Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 76

Brug og misbrug af historien, avisartikel, 2008

Nedenstående er dels en artikel i dagbladet Politiken fra januar 2008 af free-lance journalist Iben Danielsen, dels en rettelse af artiklens mange faktuelle og forståelsesmæssige fejl. Den oprindelige artikel viser både, hvordan der lokalt endnu – eller måske i stigende omfang – kan tjenes penge på krigen af hvilken som helst plattenslager, der kan fortælle en god historie; og hvordan en ukritisk tilhører til historierne, kan bildes hvad som helst ind. Artiklen er et dejligt eksempel på, hvad vi i værste fald kan videregive af historie, hvis vi ikke tænker os om og benytter os af blot et mindstemål af kildekritik. I årene omkring hundredåret for såvel krigens udbrud som afslutning vil den slags forretning og røverhistorier sikkert blomstre og trives.

Det nævnte monument, Ijzertower, indeholder i øvrigt et museum, der udlægger historien med en flamsk, nationalistisk vinkel, mens det andet nævnte museum, In Flanders Fields Museum, viser krigen fra mange forskellige vinkler og synspunkter.

 

Krigsturisme: Skyttegravsturister i fredens tjeneste

Den lille skrøbelige og klart lysende røde valmue er blevet Flanderns fredssymbol efter Første Verdenskrigs rædsler.

 

Artiklens forfatter var inviteret af Det Belgiske Turistbureau, Flandern-Bruxelles. Læs mere om Kristof Demey og hans Speedy’s Battlefield Tours på www.sbt-ypers.be.

 

’Den sidste post’ kaldes den imposante portbygning i den belgiske by Ieper – eller Ypres. I portbuens hvide marmorvægge er printet navnene på 54.896 af de faldne soldater fra Første Verdenskrigs mest udsatte krigsskueplads.

Og hver eneste aften siden dengang og til i dag mødes få eller flere under buen ved den sidste post for at lægge små skrøbelige papirvalmuer ved stenene. Kl. 20 præcis lyder en fanfare, og der læses et fredsdigt med det formål, at de faldne fra dengang aldrig skal blive glemt.

Det er 90 år siden, de blodige, umenneskelige kampe fandt sted imellem skyttegravene omkring byen Ieper. Det tunge krigsminde, de over 170 kirkegårde med mere end 700.000 faldne, de nu forstenede skyttegrave, som stadig kan ses langs kanalerne og de utallige mindestene fra krigens tid – alt det har været grobund for en stærk fredsbevægelse i Belgien og specielt i det flamske Ieper, som kom så fatalt i klemme mellem kæmpende stormagter under Første Verdenskrig.

Iepers turister er stadig ofte pårørende og efterkommere til de soldater fra mere end 10 nationer, som døde her.

 

Turister i skyttegravene

En af de fremmeste fredselskere i byen er Kristof Demey. Han driver Speedy’s Battlefield Tours og viser turister ned i skyttegravene, rundt på kirkegårdene og ved mindepladerne med en intensitet og en dramatisk nerve og fortællelyst, som har givet ham det sigende tilnavn Speedy.

Det er hans egen bedstefars historie, der er drivkraften, og freden der er målet.

Bedstefar Demey var bare en lille dreng i 1914, da krigen begyndte og da de tyske og franske tropper sammen med engelske soldater havde trukket fronterne op, så centrum lå i det neutrale Belgien. Den lille dreng løb ærinder for soldaterne, han kendte det flade flamske landskab, og blev stikirenddreng for de engelske styrker.

Han fik endda en uniform og mad at spise, da byen Ieper blev evakueret for civile og lå hen som spøgelsesby, og han var fortsat ved fronterne, da skyttegravene blev sat under vand. Demey overlevede under engelsk beskyttelse, men han var mærket for livet, og det er den engelske forbindelse, der også holder den yngre Kristof Demey i gang:

»Der er et særligt forhold mellem englænderne og det flamske folk siden dengang. Et broderskab, og selv om Belgien er neutral i verdens konflikter, så følger vi England. Da England besluttede at gå med i krigen i Irak, så deltog Belgien med hospital og personale«, fortæller Kristof Demey.

I dag ser landskabet så fredeligt ud med frodige marker og køer, der tygger drøv. De sandsække, som dengang beskyttede og holdt sammen på skyttegravene, er blevet liggende flere steder. Efter 90 års vejr, vind og fugt er de forstenede og ligger med deres flossede lærredsbetræk og danner mønstre i landskabet.

Men dengang i 1917, da de værste kampe blev udkæmpet, var byen og markerne oversvømmede dels med vilje for at skille krigens parter og dels, fordi det sanitære system var nedbrudt efter angreb. Soldaterne i de smalle skyttegrave gik i mudder og ælte, det var livsfarligt. Alle nytteplanter var borte. Ethvert træ var brugt til at støtte skyttegravene og bygge stilladser. I mudderet kunne ingen planter gro. Mange, rigtig mange døde af sygdom og infektioner. 1917 var nok krigens værste, og det skyldes blandt andet, at det er 90 år siden, at tyskerne introducerede sennepsgassen som nyt masseødelæggelsesvåben. Det betød endnu flere døde.

»Folk døde i mudderet, og flere er siden ikke fundet og identificeret. Stadig nu efter 90 år kan der findes knoglerester efter uidentificerede lig. Men tallet ligger omkring en million, tyskerne har aldrig offentliggjort deres tabstal«, siger Kristof Demey.

 

Museum i fredens tjeneste

En af de grave, han altid viser sine gæster, er den canadiske læge og soldat John McCraes gravsten. Han skrev et forunderligt digt om krigen, hvor han observerede lysende røde og skrøbelige valmuer, poppies, på de ellers golde mudrede banker. Han skrev en ode, som var et håb om bedre og fredeligere tider.

John McCrae blev syg og døde ved krigens udgang i 1918, men hans digt og symbolikken i den orange valmue er bestået. Der ligger små valmuer ved kirkegårdene, og der ligger små papirvalmuer ved mindestenene.

Blomsten er også blevet symbolet for byens nye museum In Flanders Fields Museum midt i Ieper. Det er et krigsmuseum i fredens tjeneste. For her er mennesket i centrum, mens krigens strategi og slagmarkerne kun spiller en underordnet rolle.

På indgangsbilletten får hver besøgende navnet på en enkelt person, de kan følge. Der er valgt 1000 skæbner ud, civile, sygeplejersker, soldater eller andre borgere fra Ieper, og i museets lokaler kan man interaktivt på skærme følge netop den persons liv og død for 90 år siden.

 

486 trappetrin for fred

Følger man kanalerne og de brede flade banker mod den franske grænse og mod Nordsøen, så dukker fredstårnet Ijzertower op ved Diksmuide. Det er en 22 etagers høj mindesten over krigen. I tårnets etager er der bygget naturtro skyttegrave op, der viser de klaustrofobiske forhold, soldaterne opholdt sig i over måneders udslidende kampe. På toppen af det 86 meter høje tårn står fredsbudskabet, og hvert af de 486 trappetrin bærer også minder og paroler for freden og mod krigen.

Her udstilles også den pistol, som den østrigske kronprins blev skudt med i Sarajevo, et attentat, der udløste Første Verdenskrig. Fredstårnet kaster i dag sin skygge over en stor græsmark, som ofte er rammen om rockkoncerter for fred.

»Det er så vigtigt, vi holder historierne om dengang i live. For kun ved at beskrive rædslerne og kampene vil vi kunne bevare freden«, siger Kristof Demey, som nøje beskriver krigens kampe, hovedpersoner og de civiles forhold under Første Verdenskrig på sin hjemmeside.

 

Rettelse d. 4. februar 2008

Artiklen ’Skyttegravsturister i fredens tjeneste’ på side 4 i Vi Rejser 26. januar var beklageligvis fyldt med fejl. I virkeligheden burde Politiken bringe en gennemrettet version af artiklen, men af pladshensyn må jeg nøjes med at rette de mest oplagte misforståelser om de tre slag ved byen Ieper (Ypres) under Første Verdenskrig.

I artiklen kaldes den imponerende portbygning i Ieper ’Den sidste post’. Den hedder ’Menin Gate’ og blev indviet som mindesmærke 1927. I porten er indgraveret navne på 54.896 faldne fra Storbritannien og Commonwealth – alle dræbt fra 1914 til august 1915. De samlede britiske, franske og tyske tab ved første slag om Ieper var omkring 250.000 mand. Siden 1928 har der hver aften kl. 20 været en lille højtidelighed i Menin Gate. Den indledes af et lokalt blæserkorps, der spiller fanfaren ’Last Post’. I artiklen omtales ’forstenede skyttegrave’, og den er også illustreret med et billede af ’forstenede sandsække’. Nu nedbrydes sække i vind og vejr. De forstener ikke. Billedet viser da også en rekonstrueret skyttegrav, hvor sandsækkene er lavet af cement.

I artiklen står, at skyttegravene blev oversvømmet 1917, da de værste kampe blev udkæmpet. I krigens løb udviklede ’Vestfronten’ sig til et rent mudderbad, både på grund af regn og på grund af de ødelagte afvandingsanlæg. Under det tredje slag om Ieper i 1917 druknede hver fjerde af de 245.000 omkomne britiske soldater i mudderet. Ved Ieper forsøgte de britiske og franske styrker, der forsvarede byen i 1914, dog ikke at bruge oversvømmelse som våben. Men netop under det første slag om Ieper 19. oktober til 22. november 1914 åbnede den belgiske overkommando ved Nieuwpoort Yserkanalens sluser og hindrede på denne måde den tyske hær i at krydse floden Yser og trænge frem til Den Engelske Kanal.

Alt var under slaget et ælte, står der ganske rigtigt i artiklen. Men træerne var ikke fældet for at ende som tømmer i skyttegravene. De blev langsomt, men sikkert skudt til pindebrænde af den kraftige kanonild. Der faldt mange millioner granater under de tre slag, og der var populært sagt hverken et helt træ eller en hel bygning tilbage i 1918. Af artiklen fremgår, at rundviseren Kristof Demey også viser den canadiske læge og oberstløjtnant John McCraes gravsten frem. McCrae ligger dog ikke begravet i Ieper, men på Wimereux Communal Cemitery i nærheden af Boulogne i Frankrig. Hans digt ’In Flanders Fields’ er heller ikke, som der står i artiklen, »en ode, som var et håb om bedre og fredeligere tider«. Tværtimod opildner digtet til kamp, så de døde ikke døde forgæves. I artiklen omtales også røde valmuer. Valmuerne var stort set de eneste planter der kunne vokse i de gennemæltede frontområder. Derfor er blomsten ikke blot et symbol for byens museum om Første Verdenskrig ’In Flandern Fields Museum’, men også for British Legions velgørenhedsarbejde blandt veteraner. Derfor kan man købe masser af støttevarer med røde valmuer.

 

Politiken beklager at have bragt en artikel med så mange forkerte oplysninger. henrik.kaufholz@pol.dk

 

Fra: POLITIKEN, 26. januar 2008 og rettelse den 4.februar 2008.

 

Tekst 75 | Oversigten over kildetekster | Tekst 77

 

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk