Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 57

Henrettelser af britiske menige

I alle de krigsførende lande, kunne man blive anklaget og straffet for at desertere. Den britiske hær havde nogle af de hårdeste straffe. I alt blev 265 britiske (England, Scotland, Wales og Irland) og 31 Commonwealth (New Zealand, Canada og Sydafrika) soldater henrettet for ulydighed eller desertion. Ingen af de 113 dødsdømte australske soldater blev henrettet.

Teksten er en erindring af William Holmes, tidligere menig i den britiske hær, der er interviewet på et tidspunkt mellem ca. 1960 og 2000 og stammer fra lydarkivet i Imperial War Museum, London.

 

Menig William Holmes

Vi fik nye rekrutter fra London, og en dag kom disse to unge fyre, mellem seksten og sytten år, som havde været hos os i bare to uger, da vi fik ordre til at udføre dette her angreb. Den øverstbefalende officer kom hen og bad os om, at vi gjorde os hurtigt i en fart.

Vi havde været i reserve til et regiment foran os og den foregående morgen var tyskerne kommet over i dække af et røgslør og taget hele bataljonen til fange. De to engelske bataljoner på hver side kunne ikke komme i kontakt med hinanden, så vi skulle indlede et angreb på de tyskere.

De her to unge fyre begyndte bogstavelig talt at græde, da de hørte at vi skulle iværksætte angrebet: det var sådan et chok for dem at de så tidligt skulle være med i et angreb. Da vi begav os op til fronten for at gøre klar til angrebet, mistede vi dem af syne, men i virkeligheden var de stukket af og blev fanget af militærpolitiet fem eller seks kilometer fra, hvor angrebet fandt sted. De blev bragt tilbage og anklaget.

Den søndag blev hele bataljonen stillet op til parade. De to unge mænd blev bragt ind og stod helt bagerst ved siden af officeren. Deres huer blev taget fra dem, og hvert eneste af regimentets kendetegn revet af uniformen for at bringe dem så meget i vanære som muligt. Så blev rådets kendelse læst op, og den beskrev hvordan disse to unge mænd var deserteret, og på grund af deres desertering, og fordi de havde svigtet deres kammerater, skulle de skydes næste dag ved daggry.

Da de to unge mænd havde været i min deling, blev det besluttet at vi skulle trække lod. De, der blev udtrukket – fire skulle de være – vidste hvad de havde at gøre klokken 8 næste morgen. De følte det som jeg ville have følt – skrækslagne. Man følte sig syg, blot ved tanken om det. De var ved at skulle gå ud og skyde deres egne kammerater. Men hvad skal man gøre, vi blev nødt til at have disciplin.

Så næste morgen blev de to unge mænd bragt ud til en indhegnet gård og fik bind for øjnene. De fire mænd fra min bataljon, som skulle være med til at skyde dem, havde hver især fået deres patroner. Og parvis havde de ordre om at skyde en af drengene. En skulle skyde efter hovedet og den anden mod hans hjerte. Så at der var sikkert, at de ville blive dræbt øjeblikkeligt, hvilket de selvfølgelig var.

Det rædselsfulde ved det var, at deres forældre aldrig fik det at vide, de fik simpelthen tilsendt et telegram, hvori der stod, at deres søn var blevet dræbt i aktiv tjeneste. De fire mænd, der var blevet nødt til at dræbe dem, var lede og kede af det. Der var sympati for drengene i vores deling – men egentlig mere med forældrene. Vi led under det i dagevis, uger – jeg kan se det hele for mig.

Men pointen var: hver eneste soldat fik, så snart han ankom til Frankrig, forelæst krigens regler. Hver eneste en var kommet ud for at kæmpe. Blot for ikke at adlyde en officer, kunne man blive skudt. Så vi vidste det. Så tog vi straffen som en af livets kendsgerninger.

 

Fra: Max Arthur, Forgotten Voices of the Great War, (Ebury Press/IWM, 2002), s.203-204.

 

Tekst 56 | Oversigten over kildetekster | Tekst 58

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk