Monroe-doktrinen fra 1823
Doktrinen er opkaldt efter den amerikanske præsident James Monroe, som fremlagde den i en tale 2. december 1823.
På forslag af den russiske kejserlige regering fremsat gennem kejserens ambassadør, der opholder sig her, er der overført fuld bemyndigelse og instrukser til USA’s ambassadør i St. Petersborg om ved fredelig forhandling at ordne de to nationers respektive rettigheder og interesser på dette kontinents nordvestkyst. Et lignende forslag er blevet fremsat af hans kejserlige majestæt til Storbritanniens regering, og det er ligeledes blevet tiltrådt. USA's regering har således været ivrig efter at tilkendegive den store værdi, som vi altid har tillagt kejserens venskab, og vor omsorg for at udvikle den bedste forståelse med hans regering. I de diskussioner, som denne interesse har medført, og i de ordninger, hvormed de kan ende, har vi vurderet, at det er lejlighed til at hævde, som et princip, hvori USA’s rettigheder og interesser er involveret, at de amerikanske kontinenter med den frie og uafhængige forfatning, som de har opnået og fastholder, fra nu af ikke skal betragtes som emner for fremtidig kolonisering af nogen europæiske magter.
Det blev fastslået ved begyndelsen af sidste samling (møde), at der i Spanien og Portugal blev gjort store anstrengelser for at forbedre folks vilkår i disse lande, og at det syntes at blive udført med usædvanligt mådehold. Det behøver næppe at bemærkes, at resultatet indtil nu har været meget forskelligt fra det, der dengang forventedes. Til begivenheder i den fjerdedel af jordkloden, som vi har så meget samkvem med, og hvorfra vi udleder vor oprindelse, har vi altid været ivrige og interesserede tilskuere. De Forenede Staters medborgere nærer de varmeste følelser for deres medmennesker på den anden side af Atlanterhavet og for deres frihed og lykke. Vi har aldrig deltaget i de krige, som de europæiske magter har ført med hinanden om indbyrdes stridigheder, og det stemmer heller ikke overens med vor politik at gøre det. Det er først, når vore rettigheder krænkes eller trues alvorligt, at vi krænkes over uretten og tager forholdsregler til vort forsvar. Vi er nødvendigvis mere umiddelbart interesserede i begivenhederne på denne halvkugle af årsager, som må være indlysende for enhver oplyst og upartisk iagttager. De europæiske magters politiske system er væsentligt forskelligt fra Amerikas. Det skyldes den forskel, der eksisterer mellem de respektive styreformer. Og hele nationen er parat til forsvar af vor egen styreform, som er opnået ved tab af så meget blod og ejendom, og som er blevet modnet af vore mest oplyste medborgeres klogskab, og hvorunder vi har nydt en enestående lykke. Vi skylder derfor oprigtigt og for de venlige forbindelsers skyld, der eksisterer mellem USA og disse magter, at erklære, at vi vil betragte ethvert forsøg fra deres side på at udstrække deres system til nogen del af denne halvkugle som farlig for vor fred og sikkerhed. Vi har ikke blandet os i de europæiske magters forhold til deres kolonier og underlagte områder og vil heller ikke gøre det. Men med hensyn til de stater, som har erklæret sig for selvstændige, og som har bevaret deres selvstændighed, og hvis selvstændighed vi har anerkendt efter moden overvejelse og af retfærdige grunde, kan vi ikke betragte nogen indblanding fra nogen europæisk magts side med det formål at undertrykke dem eller på nogen anden måde kontrollere deres skæbne i noget andet lys end tilkendegivelse af en uvenlig handling mod USA. I krigen mellem de nye regeringer og Spanien erklærede vi vor neutralitet, og dette har vi overholdt og vil fortsætte at overholde, forudsat at der ikke indtræffer en forandring, som efter denne regerings kompetente myndigheders bedømmelse for USA’s vedkommende vil medføre en tilsvarende ændring, som er uundværlig for deres sikkerhed.
De sene begivenheder i Spanien og Portugal har vist, at Europa stadig er ustabilt. Om denne vigtige kendsgerning kan ikke anføres stærkere bevis, end at de allierede magter ville have ment det rigtigt, efter ethvert princip, der er tilfredsstillende for dem selv, at intervenere med magt i Spaniens indre anliggender. I hvilken udstrækning en sådan intervention vil blive udført efter samme princip, er et spørgsmål, hvori alle uafhængige magter, hvis regeringer afviger fra deres, er interesseret; selv de mest afsidesliggende, og med sikkerhed ingen mere end USA. Vor politik med hensyn til Europa, som blev indført på et tidligt tidspunkt af de krige, som så længe har foruroliget den fjerdedel af kloden, forbliver ikke desto mindre den samme, hvilken er ikke at indblande sig i nogen af de europæiske magters interne anliggender, at betragte en de facto regering som den retmæssige regering, at opdyrke venlige relationer med den og at beskytte disse relationer ved en oprigtig, fast og bestemt politik, som i alle tilfælde imødekommer enhver magts retfærdige krav, og som ikke underkaster sig uret fra nogen. Men med hensyn til disse kontinenter er omstændighederne i særlig grad og tydeligt forskellige. Det er umuligt, at de allierede magter skulle udstrække deres politiske system til nogen del af begge kontinenter uden at true vor fred og lykke; heller ikke kan nogen tro, at vore sydstatsbrødre, hvis de bliver overladt til sig selv, ville godkende noget sådant af egen drift. Det er derfor lige så umuligt, at vi ville betragte en sådan indblanding i nogen form med ligegyldighed. Hvis vi ser på den forholdsmæssige styrke og ressourcer hos Spanien og de ny regeringer, og på deres afstand fra hinanden, må det være klart, at Spanien aldrig kan undertrykke dem. Det er stadig USA’s sande politik at lade parterne selv bestemme i håb om, at andre magter vil følge samme kurs.
