Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Cubansk demokrati – Poder Popular

Kildetekster kommer med eksempler på og tanker om forskellene mellem cubansk og vestligt demokrati.

Uddrag fra Cubansk demokrati - set med vestlige øjne, ved Sven Tarp. Dansk Cubansk Forening, 1994.

 

Skal man tro den vestlige propaganda, kan spørgsmålet om demokrati stort set reduceres til, om der deltager et eller flere partier i den demo­kratiske proces. Der kan således ikke være tale om demokrati på Cuba, hvor der som bekendt kun findes et legalt parti. Denne måde at præsen­tere spørgsmålet på er, som vi skal se, ikke uden bagtanker. Desværre har også en del af den europæiske og danske venstrefløj givet efter for dette ideologiske pres og har sluttet sig til koret af anticubansk propa­ganda. Herved bliver hele diskussionen forplumret og forsimplet og formår ikke at trænge ned under problemernes overflade.

Til grund for det cubanske demokrati ligger en helt anden filosofi end den, der råder i USA og Vesteuropa. For at forstå det cubanske demo­krati må man følgelig forstå denne filosofi. Udgangspunktet for det nu­værende samfundssystem på Cuba er den revolution, som sejrede i disse dage for 35 år siden. Det var en selvstændig folkelig revolution, som hurtigt udviklede sig over i en socialistisk revolution under arbej­derklassens og det nydannede kommunistiske partis ledelse. På Cuba har arbejderklassen og folket således magten. Og på grundlag af denne folkelige statsmagt – på spansk Poder Popular – udvikler det cubanske demokrati sig. Målet er, at befolkningen i størst mulig omfang tager direkte del i beslutningsprocessen på alle områder af samfundslivet. Det cubanske demokrati er på denne måde et totalt demokrati.

Hvad menes der hermed? Lad os se på Danmark. Det demokratiske system, som vi kender i dag, er resultatet af en over hundrede år lang proces. Den almindelige valgret har kun eksisteret i en mindre del af dette tidsrum. Kun i takt med, at det danske borgerskab følte, at syste­met var konsolideret og stabilt, blev valgretten udstrakt til at gælde alle dele af befolkningen. I starten gjaldt den således kun mænd over 35 år, som ikke havde gæld og var på fattighjælp. Først ind i dette århundrede fik den kvindelige halvdel af befolkningen valgret og langt senere folk, der var på fattighjælp.

Historien viser, at borgerskabet ikke er bleg for at opgive de demo­kratiske principper, som det ellers har gjort sig til talsmand for, når det føler magten skride under sig. Det fik man en god lektion i, da det tyske finansborgerskab i 1933 støttede Hitlers fascistiske kup. Man så det også i Frankrig i efterkrigsårene, da Frankrigs kommunistiske parti som følge af den store prestige og indflydelse, det havde opnået i frihedskampen, stod til at blive landets største og få afgørende indflydelse på parlamentets arbejde. Så ændrede man blot valgloven, så de reaktionære valgkredse blev begunstiget på bekostning af de folkelige. Resultatet kan man bl.a. se i dag, hvor højrefløjen sidder på 80 pct. af pladserne i den franske nationalforsamling på grundlag af kun 40 pct. af stemmerne.

For borgerskabet i Frankrig, Danmark og andre vestlige lande er demokratiet således kun et middel til at bevare magten og sine privilegier. Når det lykkes arbejderbevægelsen og de folkelige kræfter at vinde frem og true disse privilegier, forstummer talen om demokratiske principper. Den private ejendomsret til produktionsmidlerne bliver da det vigtigste princip, som må forsvares, koste hvad det vil.

Det vestlige demokrati er med andre ord et demokrati, der har sine klare begrænsninger. Det udstrækker sig ikke til økonomiens centrale område, privatejendomsretten, for her ville borgerskabet tabe den første dag, det stillede dette spørgsmål til afstemning. Latinamerika er et godt eksempel i denne henseende. Her hersker der for tiden flerpartisystem i de fleste lande. Det er imidlertid endnu ikke faldet en eneste regering ind at gennemføre folkeafstemning om ejendomsretten til den jord, som 5 pct. af befolkningen ejer 80 pct. af. Heller ikke folkeafstemninger om en mere retfærdig fordeling af goderne, som kunne forbedre situationen for de over 50 pct. af befolkningerne, som officielt lever under fattigdoms­grænsen, har været på tale. Dette ville ellers være demokratisk nok. Men da resultatet er givet på forhånd, er et sådant demokrati ikke i magt­havernes interesse.

Da den folkevalgte Allende-regering i Chile således i begyndelsen af 1970’erne forsøgte at pille ved ejendomsforholdene i landet, blev den mødt med et blodigt CIA-støttet kup fra reaktionens side. Da den sandi­nistiske regering i Nicaragua efter 1979 forsøgte noget lignende, finan­sierede den amerikanske regering de kontra-bander, der efterhånden underminerede landets økonomi. I begge disse lande eksisterede der flerpartisystem. Men at gribe ind over for den private ejendomsret er øjensynlig ikke demokratisk i imperialismens øjne, selv ikke når et fler­tal af befolkningen står bag.

På Cuba er situationen anderledes. Her udstrækker demokratiet sig til at gælde de områder, som er tabu i de vestlige lande. Befolkningen deltager her i diskussionen af ejendomsformerne, fordelingspolitik­ken osv. Demokratiet reduceres ikke til udfyldning af stemmesedler  hvert tredje eller fjerde år, hvorefter løbet er kørt. Det cubanske folk har en reel mulighed for at holde øje med sine valgte repræsentanter også mellem valgene. Det har endvidere en række demokratiske rettigheder, som er ukendte i Vesten.

 

Tekst 15 | Oversigten over kildetekster | Tekst 17

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk