Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 42

Tyske skildringer af Passchendaele

Med begyndelsen af oktober 1917 måtte den tyske Overkommando se i øjnene, at de allierede havde ændret taktik: de søgte ikke længere at opnå et endeligt gennembrud eller at sætte fjerne mål der lå udover rækkevidden af deres feltartilleri, men havde erstattet disse med en 'bid-og-hold-fast'-taktik, der med ét umuliggjorde virkningen af det tyske fleksible forsvar. Den tyske hærledelse forestillede sig, at de allieredes intention var at indføre en taktik i form af en række lokale fremstød hurtigt efter hinanden, med det formål at tvinge forsvaret bagud, langsomt men sikkert i retning mod kysten.

Nedenfor er forskellige skildringer af kampene i de første to uger af oktober 1917 koncentreret om 4. oktober. De tre første tre tekster stammer oprindeligt fra beretninger, der blev indsamlet af regimentets militære arkivarer og udgivet i 1920'erne og 1930'erne; de efterfølgende tre tekster er af mere officiel karakter.

 

Menig infanterist (Füsilier) Karl Böhme, 5. Foot Guard Regiment – beretning fra regimentets historie, udgivet i 1925

På den sjette aften på vores tur (3.-4. oktober) kom ordren: "Vær særdeles opmærksomme! Vi giver englænderne direkte modstand. Friske regimenter er bragt frem for at iværksætte et angreb. Vi skal holde vores positioner til sidste mand. Festen begynder! Spærreilden brager ned, granater regner i et vildt raseri til jorden. Fremad kammerater og giv englænderen, hvad han fortjener. Vi vil fejre angrebet derovre som hævn! Så hævede jorden sig som en gigantisk bølge og rystelsen omsluttede hele området, da himlen åbnede sig som i en stålstorm! Fra tusinder af kanoner kom en endeløs hylen, bragen og dunren. Kæmpe lyn oplyste himlen, når jorden skælvede under de knusende nedslag. Så hørtes skrigene fra de døende! Kære Gud i himlen, lad denne morgen få en ende! Pulsen steg, hver mand klyngede sig til livet her i Helvedes gab.

Pludselig, hvad var det? Enkelte kom løbende tilbage, så flere, så en hel flok og ind imellem dem rækker af englændere. Så åbne ild, vores kammerater har brug for hjælp. OK, fjenden mod højre. Sigt! Skyd! Det ser ud til at de blevet standset. Pas på til venstre. Ræk mig et nyt patronbælte – kølevandet koger allerede i geværet – Fandens – nu bliver maskingeværerne stille, det kan ikke affyre sine salver – skytter kom herover! – rens det – det er helt stoppet til, et patronhylster sidder fast i bundstykket – der er ikke tid til at ordne det – her er en ekstra riffel. Bare skyd, skyd så hurtigt du kan, skyd som om dit liv afhang af det.

Og vi stod fast, skulder ved skulder, men fjenden blev ved med at bringe friske tropper frem. Vores lille flok skrumpede ind. Den dødsensfarlige blyregn rev først én så den næste af os bort. Vi smeltede væk som sne om sommeren. Rundt omkring var det død og flammer! – håndgranater eksploderede – ilden fra håndvåbnene fløj i alle retninger! Er der ingen tilbage, der kan fylde de tomme pladser? Maskingeværet har sat sig fast på grund af snavs og ude af funktion, al ammunitionen er blevet skudt af – der er kun to af os tilbage; to fra to enheder – nu er der spildt tilstrækkeligt blod – det er nytteløst at fortsætte kampen. Der er et benhårdt valg – træk dig tilbage eller bliv taget til fange – Hænderne op! Men det er ikke en styrkeprøve – ud af hullet og løb for livet.

Det er altid bedre at gøre det end at overgive sig kuet. De tiloversblevne kan altid samle sig bagude.

Det lykkedes os at blokere englændernes fremrykning. Endnu en gang står vi fast og forsvarer os! Dampen er gået af fjendens angreb. De forsøger ikke at rykke længere frem. Alt de har erobret, er et par hundrede meter. Endnu engang er sejren gledet ud af hænderne på dem. Omsider hører vi de længe ventede nyheder. "Afløserne er her!", beskeden går fra mund til mund. Vi begiver os af sted til indkvarteringen bagude henover de sønderskudte veje. Kun få har overlevet kampene. Helt udmattede rapporterer vi ind ved kompagniets samling. Tre mænd ud af hundrede, der gik op til fronten, svarer, da deres navne bliver råbt op.

 

Major Lincke, kommandant, 212te Reserve Infanteri Regiment – beretning fra regimentets historie, udgivet 1933

Kort før klokken 06:00 og langt bag de britiske linjer blev affyret et indtil da ukendt lyssignal, der bestod af tre blå, røde og grønne blus, som hang fuldt synlige på himlen i flere minutter. Dette signal var startskuddet til den uventede start på en koncentration af fjendtlige granater af let og middelsvær kaliber mod vores skyttegrave.

Denne ild var af en intensitet, som selv vores kamphærdede officerer og mænd aldrig tidligere havde oplevet. På trods af beskydningen kom kompagnierne på fødderne midt i angrebet og indtog deres positioner, nøjagtig som de var blevet beordret. Hvad der helt nøjagtigt skete i det sumpede område i mørket og tågen, kunne ingen beskrive. Ingen rapport nåede nogensinde frem til bataljonens kommandant, hvilket er et tegn på slagets intensitet. Tidligere, selv i de hårdeste kampe, havde delings- og kompagnikommandanterne altid udført deres pligt, og sendt situationsrapporter til hovedkvarteret bagude.

På den anden side varede det ikke længe, inden en ordonnans ankom til hovedkvarteret for bataljonen i venstre side og forsynede dem med information om, at den forreste del af 93ende Reserve Infanteri Regimentet var fuldstændig opløst og at fjenden var trængt dybt ind i vores positioner, truede vores flanke og bagtropper. Dette troede man først ikke på og kommandanten udspurgte ordonnansen vedrørende omstændighederne. Han forklarede at to medlemmer af 93ende Reserve Infanteri regiment, som udviste alle tegn på chok, var hastet forbi dem, mens de blot gav en kortfattet forklaring.

 

Korporal (Unteroffizier) Paul Stolz, 92ende Reserve Infanteri Regiment – beretning fra regimentets historie, udgivet 1934

Den 4de oktober gryede. Det var en dag, der for mig og mange andre vil forblive uforglemmelig. Allerede klokken 5:30 om morgenen væltede briterne en så intens trommeild ned over os, som man næsten ikke skulle tro mulig.[1] En uafbrudt serie af 320 mm haubitser-granater blev sendt ned på vores stillinger. Målet var at suge alt liv ud af os. Blot et par underofficerer og deres mænd holdt fortsat stand. Mange havde trukket sig tilbage til syd for Beselare-Ypres vejen, hvor artilleriilden, hvad jeg senere opdagede, var mindre intens. Men vi var forpligtet til at blive, hvor vi var, for at beskytte bataljonens mandskab.

Granat efter granat smadrede ned imellem vores tropper. Flere af vores kammerater blev begravede af en fuldtræffer. Og andre led samme skæbne. Mange blev levende begravet. Nogle blev gravet ud; […] jeg mistede det halve af min deling.. Nogle kunne vi kun redde som lig. Trinkler blev alvorligt såret og døde ved siden af mig i lægens arme. Denne frygtelige trommeild varede indtil om aftenen. Ind imellem de mørke skyer fra eksplosionerne, skød springvand af beskidt gult, suppeagtigt ler ud af kraterne iblandet kæmpe klumper af jord, træstubbe og stykker af beton. Det var som en vulkan i udbrud. Ingen djævelsk magt kunne frembringe noget mere voldsomt. Overfor dette menneskeskabte, ville Helvede selv forekomme svagt. Hele denne svampede jord rystede, når ekstra tunge forsagere, som der var mange af, borede sig ned gennem jorden.

Samtidig stødte briterne frem med stor voldsomhed, fremrykningen kom nærmere og nærmere og endelig truede de vores højre flanke. Jeg så aldrig vores artilleri yde en præstation som denne dag. Ikke så snart var de farvede blus affyret, før end granaterne begyndte at brøle forbi hen over os. Et batteri af kortrækkende artilleri var installeret sammen med os. Kanonskytterne arbejdede klædt i de bare skjorteærmer og affyrede de granater indtil løbene var rødglødende. Hver eneste kampvogn, der dukkede op foran os blev beskudt. Bagved os kom feltartilleriet frem i firspring, uden beskyttelse og bragte briterne under direkte ild. Kanonerne løb snart tør for ammunition, men det gjorde det britiske angreb ligeledes.

[…] Vi udholdt timer af intensiv kamp, men vores indsats blev kronet med succes. Vi kunne se tilbage på denne dag med stolthed. Det lykkedes ikke briterne at erobre vores stilling, selv om de tog den forreste linje i besiddelse. Døde mænd og smadrede kampvogne var strøet udover den oppløjede jord. Vores nerver var spændt til bristepunktet gennem hele denne dag under så intensiv artilleriild. Vi længtes efter hvil, da vi knap havde haft en times søvn undervejs. Den efterfølgende aften blev vores bataljon afløst.

 

De nedenstående to tekster er de officielle rapporter og meddelelser.

 

Fjerde Armés daglige rapport 4. oktober 1917

Endnu engang angreb briterne langs linjen fra Langemark til syd for Ypres-Menen vejen. Hovedfokus på denne vigtige kampdag var Poelkapelle, Passchendaele-området, Zonnebeke, Beselare og landsbyen Geluveld. Briterne erobrede blot en smal stribe land fra Poelkapelle til Zonnebeke og Beselare. Det var helt ude af proportion med de meget store tab.

 

Arméens Øverste Kommandos Officielle Kommuniké for 5. oktober 1917

Den øverstbefalende og mændene fra Fjerde Armé har udholdt en dag med kampe af sjælden intensitet, og kommet ud af den i behold. Fra tidlig morgen til sent på aftenen var der fortsat kampe i området nordvest for Langemark til syd for Menen-Ypres vejen. På en front på femten kilometer var der gentagne britiske angreb. Enorme mængder artilleriild, på grænsen af hvad mændene og kanonerne kunne yde, blev rettet mod jorden, hvor et bittert, bølgende infanterislag udspillede sig. Slaget var centreret om Poelkapelle, de enkelte gårde tre kilometer vest for Passchendaele, korsvejene øst og sydøst for Zonnebeke, skovene vest for Beselare og landsbyen Geluveld.

Fjenden var kun i stand til midlertidigt at rykke frem til denne linje, men på grund af styrken af vores modangreb, kunne de ikke holde, det de havde erobret, på trods af at de fortsat sendte friske tropper ind i kampen til sent på aftenen. Den samlede britiske erobring var derfor begrænset til en stribe land på en til en halv kilometers bredde fra Poelkapelle til forgreningerne vest for Zonnebeke og langs linjerne fra der til Beselare. Denne landsby, ligesom Geluveld bliver holdt sikkert i vore hænder. De britiske divisioners blodige tab – mindst elleve var involveret i morgenens angreb langs frontlinjen – bliver enstemmigt anslået til at have været meget høje. Det fremragende samarbejde mellem alle våbentyper i vores hær, som i kombination var bestemt til at bryde selv et massivt, kraftigt slag fra britisk side som dette, hvis formål, på trods af protester om det modsatte, ikke var begrænset, men utvivlsomt rettet mod fjerne mål.

Intet kan nogensinde overgå heltemodet blandt de tyske tropper i Flandern.

 

De mere private tanker hos armeens øverstbefalende, kronprins Rupprecht, som blev udtrykt i hans dagbog, gør det på en mere behersket måde klart, at han i det mindste var opmærksom på de konsekvenser, det seneste allierede fremstød indebar. Nedenfor indførsel i kronprins Rupprechts dagbog for 4. oktober 1917.

 

En større fjendtlig offensiv blev indledt mellem Ypres-Staden jernbanen og Ypres-Menen vejen. Det lykkedes fjenden at rykke omkring en kilometer frem. Vi holder stadig Poelkapelle, desværre mistede vi Broodseinde, men vi holder stadig Geluveld. Fremspringet, som nu er rykket ind mod vores linjer, har forlænget vores frontlinje, og således gjort den generelle situation mere vanskelig. Heldigvis er gennembruddet netop ved Broodseinde direkte overfor den forstærkede Flandern II position, der strækker sig fra Passchendaele så langt som til Keiberg (omkring 3500meter). Fordi dette er det sidste højdedrag inden det flade land, bliver vi nødt til at skubbe fjenden tilbage fra de højdedrag, som han indtog i går. Dette kan bedst opnås ved hjælp af et modangreb ind i hans højre flanke, indledt fra retningen Beselare-Geluveld.

 

Fra: Jack Sheldon, The German Army at Passchendaele, (Pen & Sword, 2007), s. 194-196 og s.206-207.

 

[1] Ifølge divisionsrapporter efter slaget viste det sig at briterne havde haft 232 aktive batterier, mod 64 hos tyskerne. Et batteri er en artillerienhed, med fire til otte styk skyts eller raketkastere.

 

Tekst 41 | Oversigten over kildetekster | Tekst 43

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk