Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 51

En såret tysk soldat: Hans Lorentzens dagbog

Den tyske, dansksindede soldat, Hans Lorentzen, blev flere gange under krigen indlagt på feltlazaret, både på grund af sygdom og fordi han blev såret. I nedenstående uddrag af hans dagbog er en beretning om at blive såret ved vådeskud. I en anden situation eller i en anden hær kunne han være blevet anklaget for selvmutilering. Desuden beskriver han ikke ukritisk forholdene på lazarettet samt giver udtryk for hvordan soldaterne ved fronten så på det han kalder 'krigshetzere'.

Dagbogen blev skrevet under krigen, men blev først fundet længe efter hans død og udgivet af hans datter i 1998.

 

Den 18. juli 1917

Laon, feltlazaret 362, Feltpost 806.

Der ser man dog, hvor hurtigt det kan gå. I går eftermiddags havde vi først haft undervisning, og derefter havde vi renset vore revolvere. Jeg var netop blevet færdig, da Feltwebel[1] Poul Schütze Rind begyndte at undersøge sin revolver, fordi den ikke virkede. Så lagde han den på bordet. Jeg tog tingesten for at se nærmere på den, og derved må jeg vel have rørt ved aftrækkeren, for pludselig gik der et skud af. Kuglen gik igennem min venstre håndbalde, gennem mit koggel[2] på bordet, gennem bordet og ned i jorden.

Bagefter erklærede Rind, at han havde afladet revolveren og taget magasinet ud, hvilket det i hvert fald altid er forkert at gøre, da der på den måde altid vil blive en kugle siddende, og jeg havde ingen anelse om, at den sad der endnu.

Nu slap vi godt fra det, men der kunne lige så godt være blevet dræbt en mand derved, eftersom vi alle sad rundt om bordet.

Jeg gik straks op til sanitets-soldaten Langerhorn (artilleriet) for at blive forbundet. Derfra gik det til sanitetskompagniet i Chavignon, hvor en lægeofficer forbandt mig yderligere. Derfra igen i ambulance til hovedforbindspladsen og derfra straks videre til feltlazarettet her i Laon.

Såret er gudskelov ikke alvorligt, og hovedsagen er jo, at der ikke skete en alvorlig ulykke, hvilket let kunne være blevet tilfældet. Jeg skal formentlig blive her og afvente, hvad der videre skal ske.

 

Den 23. juli 1917

I dag er det 23. juli og jeg er igen blevet udskrevet fra fletlazarettet for viderebehandling i afdelingen. Jeg har været her nøjagtig en uge. Der er intet blevet gjort ved såret.

Den 18. juli, da jeg første gang blev undersøgt af stabslægen, blev jeg sendt til feltlazaret 158, hvor der var en professor, der var meget interesseret i mit skudsår, især fordi det drejede sig om et vådeskud, men også fordi såret havde karakter af et båndsår. Der blev på stedet lavet et gipsaftryk, og næste morgen lavede en underofficer en tegning af såret. Derudover blev der intet gjort ved selve såret, en ren forbinding det var alt.

Efter at stabslægen i dag havde besigtiget såret, sagde han, at jeg godt kunne vende tilbage til afdelingen: "Såret ser jo udmærket ud." Da jeg senere trykkede lidt på det, kom der materie ud. jeg viste hånden til en sygeplejerske, og da hun nu trykkede løs på såret af alle kræfter, sprang der en hel materie-orm ud af såret. […]

 

Nu lidt om livet her på lazarettet.

[…]

 

I operationssalen stod der seks operationsborde på rad og række, hvor de arme mennesker måtte gennemgå de største operationer. Man amputerede arme og ben o.s.v. hvor mange mon om måneden? Og dog hørtes der næsten ikke en lyd, højst en tung stønnen fra de bedøvede.

Dagen efter var jeg ude på lazarettets kirkegård. Der så jeg, at man måtte lægge 6 mand i hver grav for at få plads til alle.

I en aftentime gik jeg gennem døds-salen. Den blev kaldt sådan, fordi der i denne sal kun lå hårdtsårede med over 40 i feber, og som var opgivet af lægerne. […]

Da jeg så denne elendighed, hørte denne jamren og stønnen, hørte de såredes tryglende bøn om hjælp, hørte hvordan de i febervildelse kaldte på slægtninge og på dem, man havde allermest kær derhjemme, da havde jeg fået nok. Aldrig nogensinde vil jeg kunne glemme, hvilken ulykke og hvilken gru krig medfører. En sådan elendighed, en sådan jammer, ser man ikke ude i første linie, i det mindste ikke på samme måde som her. Godt nok ser man mange hårdtsårede, døende kammerater, men den rigtige jammer og elendighed ser man først i lazaretterne. […]

 

Hans Lorentzen beskriver dernæst dagsrytmen og forplejningen og sit eget videre forløb og ophold på lazarettet.

 

Men var det end aldrig så godt her, så alligevel langt hellere være derude og håbe på, at man ved Guds hjælp igen slipper ud af "slagtefesten" og kommer helskindet hjem.

Det er meget længe siden, at jeg har troet på en heltedød, og det er der vel kun de færreste, der gør endnu. Men hellere være død end at være en stakkels krøbling resten af sit liv – og så at blive det for intet og atter intet.

Disse krigshetzere derhjemme, de skulle engang prøve at komme herud i 8 dage. Da ville de komme på andre tanker.

 

Hans Lorentzen vender kort til efter til aktiv tjeneste.

I den store forårsoffensiv i påsken 1918 bliver han igen såret under et tysk angreb, og denne gang noget mere alvorligt i maven. Han formår at komme væk fra forreste linje ved egen hjælp, men bliver hjulpet videre til hovedforbindpladsen og bliver fragtet på ammunitionsvogne sammen med andre sårede og bragt til et helt nyindrettet feltlazaret

 

April 1918

[…] hvor man derfor overhovedet ingen hjælpemidler havde.

En sådan elendighed, hvor en enkelt sygepasser skal tage sig af hundrede sårede, er ganske ubeskrivelig. 3 dage har jeg nu ligget her og har intet fået at spise (på sedlen står nemlig, at der er tale om et skud i maven o.s.v.), og jeg er heller ikke blevet forbundet.

De af de hårdtsårede, der når at komme vel bort herfra, er så at reddet. Der ligger vel 2-3.000 sårede her. Hvilken elendighed og hvilken jammer. 3 dage har man ligget i feltlazaret 283, rundt omkring på gulvet, med kvaste lemmer, der nu bliver ganske ødelagte og lamme. Forhåbentlig går det dog snart bort herfra og hjemad. Gud ske tak og lov, at det trods alt ikke blev værre.

Man er dog sluppet fra det med livet i behold. Måske vil krigen være forbi, inden man når så langt, at man igen kan bruges som soldat.

 

Hans Lorentzen tilbringer endnu et par måneder på forskellige lazaretter og derefter med rekreation i Tyskland og en orlov hjemme. I slutningen af oktober vender han atter tilbage til fronten i Belgien.

 

Fra: Og det kalder man at være civiliseret – Hans Lorentzens dagbog fra 1. Verdenskrig (Odense Universitetsforlag, 1998), s.103-106 (i uddrag) juli 1917 og s.144 (i uddrag, april 1918).

 

[1] Delingsfører, sergent

[2] Udstyr

 

Tekst 50 | Oversigten over kildetekster | Tekst 52

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk