Regeringens program af Michelle Bachelet
Før jeg påbegynder forelæsningen om dette Regeringsprogram, vil jeg gerne dele et par ting, jeg har lært i disse måneder, hvor jeg har lyttet til chilenerne, og på samme tid været i gang med at skabe nyt håb.
Jeg er ikke opvokset, for at få magten, ej heller har jeg gjort noget for at opnå den. Jeg tilhører ikke den traditionelle elite. Mit efternavn tilhører ikke gruppen af efternavne hos dem, der grundlagde Chile. Jeg fik min uddannelse på et offentligt gymnasium og på Universidad de Chile. Jeg studerede medicin, fordi jeg var betaget af muligheden for at kunne kurere en syg, at fjerne smerten, at slette angsten og atter bringe glæde til et sygt barns hjem.
Som størstedelen af chilenerne, har jeg ikke fået noget foræret. Alt hvad jeg ved, har jeg kæmpet for, af kærlighed til mine børn, min metier og mit land.
Politik kom ind i mit liv, da det ødelagde, det jeg holdt allermest af. Fordi jeg blev offer for hadet, har jeg viet mit liv til at tilbagevise dets klo omdanne det til forståelse, tolerance og – ja, for at sige det, som det er – kærlighed.
Jeg har levet for tæt på den Chiles historie, til ikke at kende en historisk mulighed, når jeg ser den. Og dette øjeblik er uden tvivl en historisk mulighed. Et uigenkaldeligt øjeblik for Chile.
Takket være de, kan chilenerne skue imod himlen med begge ben solidt plantet på jorden. Vi ved at retfærdig udvikling og retfærdig fred ikke er tomme ord, men derimod opnåelige mål. Det afhænger blot af, at vi formår at arbejde sammen.
I dag mærker vi som aldrig før, hvordan splittelsen, hadet og frygten hører fortiden til. Fortiden, som legemliggør, de der ønsker chilensk forandring, men selv ikke ønsker at forandre sig. De, som ikke forstår at lægge deres slåskampe og deres egoer bag sig, for landets bedste. De, der gør arrogancen og frygten til deres eneste vartegn.
17 år efter vores tilbagevenden til demokratiet, er vi chilenere blevet ældre. Selvbestemmende, frie og ansvarlige, uden beskyttende landsfædre, der dikterer, hvad vi bør tænke, gøre eller drømme om. Vi er klargjorte og modne til at bygge et land på retfærdighed og fremgang.
Mit kandidatur opstod spontant på baggrund af borgernes støtte. Det opstod ikke ved fordækte forhandlinger bag lukkede døre eller ved hemmelige politiske møder. Dette program afspejler mit kandidaturs opståen. Hundredevis af personer har bidraget til dette program, i dialog med befolkningen og i arbejdsgrupper. Dette er et program udtænkt af nødvendighederne hos de chilenere, der ikke udtrykker deres holdninger i aviserne eller i fjernsynet, som ikke har mulighed for at iværksætte en indflydelsesrig undersøgelseskomite af advokater, som ikke har familiemæssige forbindelser til det offentlige apparat, til kongressen eller andre af magtens korridorer.
Min indsats for at konsultere og inkludere folket, er blevet stærkt kritiseret. Fra elitens synspunkt er det at lytte, et svaghedstegn. Jeg er overbevist, om at det modsatte gør sig gældende, og om at det netop er der mit erhvervs kraft ligger.
Fordi Chiles primære råstof ikke er dets kobber, dets frugt eller dets tømmer, men derimod dets folk. Dets potentiale af kløgt, vilje og drømme, er det jeg ønsker at bemyndige. Jeg er overbevist om at vi chilenere sammen kan opnå mere. Flere ideer, mere arbejde, mere kraft og mere rigdom.
Dette regeringsprogram ønsker, at være på højde med dette potentiale. Derfor er dette program på samme tid, et ambitiøst, men realistisk program. Vi ved alle, at de problemer vi står overfor at skulle se i øjnene ikke er lette, og heller ikke kan løses fra den ene dag til den anden. Mit eneste valgløfte er, at jeg med alle kræfter vil skabe et samfund, i hvilket ingen kan sige ”jeg kunne ikke”, og endnu mindre, ”de lod mig ikke”.
For at nå denne centrale målsætning, er det nødvendigt at investere mere i uddannelse, fra børnehaveklassen til universitetet. Samtidig bør vi underkaste os mere klart definerede og strengere standarder for undervisningen. Desuden bør vi gøre op med de autoritative enklaver i skolen og indføre programmer og målsætninger, der styrker forskningen og kreativiteten hos eleverne.
Vi skal også foretage et kvantespring omkring den sociale sikkerhed: bedre pensionsordninger, mere generøse ledighedstilskud og en minimums sygeforsikring til alle. Det er helt og aldeles amoralsk, at mange chilenere i dag ikke kan tåle at blive syge, eller nå alderdommen, uden at måtte se sig selv hensat til et liv i fattigdom. Det er helt og aldeles amoralsk, at så mange familier i middelklassen må leve i konstant frygt for en eller anden uventet begivenhed, der kan koste dem alt det de har optjent igennem mange års hårdt arbejde.
Vi bliver nødt til at fortsætte uden tøven, på vejen mod økonomisk udviklings, baseret på seriøsitet og en afbalanceret budgetramme, og samtidig give den fornødne hjælp til dem, der er sakket agterud og har brug for vores hjælp.
Vi skal nedbryde de usynlige grænser, som kriminaliteten trækker i storbyen, danne flere og bedre politienheder, såvel kampbetjente, som efterforskere, samtidig med vi vedbliver at udbygge de juridiske rammer og fængslerne.
Vi har brug for at staten giver mere, og behandler folk bedre. Det kan ikke være rigtigt, at for mange chilenere føler sig alene og ubeskyttede, fordi de står overfor en kommune, et postkontor eller et hospital, en skole eller et gymnasium, et hvilket som helst offentligt kontor, som ikke tager dem i betragtning, og der, som det ofte sker, affærdiger, tilsidesætter eller ringeagter dem.
Vi skal kræve, at vi kvinder har, ikke alene de samme rettigheder som mænd, men også de samme muligheder for at udøve disse rettigheder – via en helhjertet støttepolitik. At en kvinde bliver præsident, bør ikke ses som en kuriositet, men snarere som et godt varsel.
Vi skal skabe nye frie rum, for at give talerør til et flerstemmigt og mangfoldigt Chile, hvor vi alle kan føle os godt tilpas uden censur og arrogance.
Hvordan skal vi nå disse mål? Dette program er fyldt med tal og konkrete midler, for hvordan de skal nås. Det er på en gang et kompas og et navigationskort, der indikerer i hvilken retning vi skal gå.
Når jeg atter genlæser dette Regerings Program, ser jeg også ansigterne og stemmerne fra de mange chilenere, som jeg har delt disse måneder med. Chilenere som lever hårdt med mange problemer, som arbejder mere end 12 timer om dagen, uden at vide hvordan de skal nå til enden af måneden, men som gang på gang siger til mig: ”Vi tror på Dem, fru doktor”.
Denne tillid fra så mange chilenere, indgyder mig ansvarlighed og ydmyghed. Jeg som de, tror langt mere på mennesker, end jeg tror på diskurser, undersøgelser eller tal. Troen på menneskerne har været kernen i mit liv og mit arbejde, og jeg ved at den bliver motoren i dette nye Chile, som vi vil bygge op sammen.
Min opgave består ikke i mere, end at tilbyde chilenerne mulighederne for, at Chile tilhører alle, og at vi alle er Chile. Nøglen til Chiles fremtid ligger ikke i nogens hænder, den ligger i alles hænder. Alle som én kan vi skabe forandringen, og skulder ved skulder kan vi se fremad imod et bedre land. For mig er det et privilegium, at kunne tjene chilenerne i dette frugtbare og nye forår.
Michelle Bachelet Jeria
