Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 54

En militærlæge om nervøse soldater

Lægerne ved fronten, var officerer. De måtte behandle mange slags kvæstelser og lidelser, der ikke var set i krige så ofte før. Det medførte forskellige faglige overvejelser; dels måtte de udtænke nye behandlingsmuligheder, dels skulle overveje hvilke diagnoser, der kunne anvendes. Desuden medførte det etiske overvejelser i forhold til soldaterne over for den øverste ledelse, der løbende udsendte ordre til, hvorledes det medicinske personale skulle forholde sig.

Første del af teksten er erindring om oplevelser og iagttagelser i 1915.

 

Kaptajn Maberly Esler, Royal Army Medical Corps (RAMC)

Til at begynde med kunne vi konstatere at sårene helede rigtig fint. I visse tilfælde oplevede vi, at et sår, der næsten var helet, næste dag igen var betændt og havde bredt sig, og efter et stykke tid kom sygeplejersken og jeg til den konklusion, at de (soldaterne) gjorde det selv for at forlænge deres ophold på hospitalet, fordi de havde fået en ordentlig omgang i begyndelsen af krigen, og det brød de sig overhovedet ikke om, og de havde ikke lyst til at blive sendt tilbage. Så vi blev enige om overhovedet ikke at indrapportere det; vi sagde "Hvad vi kan gøre er, at lægge en skide forbinding over såret og så heler det." Så kunne de ikke komme ind til såret, og vi fandt ud af, at hvis vi gjorde det og lod den sidde på en uge, var sårene fuldt helede.

Den første sygebarak, jeg havde ansvaret for, var fuldt belagt med sikher og de havde alle skudsår gennem håndfladerne, og vi tænkte "Dette er meget usædvanligt, den eneste legemsdel, som var blottet for fjenden, var deres hænder", og vi kom til den konklusion, at de måtte have holdt deres hænder op over skyttegravskanten, så de kunne blive skudt gennem hånden og blive sendt hjem som utjenstdygtige, og det var åbenbart, hvad der var sket. Men selvfølgelig blev der aldrig rejst tiltale mod dem. Men vi havde vores forestilling om, at det må have været det. Der var tredive på min sygestue og de havde alle håndsår, alle sammen gennem håndfladen. Konklusionen var ret åbenlyst, at de havde holdt hånden op for at blive beskudt.

 

Nedenstående er ligeledes erindringer; disse beskriver begivenheder i 1917.

 

Kaptajn Lionel Gameson, Royal Army Medical Corps (RAMC), Medical Officer, Royal Field Artillery

En kedelig og trist aften var jeg i færd med at grave et hul til en død, da jeg hørte (eller følte) et par granater passere hen over hovedet på mig. Jeg så dem eksplodere tæt ved to af brigadens mænd, der arbejdede i det åbne et stykke bag kanonbatteriet. En mand blev ramt. Jeg så, at han var blevet såret i låret og havde pådraget sig lårbensbrud og blødte ret voldsomt. Det var heldigt for ham, at jeg netop da havde været i nærheden. Hans kammerat var uskadt. Ham sendte jeg til Hovedkvarterets dækningsrum for at hente mit udstyr, mens jeg tog mig af blødningen.

Da jeg havde afhjulpet skaden og havde fået mere hjælp, bar vi ham til Linders førstehjælpspost. Den lille hændelse, syntes efter den længere gåtur, at være afsluttet. Senere den nat oplevede jeg dog en vanskelig episode med den dreng, der ikke var blevet ramt.

Jeg kendte meget lidt til denne unge fyr. Han blev beskrevet som normal af alle, der kendte ham, og han havde altid levet op til forventningerne. Han var vant til at se folk blive ramt, se sine venner blive sårede og til voldsomme ødelæggelser i hans umiddelbare omgivelser. Og dog var det denne enkeltstående episode, der knækkede ham. Han havde opført sig stille og roligt, da han hjalp mig med den sårede kammerat og i opgaven med at få ham hjulpet væk (helt klart den mest belastende del af episoden) og var roligt gået tilbage til sit artilleribatteri. Det var sent samme nat, at der blev sendt bud efter mig. Jeg fandt ham snakkende ophidset og usammenhængende.

Det syn står stadig meget levende for mig: det dybe tyske dækningsrum, den sædvanlige midtergang mellem køjesengene. Rummet var kun svagt oplyst af nogle få stearinlys. Min patient sad op i sin smalle køje, foroverbøjet, mens han greb hårdt om sengestolpen med begge hænder. I de fleste køjer var mænd, der rørte sig i søvne. Nogle vågnede, men brokkede sig ikke over drengens råberi. Jeg tilbragte det meste af natten hos ham. Det var ikke de bedste forhold til sådan en konsultation. Det lykkedes mig overhovedet ikke at få ham til at falde til ro. Til sidst gav jeg ham en morfinindsprøjtning og ventede til denne pæne, utvivlsomt intelligente dreng var faldet i en urolig søvn. Tidligt om morgenen tog jeg ham hen til førstehjælpsposten og han blev bragt videre væk fra fronten. Jeg har ingen erindring om hans navn. Og jeg husker ikke hvilken diagnose, jeg sendte ham videre med.

 

Fra: Max Arthur, Forgotten voices of the Great War, (Ebury Press & IWM, 2002), s.88 og Lyn MacDonald, Roses of No Mans Land, (Penguin, 1993), s.234-235.

 

Tekst 53 | Oversigten over kildetekster | Tekst 55

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk