Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 77

En pilgrimsfærd til Belgien, 1919

Udtog af Kai Friis Møllers rejsedagbog i Nordfrankrig og Belgien i perioden december 1918 til marts 1919. Kai Friis Møller var forfatter og kritiker. Fortællingerne blev løbende offentliggjort i dagbladet POLITIKEN. Det var forfatterens hensigt, ikke at fremmane had til Tyskland og tyskerne, men at skildre slagmarkerne og de berørte befolkninger, som de fremstod straks efter ophøret af krigshandlingerne, men samtidig udtrykte han sin holdning til Versaillesaftalens indhold. Fortællingerne udkom samlet i november 1919.

Forfatteren bliver kørt rundt af en englænder "mr. X", en repræsentant for den britiske generalstab.

 

Forord

Dette skrift er i alt væsentligt et udtog af min rejsedagbog fra de Farter, jeg sidste Vinter, i Maanederne December til Marts, fortog i de lige befriede Egne af Nordfrankrig og Belgien. […] Ved den britiske generalstabs og det belgiske Krigsministeriums særlige Elskværdighed, som jeg herved bringer min Tak for, har jeg som den første Dansker haft Lejlighed til at se Nordfrankrigs og Belgiens Vunder[1] i hele deres oprindelige Blodighed.

Ikke at de skulde være blot nogenlunde lægte endnu, men Befolkningen, […], har dog vidst ved et ihærdigt genoptaget Arbejde allerede delvis at stille Blodet[2], at rense dem ud og forbinde dem. […] De Stæder, som kampens Bølger er skyllet hen over Gang paa Gang eller som har vansmægtet under Okkupation, ligesom hjemløse paa deres egen grund, har jeg haft Held til at gæste umiddelbart efter Fjendens Rømning, medens der endnu lugtede røgsurt af de seneste Ildspaasættelser; Valerne[3], hvor Millioner forblødte, har jeg vandret over, medens de endnu har friske Spor efter de sidste Kampe; og de forarmede Mennesker, som paa Vej til de hærgede Byer færdedes over de vejløse Valpladser, saa jeg og talte jeg med, medens Sorgen over alt, hvad de havde forlist, endnu var næsten ligesaa frisk som deres ydmyge Glæde over Hjemkomsten. […]

Efterhaanden som nogle af denne Bogs kapitler offentliggjordes i dagblandet "Politiken", modtog jeg fra tid til anden (heldigvis med Breve af en helt modsat Art) forbitrede Epistler fra Folk, der "havde hørt nok" om Tyskernes ødelæggelser etc. Mange var anonyme, men ikke den vrede Dame, som belærte mig om, at "der var ingen Grund for os neutrale til at puste til Hadet, nu krigen er forbi". Jeg anerkender som kvindelig den særlige slags Logik i den neutrale Valkyries bemærkning, men vil dog vove et Forsvar for min egen mindre subtile Tankegang. Den er i al Enfoldighed denne, at saa længe der er Ideologier, som fordømmer Ententens Fredsslutning uden først at have fordømt Centralmagternes[4] Krigsanstiftelse, saa er der Grund til at puste, om ikke til Hadet, saa til det Blaar, som de vil stikke Offentligheden i Øjnene. Naar det er bortvejret, bliver der aaben Udsigt til denne Virkelighed: Frankrigs og Belgiens Kvadratmile efter Kvadratmile af plyndrede og voldtagne Jorder, gødede med uskyldigt Blod, blomstrende med Kors. Kunde nogen af saadant et Agerbrug vente sig en anden og sødmefuldere Høst end netop den barske Versaillesfred?

Om Berettigelsen af at holde Læseren dette Billede for Øje, kan jeg ingen Tvivl nære. Tværtimod er det min eneste Frygt, at mit Forsøg paa at fremmane Ødelæggelsen er for vagt og famlende. Endnu engang, som for at indprente mig alle sine Lemlæstelser, træder dette Landskab frem for mit Blik, klædt i Laserne af, hvad der engang var Byer og Skove, […]

Efter det sidste og frygteligste Uvejr, Verdenskrigens Orkan af Ild og Jern, der i mere end fire Aar har raset henover landet, er der nu omsider indtraadt et stort Vindstille. Maatte denne Stilhed ikke være svanger med nye uforskyldte Orkaner, men kun med den blideste Medbør.

 

To tomter: Lens og Ypres

Det er saa sin egen Sag for Skribenten at skulle særtegne de Ruiner, som den moderne krigsførelse har frembragt i saa sørgelig en Overflod i Nordfrankrig og Belgien.

Hvor stor Forskellen end oprindelig kan have været imellem Kirken her og Raadhuset dér, saa er den nu højest en Nuance, der drukner i Ødelæggelsens fælles Træk, af hvilke det mest fremtrædende er den fuldkomne Mangel paa pittoreske Virkninger. […]; her er ingen knækkede Søjler for Romantikens Vedben; her er den bogstavelige Tilintetgørelse.

Fortidens Bombekastere, der lige knuste et Spir hist og brændte en Længe her, synes blot kokette Artister i Sammenligning med deres

moderne Arvtagere. […]

De skræmmende Spor efter Nutidens krigsførelse vil aldrig kunde give Paaskud til lignende Fantasier: Den ødelægger paa Maskine – eksakt, systematisk og stemningsløst.

Hvad de rejsende føler over denne Uendeligehed af Murbrokker, afhænger da langt mindre af hans Synsindtryk, der er Monotonien selv, end af perspektivet i hans Viden om den historiske Betydning af de vidtforskellige Bygninger, Byer og Landskaber, som er blevet til disse saa ensartede Tomter.

Det er, som naar man vandrer paa en Kirkegaard. […]

De er i sandhed et Rædselsfuldt Syn, disse myrdede Byer, hvis Lig tilmed er lemlæstede og parterede – uigenkendelige, som det hedder i Politiets Rapporter – som om Ugerningsmændene i et Orgie af Raseri har villet ødelægge selve Ødelæggelsen. […]

Vi har i Dag gjort en udflugt op over Belgiens Grænse, hvad man kan gøre uden videre, naar man befinder sig i en engelsk Militæravtomobil. […]

Vi har kørt imellem Agre, som hegnedes af Kratte af Pigtraad, med halvt sammenstyrtede Minekratere og Løbegrave i Stedet for Plovens fine Furer, og hvor man af Markredskaber kun saa de rustnede Tanks, disse vældige Jern-Cocon'er, hvori Døden har været forpuppet.

[…]

Vi er hastet forbi denne Revy for snarest at naa til det allerhelligste, selve det skønne Ypres, der fordum gjorde Brügge Rangen stridig som Hovedstaden i det Rige af historiske Drømme, der hedder Flandern.

Men Ypres var der ikke.

De kender i hvert fald fra Billeder de navnkundige Klædehaller med den majestætiske Beffroi[5], de monumentale Arkader og de gotiske Vinduer med det trefoldige Rosenmønster. De har set Krigsfotografier, der viste, hvor grusomt al denne Skømhed tilredtes af de første Bombardementer. De sidste har ikke ladet Sten paa Sten tilbage. Af hele Byen er nu kun en Stump af Mur genkendelig, en enkelt Vinduesbue, lige nok til at orientere os.

[…]

Lens og Ypres – den ene Nuet og Fremtiden, den anden et Aartusindes stolte Historie. Af dem begge er nu kun en Tomt tilbage. Hvilken af disse Ødelæggelser, der forekommer frygteligst? Det  afhænger i nogen Grad af den rejsendes temperament: Mellem ødelæggelserne af Minerne of Hallerne er der den samme Forskel som imellem et Rovmord og en Gravskænding.

[…]

Jeg skal ikke i denne Forbindelse gentage den næppe uberettigede, men alt for velkendte Paastand, at den tyske Hær har gjort sig en særlig Billedstormerglæde af at beskyde de Bygninger, der havde Skønhedens Privilegium. […] I Modsætning til Dramaet i Lens er i Tragedien i Ypres Forbrydelsen ikke en Tilgift til Krigsførelsen, men selve dens Fundament. Forbrydelsen er, at Ypres overhovedet kunde komme til at ligge i Ildlinjen: Forbrydelsen er, at Tyskerne brød ind i Belgien.

 

Kai Friis-Møller, En Pilegrimsfærd til Nordfrankrig & Belgien, (Nyt Nordisk Forlag, 1919), s.IX-XIII og s.21-29 i uddrag.

 

[1] Gammelt ord for 'sår'.

[2] Dvs. "falde til ro"

[3] Gammelt ord for 'slagmarker'

[4] Dvs, Tyskland, Østrig-Ungarn og deres allierede

[5] Dvs 'klokketårn'

 

Tekst 76 | Oversigten over kildetekster | Tekst 78

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk