de mål, der havde inspireret vor kamp og om den humane og fair optræden, vi helt igennem havde indtaget over for vore modstandere. Hvis det her igennem lykkedes mig at bevise, at de uretmæssigt anklagede hverken direkte eller indirekte havde deltaget, kan jeg takke mine heltemodige kammerarters tilslutning og opbakning. For som jeg sagde, end ikke tanken om de alvorlige følger det kunne få for dem, ville nogensinde få dem til at fortryde eller skamme sig over at være revolutionære og patrioter. Det blev aldrig tilladt mig at tale med em i fængslet, men ikke desto mindre havde vi højagtig de samme tanker om, hvorledes vi ville optræde. For når mennesker har det samme ideal, kan intet skille dem, hverken fængslets mure eller kirkegårdens jord. For en og samme tankegang, en og samme sjæl, en og samme idé, en og samme samvittighed og æresfølelse lever hos dem alle.
 Fra dette øjeblik begyndte det spind af ondsindede løgne. Som regeringen havde bygget på omkring begivenhederne ved Moncada, at falde sammen som et korthus, hvilket resulterede i, at statsadvokaten indså, hvor tåbeligt det var at tilbageholde alle de personer, der var anklaget for medskyld, hvorfor han omgående begærede dem midlertidigt løsladt.
Da jeg havde afsluttet min forklaring ved dette første retsmøde, anmodede jeg den høje ret om tilladelse til at forlade anklagebænken og tage plads blandt forsvarets advokater. Denne tilladelse fik jeg faktisk. Nu begyndte den opgave, som jeg anså for at være den mest betydningsfulde i denne retssag: fuldstændig at nedbryde de feje, lave og ondskabsfulde løgne, som regimet brugte mod vore kammerarter, og føre uigendrivelig bevis for de frygtelige og afskyvækkende forbrydelser, der var begået mod vor fængslede frihedskæmpere. Og over for vort folk – og for hele verden – at gøre rede for vort folks grænseløse fornedrelse, under det mest umenneskelige og grusomme diktatur i hele dets historie.

Det andet retsmøde fandt sted den 22. september. Mindre end ti vidner havde været afhørt, og det var allerede lykkedes at klarlægge de mord, der blev begået i Manzanillo.[2] Det blev her godtgjort og ført til protokols at kaptajnen for denne militærpost var direkte ansvarlig herfor. Der var endnu 300 vidner, der skulle afhøres. Hvad ville der ikke ske, når jeg – med en overvældende mængde kendsgerninger og beviser – fortsatte forhøret af de militærpersoner, der er ansvarlige for disse forbrydelser? Vile regeringen kunne tillade mig at gennemføre dette i overværelse af alle de tilhørere, det overværede retsmøderne, repræsentanter for pressen, jurister fra hele øen og oppositionens ledere, som man havde været tåbelige nok til at sætte på anklagebænken, for at de på nærmere hold kunne høre alt, hvad der ville blive bragt for dagen? Regimet havde heller sprængt hele domhuset i vejret med alle dets dommere, før de havde tilladt noget sådant!
Der blev udtænkt en plan for at fjerne mig fra retslokalet, og sagen blev fortsat manu militari. Fredag den 25. september om aftenen, dagen før det tredje retsmøde, kom to fængselslæger ind til mig i cellen. De var tydeligvis pinligt berørt: »Vi kommer for at undersøge dig«, sagde de. »Og hvem er så det, der er så interesseret i mit helbred?« spurgte jeg. Fra det øjeblik jeg så dem, havde jeg faktisk forstået, hvad det drejede sig om. Ingen kunne have været mere hæderlige end de to læger, de fortalte mig sandheden. Samme eftermiddag havde oberst Chaviano[3] besøgt fængslet, og han havde sagt at jeg »var til stor skade for regeringen under retssagen«, og at lægerne skulle underskrive en erklæring, hvoraf det fremgik, at jeg var syg og derfor ikke kunne deltage i retsmøderne. Derefter gjorde de det klart for mig, at de var rede til at sætte deres stilling på spil og udsætte sig for regimets forfølgelse, og at de lagde sagen i mine hænder, for at jeg kunne træffe afgørelsen. Det var hårdt for mig at bede disse mænd ofre sig. Men på den anden side kunne jeg ikke på nogen måde gå med til, at deres ordre blev gennemført. Jeg overlod afgørelsen til deres egen samvittighed og nøjedes med at svare: »Jeg må gå ud fra, at De kender Deres pligt. Jeg kender i hvert fald min.«
De trak sig derefter tilbage og underskrev erklæringen. Jeg ved, at de gjorde det i den bedste hensigt. Fordi de troede, at det var den eneste måde, de kunne frelse mit liv, som de anså for at være i yderste fare: Jeg føler mig ikke forpligtet til at fortie dette, jeg føler mig kun forpligtet over for sandheden. Og hvis sandheden i dette tilfælde kan være til materiel skade for disse hæderlige læger, bliver deres ære renset for enhver skygge af tvivl, hvad der har langt større værdi. Samme aften skrev jeg et brev, hvori jeg åbenbarede komplottet, og samtidig udbad mig besøg af to retslæger, for at de kunne bekræfte, at min helbredstilstand var perfekt. Samtidig gav jeg udtryk for, at hvis jeg skulle gå med til den slags kneb for at redde livet, at jeg var fast besluttet på at kæmpe alene mod enhver form for nedrighed, tilføjede jeg disse ord af El Maestro[4]: »En retfærdig sag kan fra bunden af en klippehule udrette mere end en hel hær «.
Det var det brev, der – som den høje ret ved – blev præsenteret af Melba Hernandez[5] under det tredje retsmøde den 26. september. Det lykkedes mig at få brevet overdraget til hende på trods af den strenge bevogtning, jeg var under. På grund af dette brev blev der naturligvis iværksat repressalier. Doktor Hernandez blev isoleret. Det var jeg imidlertid allerede, så jeg blev nu anbragt i et endnu mere afsides hjørne af fængslet. Siden da er alle de anklagede blevet omhyggeligt visiteret fra top til tå, inden de er blevet ført til retssalen. Retslægerne indfandt sig den 27. og bekræftede faktisk, at min helbredstilstand var perfekt. På trods af gentagne ordrer fra domstolen kom jeg alligevel ikke tilbage til flere retsmøder. Læg hertil, at der hver eneste dag af ukendte personer blev uddelt løbesedler med falske oplysninger om, at jeg ville blive hjulpet til flugt fra fængslet. Et tåbeligt forsøg på at skabe et alibi for min manglende tilstedeværelse. Disse forsøg mislykkedes, fordi de i tide blev afsløret af mine opvakte venner, og da historien om den falske lægeerklæring også blev afsløret, var der ingen anden vej tilbage for at hindre min deltagelse i retsmøderne end åbenlys respektstridighed med rette.
Høje ret, en usædvanlig situation var opstået. Et regime, der var bange for at fremstille den anklagede for domstolen. Et blodigt terrorregime, der frygtede en forsvarsløs, våbenløs, isoleret og bagvasket mands moralske overbevisning. Efter at have frataget mig alt, fratog man til sidst min deltagelse i retssagen, hvor jeg var den hovedanklagede. Tag yderligere i betragtning, at dette foregik på en tid, hvor enkeltpersoners rettigheder var suspenderet, og hvor loven om offentlig ro og orden og censur af presse og radio var i kraft.[6] Hvilke grusomme forbrydelser måtte dette regime ikke have begået, siden det i den grad frygtede den anklagedes stemme!
Jeg vil gerne opholde mig ved den uforskammede og respektstridige holdning, de militære ledere har indtaget over for Dem. Uanset hvor ofte denne høje ret har beordret, at den umenneskelige isolation, jeg var underkastet, ophævedes, uanset hvor ofte den har krævet, at mine mest elementære rettigheder blev respekteret, uanset hvor ofte det blev forlangt, at jeg skulle fremstilles i retten, er den aldrig blevet adlydt. En efter en blev alle disse ordre ignoreret. Men hvad der er værre: i nærværelse af denne høje ret, under det første og det andet retsmøde, var der placeret vagt ved min side for at forhindre mig i overhovedet at tale med nogen end ikke under de korte pauser. Med andre ord, ikke alene i fængslet men også i den selvsamme retssal i Deres nærværelse, tog man ikke det ringeste hensyn til Deres ordre. Det var min mening at bringe at bringe dette problem på bane ved det følgende retsmøde som et spørgsmål om almindelig respekt for retten, men jeg kom ikke mere tilbage. Og når man nu til gengæld for denne mangel på respekt bringer os herhen, for at De kan sende mig i fængsel i overensstemmelse med den lovmedholdighed, som kun regimet og udelukkende regimet har brudt siden den 10. marts, så er det en sørgelig rolle, De er udset til at spille. Den latinske maksime cedant arma togae, er bestemt ikke opfyldt en eneste gang i denne sag. Jeg beder Dem erindre denne omstændighed.
Ydermere var alle disse kneb til ingen nytte, for mine tapre kammerater har med sandt fædrelandssind gjort deres pligt til det yderste.
»Ja, vi satte os for at kæmpe for Cubas frihed, og vi fortryder ikke at have gjort det«, sagde den ene efter den anden, da de blev kaldt frem til afhøring, hvorefter de straks med imponerende mod henvendte sig til den høje ret og afgav erklæring om de grusomme forbrydelser, der var blevet begået over for vore døde kammerater. Selv om jeg ikke var tilstede, kunne jeg følge processen i alle dens detaljer  fra min celle, takket være straffefangerne i Boniato-fængslet, der på trods af truslerne om strenge repressalier opfindsomt skaffede udveje for at holde mig med avisudklip og informationer af alle arter. På den måde hævnede de alle de overgreb og den magtmisbrug, som direktør Taboada og hans næstkommanderende, løjtnant Rozabal, udøver, når de lader fangerne arbejde fra daggry til solnedgang med at bygge deres private villaer, og derefter yderligere sulter dem, fordi de svindler med pengene på kostbudgettet.
Efterhånden som retssagen skred frem, byttede rollerne om. De, der ville have anklaget, blev selv anklaget, og de anklagede blev anklagerne. Det var ikke de revolutionære, der blev dømt. Men dømt til evig tid blev en herre ved navn Batista … MONSTRUM HORRENDUM … Det betyder intet, at de modige og hæderlige unge er blevet dømt, hvis flket i morgen dømmer diktatoren og hans slæng. Vore kammerater er sendt til Isla de Pinos,[7] hvor Castelis ånd endnu lever i de cirkelrunde gallerier, der stadig genlyder af skrigene fra de mange ofte. Dertil er vore mænd sendt for i bittert fangenskab at sone deres kærlighed til friheden, afskåret fra samfundet, revet bort fra deres hjem og udvist af deres land. Tror de ikke, som jeg sagde før, at det under sådanne omstændigheder er vanskeligt og utaknemmeligt for denne advokat at gennemføre sin opgave?

Som et resultat af alle disse indviklede og lovstridige intriger, efter magthavernes ønske og på grund af den dømmende magts svaghed, befinder eg mig her i dette lille rum på Hospital Civil, hvortil man har bragt mig for at få mig dømt i stilhed, så ingen hører mig, så min stemme bliver kvalt og ingen får at vide, hvad jeg vil sige. Hvad vil man med det imponerende Justitspalæ, hvor de herrer dommere utvivlsomt befinder sig langt bedre? Jeg må advare Dem om det ukloge i at retfærdigheden udøves i et værelse på et hospital omgivet af vagtposter med opplantede bajonetter. For borgerne kunne få den tanke, at vort retsvæsen er sygt … og at det er under arrest …
Jeg skal erindre om, at Deres love om retsprocedurer fastsætter at forhøret skal være »mundtligt og offentligt«,[8] men ikke desto mindre har offentligheden fuldstændigt været forment adgang til dette retsmøde. Kun to jurister og seks journalister har fået adgang, og disse sidste er ansat ved aviser, hvor censuren ikke tillader dem at offentliggøre et eneste ord. Så vidt jeg kan se er mit eneste publikum de hundrede soldater og officerer, der opholder sig her i værelset og på hospitalsgangene. Jeg er taknemmelig for den elskværdige opmærksomhed jeg får af dem. Gid jeg havde hele hæren for mig! Jeg ved, at den en skønne dag vil brænde efter at afvaske den frygtelige skamplet af blod, hvormed en lille gruppe æreløse personer har tilsølet militærets uniform. Hvad venter ikke til den tid dem, der i dag arrogant sidder på soldaterne … om folket da ikke har styrtet dem længe inden.
Endelig skal jeg bemærke, at det ikke blev mig tilladt at få et eksemplar af straffeloven i min celle. Det eneste jeg havde var en lovkodeks, som mine kammeraters modige forsvarer, dr. Baudilio Castellanos, har lånt mig. På samme måde har man nægtet mig at modtage Martis værker. Man kunne få det indtryk, at fængselscensuren anser disse bøger for moralsk fordærvede. Eller skulle det være fordi jeg sagde, at Marti var den, der havde inspireret aktionen den 26. juli?
Det blev endvidere forhindret, at jeg fik bragt noget som helst anden form for materiale vedrørende denne retssag. Det betyder overhovedet ingenting! Mesterens lære bor i mit hjerte, og i tankerne har jeg alle de ædle ord, der er sagt og tænkt af mænd, der har forsvaret folkenes frihed.

Kun én ting vil jeg bede denne domstol om, og eg går ud fra at man vil tilstå mig det til gengæld for den overflod af lovstridige grovheder, jeg har været udsat for uden den beskyttelse, loven skulle yde mig: og det er, at man respekterer min ret til at udtrykke mig fuldstændig frit. Uden dette kan end ikke det, der minder om retfærdighed opfyldes, og denne afslutning på retssagen vil mere end noget andet blive en skændsel og skamplet.
Jeg erkender, at der er noget, der har skuffet mig. Jeg havde ventet at hr. statsadvokaten var kommet med en frygtelig anklage, rede til det yderste at retfærdiggøre hensigten – og hans motiver – til i Lovens og Retfærdighedens navn – og hvilken lov og hvilken retfærdighed – at idømme mig 26 års fængsel. Men nej. Han nøjedes med at oplæse artikel 148 i loven om forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed, mod statsforfatningen og de øverste statsmagter og mod de offentlige myndigheder, efter hvilke han under skærpede omstændigheder kræver mig idømt den anselige straf af 26 års tugthus.
To minutter forekommer mig, at være meget lidt tid at ofre på at gøre rede for et krav om, og retfærdiggøre, at en mand skal tilbringe mere end et kvart århundrede i fængsel. Det skulle vel ikke være fordi, statsadvokaten er misfornøjet meddomstolen? For så vidt jeg kan se, er hans knaphed i dette tilfælde en latterliggørelse af den højtidelighed, med hvilken den høje ret, med en vis stolthed erklærede, at dette var en sag af større betydning! Og jeg må sige, at jeg har hørt d´herrer statsadvokater sige ti gange så meget for at kræve en borger idømt seks måneders fængsel i en simpel narkotikasag. Statsadvokaten ikke har udtalt et eneste ord til støtte for sit krav. Nå, jeg er en retfærdig mand … jeg forstår, at det er vanskeligt for en anklager, der har svoret troskab mod republikkens forfatning at komme her som repræsentant for en forfatningsstridig regering og de facto, statusmæssigt – uden lovmæssigt og langt mindre moralsk grundlag – at kræve en ung cubaner, advokat som han selv, og måske … ligeså hæderlig som han selv, sendt 26 år i fængsel. Men hr. statsadvokaten er en begavet mand, og jeg har set personer med langt mindre talent skrive lange afhandlinger for disse tingenes tilstand. Hvorledes skulle det da være muligt at tro, at han skulle mangle argumenter til at forsvare den, om så blot et kvarter, uanset hvor afskyeligt dette ville forekomme ethvert hæderligt menneske? Det er hævet over enhver tvivl, at der bag alt dette står en stor sammensværgelse.

Høje dommer, hvorfor er man så interesseret i at bringe mig til tavshed? Hvorfor undgår man endog enhver form for argumenter, så de ikke kan blive til mål, jeg kan rette mit skyts imod? Er det fordi der fuldstændig mangler ethvert juridisk, moralsk og politisk grundlag for en værdig fremstilling af sagen? Er man da så bange for sandheden? Er det fordi man ønskede, at jeg også skulle begrænse mig til at tale i to minutter, og ikke komme ind på det, der har berøvet så mange mennesker deres nattesøvn siden den 26. juli? Ved at indskrænke anklagens krav til ganske simpelt at oplæse fem linjer af loven om forbrydelser mod statens sikkerhed kunne man måske have tænk sig, at jeg også ville holde mig til de samme linjer og kredse rundt og rundt om dem som en slave i en trædemølle. Men jeg kan ikke på nogen måde godtage denne mundkurv, for i denne sag drejer det sig om mere end blot og bar friheden for et enkelt individ. Det er fundamentale principspørgsmål, der skal drøftes her. Mænds ret til at være frie skal afgøres her. Vi skal diskutere selve grundlaget for vor eksistens som civiliseret og demokratisk nation. Når jeg er færdig her, ønsker jeg ikke at kunne bebrejde mig selv, at der er principper, jeg har undladt at forsvare, at der er nogen sandhed, jeg ikke har fået frem eller nogen forbrydelse, der ikke er blotlagt.
Statsadvokatens famøse lovparagraf fortjener end ikke ét minuts replik. I øjeblikket skal jeg indskrænke mig til at åbne en kort juridisk træfning mod ham, simpelthen fordi jeg ønsker valpladsen fuldstændig renset for petitesser, når tiden er inde til at gå til angreb på alle de løgne, den grænseløse falsked, hykleriet, konventionalismen og den moralske fejghed, som er grundlaget for den grove farce, der her i Cuba siden den 10. marts og endda før den 10. marts er blevet kaldt RETFÆRDIGHED.
Det er et grundlæggende princip i straffeloven, at anklagen nøje skal falde ind under den art af lovovertrædelse, der er udstukket i loven. Hvis der ikke findes en lov, der nøjagtigt dækker det omstridte tilfælde, så er der følgelig ingen forbrydelse.

Den artikel det her drejer sig om lyder ordet: »Enhver, der gør forsøg på at anstifte en væbnet opstand mod de FORFATNINGSMÆSSIGE STATSMAGTER er hjemfalden til en straf på fra tre til ti års frihedsberøvelse. Straffen vil være fra fem til tyve års frihedsberøvelse, såfremt den væbnede opstand gennemføres«.
I hvilket land lever De hr. statsadvokat? Hvem har sagt Dem, at vi har anstiftet en oprejsning mod de FORFATNINGSMÆSSIGE STATSMAGTER? Her er de to ting, der springer i øjnene. For det første: det diktatur, der undertrykker landet er ikke en forfatningsmæssig, men derimod en forfatningsstridig magt. Den er opstået mod forfatningen, uden om forfatningen, som brud på republikkens lovmæssige forfatning. Lovmæssig er kun den forfatning, der stammer direkte fra det suveræne folk. Dette punkt skal jeg senere klarlægge fuldstændigt når vi når til alle de spilfægterier, kujonerne og bedragerne har fundet på for at retfærdiggøre det retsstridige. For det andet: artiklen taler om magter, altså flertal, ikke ental. Fordi den omhandler en republik, regeret af en lovgivningsmagt, en udøvende magt og en dømmende magt, som indbyrdes afbalancerer og regulerer hinanden. Vi har iværksat opstand imod en enkelt magt, en ulovlig magt, som med vold har tilranet sig og samlet nationens lovgivende og udøvende magt i én, og derved sønderbrudt hele det system, som den lovparagraf, vi her behandler, søgte at beskytte. Den dømmende magts uafhængighed efter den 10. marts vil jeg slet ikke tale om, for jeg er ikke oplagt til spøg … Uanset hvor meget man end vender og drejer det, så er der ikke så meget som et eneste komma i artikel 148, der kan bringes i anvendelse på begivenhederne den 26. juli. Lad os da lade den hvile, mens vi afventer den lejlighed, hvor den vil blive bragt i anvendelse på dem, der virkelig fremkaldte en oprejsning mod statens forfatningsmæssige magter. Jeg skal senere vende tilbage til dette lovkompleks for at genopfriske hr. statsadvokatens hukommelse om visse forhold, som han beklageligvis har glemt.
Jeg advarer Dem om, at jeg først lige er begyndt. Og om der i Deres sjæl endnu findes blot et gran af kærlighed til vort land, kærlighed til menneskeheden, kærlighed til retfærdigheden, så lyt til mig. Jeg ved, at jeg vil blive tvunget til tavshed i mange år. Jeg ved, at man søger at skjule sandheden med alle mulige midler. Jeg ved, at glemselens sammensværgelse rejser sig foran mig. Men min stemme vil ikke blive siddende i halsen på mig af den grund. Jo mere ensom jeg føler mig, jo mere vokser styrken i mit bryst, og jeg vil give min stemme al mit hjertes varme, som de fejge netop ville berøve den. 

 

[1] SIM = Servicio de Inteligencia Militar, Batistas hemmelige politiske politi. (o.a.)

[2] Manzanillo: Stor havneby i den sydvestlige del af provinsen Oriente, hvor nogle af de hårdeste kampe mellem Castros folk og Batistas soldater fandt sted (o.a.).

[3] Chaviano: Oberst Alberto del Rio Chaviano, øverstbefalende for garnisonen i Manzanillo (o.a.).

[4] Maestro: José Marti (1853-1895) Cubansk forfatter og fremtrædende modstandskæmper i Cubas befrielseskrig ,od det spanske herredømme (o.a.).

[5] Dr. Melba Hernandez: En af de to kvinder, der deltog i angrebet på Moncada den 26. juli.

[6] Loven om offentlig ro og orden gennemførtes kort efter Batistas kup, 10. marts 1952.

[7] Isla de Pinos: Fangeø, hvor fangevogteren Casteli i en tidligere periode myrdede en stor del af fangerne. Isla de Pinos er nu »ungdommens ø«.

[8] Artikel 4 i Cubas retsplejelov.

 

Tekst 8 | Oversigten over kildetekster | Tekst 10

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk