Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Cubakrisen

Teksten er et uddrag fra Sven Skovmand: Cuba, fra 1976.

 

Svinebugten

En dag i april 1961 fløj otte amerikanske bombe-fly hen over Cuba og bombede alle de store flyve-pladser på øen. Det var starten til den store landgang på Cubas sydkyst, der skulle gøre en ende på Fidel Castros styre.

To dage senere gik 1300 mand i land i Svine­bugten sydøst for Havana. Det var mange flere end de 82 mand, der i november 1956 sejlede til Cuba. Men 1300 mand var ikke nok til straks at tage kampen op militært med de cubanske soldater.

Det var nu heller ikke tanken. Planen gik ud på, at den landsatte styrke skulle besætte et lille stykke af kysten med støtte af amerikanske skibe og fly. Her skulle der så dannes en ny cubansk »regering«. Den skulle bede USA om hjælp, så amerikanerne fik en undskyldning for at sætte deres egne soldater i land på Cuba.

Svine-bugten var udmærket egnet til det for­mål. Kysten består af store sumpe, og kun tre veje førte til det sted på kysten, hvor de 1300 mand blev sat i land. Disse veje var lette at be­skyde med kanoner og maskin-geværer. Derfor var de lette at forsvare.

Men det gik ikke efter planen. Skibene kunne ikke komme langt nok ind til kysten, og man måtte derfor ro mændene ind i både. Mange af bådene sank, og det lykkedes kun at få en del af kanonerne og maskin-geværerne bragt i land. Og kort efter landgangen blev ski­bene beskudt af cubanske fly.

Det sidste var måske den værste overraskelse. Amerikanerne regnede med, at de havde fået ødelagt alle Cubas militære fly, da de bombede dens lufthavne. Men cubanerne havde været for forsigtige til at lade deres fly stå fremme på de store flyve-pladser. De var længe før blevet flyttet andre steder hen og skjult for de angribende fly. Nu kunne den cubanske regering sætte dem ind i kampen.

Resultatet var overvældende. To af de amerikanske skibe sank med det samme. Resten måtte trække sig ud på dybt vand og overlade de landsatte styrker til deres skæbne.

Samtidig begyndte den cubanske hær at nærme sig. I løbet af kort tid var der samlet cirka 20.000 soldater omkring Svine-bugten.

Overmagten var knusende, og de 1300 mand opgav snart kampen. Mange af dem søgte at redde sig ved flugt ud i sumpene, men næsten alle blev fanget og i triumf ført til Havana. Herfra blev de senere frigivet og udleveret til USA.

Den amerikanske regering kunne naturligvis have sendt soldater til Cuba og afgjort kampen.

Men den turde ikke. En amerikansk besættelse af Cuba ville rejse en storm af harme mod USA. Og den ville koste dyrt. Kampen ved Svine-bugten havde vist, at den cubanske hær var effektiv.

 

Raket-krisen

Sejren ved Svine-bugten var en stor triumf for Castro. Han var på dette tidspunkt meget populær, ikke blot på Cuba, men over hele Latin­amerika. Over alt gottede man sig over, at det lille og svage Cuba havde kunnet tilføje de mægtige amerikanere et så sviende nederlag.

Men Cubas fremtid var ikke sikret. Ganske vist havde landet en stærk hær. Og der var oprettet tusinder af »komiteer til forsvar for revo­lutionen.« Det var en slags hjemme-værn, som skulle holde øje med folk, der kunne mistænkes for at hjælpe amerikanerne. Men hvis USA vir­kelig Ønskede at erobre Cuba, ville der ikke være meget at stille op for cubanerne.

Skulle Cuba være sikker på at overleve, måtte landet have hjælp udefra. Derfor bad Castro Sovjet-unionen om at få opstillet raket-våben, som kunne skyde angribende amerikanske fly ned.

Det var russerne villige til. De gik faktisk endnu videre, end Castro havde forestillet sig. De lovede at sende raketter, som kunne skyde flere tusinde kilometer bort og ramme de fleste af de store byer i USA.

Disse raket-våben skulle naturligvis ikke kun opstilles for cubanerne s skyld. Russerne havde på denne tid ikke nær så mange langt­rækkende raketter som amerikanerne. Det ville være en fordel for dem at få raket-våben opstillet i kort afstand fra USA. De kostede jo heller ikke nær så meget som de raketter, der skulle gå direkte fra Sovjetunionen til USA.

Men de russiske raket-våben blev aldrig opstillet. Amerikanske fly fløj hver dag over Cuba. De kunne fra luften se, at der blev opført ramper til store raket-våben. På det tidspunkt var raketterne ikke nået frem til Cuba endnu. De befandt sig på Atlanterhavet, om bord på russiske skibe.

Den amerikanske præsident, John F. Kennedy, forlangte nu, at russerne skulle standse deres skibe med raket-våbnene og lade dem vende om. Hele verden ventede i spænding på den sovjetiske regerings svar. Hvis den sagde nej, kunne man risikere, at amerikanske skibe ville standse de russiske skibe, inden de nåede frem til Cuba.

Et sådant sammenstød mellem verdens to stærkeste militære magter ville være meget far­ligt. Hvis det udviklede sig, kunne det i værste tilfælde blive til en ny verdens-krig, hvor atom­våben måske ville blive taget i brug.

Russerne bøjede af. Skibene med raket-våben sejlede tilbage. Kennedy lovede til gengæld, at USA aldrig ville angribe Cuba. Han lovede også at fjerne de amerikanske raket­våben i Tyrkiet – tæt op ad den russiske grænse.

Siden den tid har den amerikanske regering ikke gjort forsøg på at styrte den cubanske re­gering. Men USA søger på andre måder at gøre livet vanskeligt for cubanerne.

Amerikanske firmaer har fået forbud mod at sælge varer til Cuba, og amerikanske borgere må ikke uden særlig tilladelse besøge landet. Fremmede landes skibe må kun anløbe havne i USA, hvis de kan bevise, at de ikke har været i cubanske havne.

Dette har blandt andet ført til, at ikke et eneste dansk skib har besøgt Cuba i de sidste ti år. De danske skibsredere er bange for at blive uvenner med amerikanerne, som de tjener man­ge penge på. Cubanerne må stort set klare sig med deres egne skibe og med skibe fra lande i Øst-europa. Det skaber vanskeligheder, fordi så mange varer kommer langvejs fra.

 

Tekst 11 | Oversigten over kildetekster | Tekst 13

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk