Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 40

Britisk menig og tysk sekondløjtnant ved Somme

Det syv dage lange uafbrudte bombardement der blev iværksat ved Somme i ugen op til 1. juli 1916, var det hidtil længste i krigen og havde til hensigt at ødelægge det tyske forsvarsværk, som forberedelse til at infanteri kunne indlede slaget. Det tyske forsvar var imidlertid forblevet stort set intakt, da de engelsk-franske tropper påbegyndte deres massive angreb langs en 25 kilometer lang front.

I den sektor hvor den britiske soldat Robert Cude er på vagt som ordonnans, begyndte bombardementet kl. 07:22 om morgenen den 1. juli – en smuk sommermorgen.

Robert Cude er 21 år, fabriksarbejder, og en af dem, der melder sig frivilligt, da krigen bryder ud. Han får tildelt positionen som ordonnans ("battalion runner"), der på cykel skal aflevere beskeder mellem bataljonens hovedkvarter og frontlinjen. Nedenfor udsnit af Cudes dagbog.

 

1. juli

Dagen for angrebet kommer. Og kanonerne er virkelig øredøvende, ikke én tysker kan overleve derovre. Som tiden skrider frem og kommer nærmere på det givne øjeblik, spørger jeg mig selv, hvor mange af den slags bombardementer, der vil være nødvendige før krigen er ovre. Dette må være begyndelsen til enden.

Klokken 7:22. Hver eneste kanon gav sit bedste i otte minutter og larmen var overvældende.

Præcis på det anførte tidspunkt klokken 07:28, to minutter før linjen rykkede frem sparker kaptajn Neville, fra 8nde East Surreys, fodbolden, som skal lede drengene til tyskerne. Han bliver dræbt, mens hans ben er løftet efter at han sparkede til bolden. Jeg har alt for travlt til at kunne opfatte omgivelserne andet end vores umiddelbare frontlinje. East Surreys og Queens[1] går fremad, mens de synger og råber, og bolden bliver spillet frem og tilbage. De bliver fulgt af 7. Buffs, som skal afslutte angrebet efter dem, de vil få deres sag for, hvis tyskerne viser sig genstridige. Så begynder drengene at komme i bevægelse; vi kan se at, i modsætning til hvad vi forventede, går det ikke, som vi gerne ville have haft det. Her kunne jeg tilføje, at jeg er i gang med at skulle aflevere en besked og besluttet på at stoppe for at se en smule af underholdningen.

Tyskernes maskingeværer åbner en frygtelig ild mod vores drenge og den første bølge af mænd er hurtigt decimeret. Andre springer fremad og udfylder hullerne. Jeg er forfærdet ved at se, med hvilken præcision tyskerne skyder. Han har masser af maskingeværer og fremkalder et frygteligt blodbad. Jeg længes efter at være tilbage hos bataljonen, så jeg kan gøre mit bedste for at skade en tysk familie. Jeg hader disse svin.

Det var et smukt syn og et jeg ikke vil glemme. Krig er som dette, på sådan en smuk dag, forekommer mig at være ganske korrekt og forsvarlig! På en dag som denne føler man en intens glæde i at leve, selv om livet her, for at sige det mildt, er yderst usikkert. Mænd løber den visse død i møde og spøger og smiler og bander, samtidig er man på en måde dejlig rolig, for man føler at man skal dræbe, og så ofte man kan. Min hånd søger ned i min lomme. Har to 'Mills'[2] i hver, og nu kommer der nogle tyskere imod mig. De er taget til fange, og hvis det ikke var fordi de er skarpt overvåget, ville jeg have smidt mindst én af mine håndgranater mod dem.

 

Klokken 10 formiddag. Drengene kæmper stadig i skyttegravene og dækningsrummene og jeg må sige at i betragtning af de udfordringer tyskerne har fået og den modstand de er blevet mødt med, kæmper han for selve livet. Der bliver ikke givet pardon ret mange steder og i dag var jeg overrasket over at mænd kunne kæmpe så bittert. Man skal ikke lede længe efter årsagen, for titusinder af vores mænd er faldet, for aldrig at rejse sig igen. De er blomsten af Englands ungdom. De mænd, som England dårligt kan undvære. Så langt som øjet rækker, ser jeg række efter række af døde. Jeg er bange for, at hvis det ikke var fordi, jeg havde alt for travlt med at undvige granaterne, ville jeg være brudt sammen.

Stakkels Newcombe og sergent McClusky, sergent Whipps, løjtnant Baddeley og næste hele min gamle deling var derude og de fleste af dem ville ikke rejse sig igen. Har mistet mine gamle venner i dag. Der er dog stadig nogle tilbage, hvis jeg er. Vores drenge skånede ingen i lang tid, men selv en massenedslagtning af en slået, men ikke vanæret fjende er, eller bliver, afskyeligt. Efter klokken 10 om formiddagen begyndte fangerne at strømme ind. De havde endda taget en general og flere af hans stab til fange. Fangerne var grundigt udmattede.

 

Klokken 11. af sted igen for at nå frem til bataljonen. Har masser af mulighed for at iagttage den ravage kanonerne har lavet, mest vores. En konstant strøm af sårede er på vej bagud og nogle af dem med frygtelige åbne sår. Men bårebærerne kan end ikke håbe på at hjælpe en tiendedel af de sårede, så hvis en mand kan så meget som kravle, bliver han bedt om at gøre det. Der er masser af souvenirs: ure, punge, ringe, og hjelme ligger spredt over det hele, men da jeg lige er vendt tilbage fra orlov, kan jeg ikke samle for meget ind og bære det med mig. Flere af de fanger jeg snakkede med, omtalte vores artilleri som grusomt, og jeg så tårer i øjnene på mange af tyskerne, da de tænkte på det. En ting, der er værd at nævne. De forbrændte ansigter og hår på nogle af tyskernes var et udmærket vidnesbyrd om effektiviteten af vores flydende ild[3], som var blevet anvendt i betydeligt omfang.

Næste tre dage går med at begrave de døde og forstærke vores positioner.

 

Cude overlevede krigen og blev igen fabriksarbejder. Da han gik på pension fik han lyst til at prøve noget helt nyt, og blev statist i den første James Bond-film Doctor No.

 

Ved fronten overfor briterne lå tyskerne. Også den nyudnævnte sergent, Paul Hub, havde meldt sig frivilligt ved krigens udbrud. To dage før han tog til fronten, forlovede han sig med sin kæreste Maria. Da hans regiment blev overført til fronten ved Somme, skriver han afskedsbreve til sine forældre og til sin forlovede.

Paul Hub skriver til Maria så tit han kan og giver detaljer på baggrund af sin dagbog i baguddaterede breve, som han skriver, når han kan finde ro til det.

 

29. august

Kære Maria,

Jeg bliver nødt til at skrive til dig igen herfra. Vi skal af sted igen. Alt tyder på, at vi skal til Somme. Vi skal ikke være der så længe. Normalt tilbringer et regiment to til tre uger der, inden de bliver afløst. Ikke mange kan udholde mere end det. Hvor tabene er størst, er nerverne mest tilbøjelige til at svigte. Hvis Gud vil, overlever jeg dette helvede. Jeg er ikke helt overbevist, men er alligevel sikker på at det værste ikke vil ske. Kære pige, jeg ønsker så højt at blive lykkelig sammen med dig. Jeg sender dig min ring som bevis på min sande kærlighed. Din Paul.

 

12. september

Kære forældre,

Seks dage med kampe ved Somme og der synes stadig ingen ende på det. Artilleriet hamrer ned på vores positioner, ryster jorden og vores nerver med den. Jeg ønsker inderligt, at de næste tolv dage var ovre og at jeg havde overlevet dem. Indtil nu har jeg været OK. Heldigvis er fjendens infanteri til ingen nytte. Vi kan drive deres angreb tilbage ved hjælp af blot et enkelt maskingevær og nogle få rifler. Men deres artilleri holder aldrig op. De beskyder os konstant dag og nat. Jeg ved virkelig ikke hvordan vi skal overleve de næste tolv dage. Vi har kun vores frakker, presenninger og kogegrej med os. Vi lever som svin. Den kolde mad hjælper ikke. Min trench coat er blevet indtil flere størrelser for stor.

 

4. september

Kære Maria,

Vi har mistet omkring 40 procent af vores kompagni i dag, tror jeg. Mange af dem var så udmattede at jeg ikke kunne beordre dem til at gøre noget som helst. Jeg havde beordret en sergent til at følge med mig, men han truede med at skyde mig. Jeg fik ham arresteret. […]

 

20. september

Kære Maria,

Jeg havde netop indtaget vores position, da en tung mortergranat ramte vores bagvæg og begravede mig og to andre fra mit kompagni under jorden. Jeg kan ikke beskrive, hvordan det føltes at være begravet under den mængde jord uden at kunne bevæge en eneste muskel. Heldigvis beskyttede min store stålhjelm mig mod at få jord i munden og næsen. Alligevel havde jeg meget svært ved at trække vejret, men hjælpen var nær.

Da nogen kaldte, om der var nogen nedenunder, råbte vi "Ja!" og de begyndte at grave os ud med det samme. De troede, at de blev nødt til at befri de andre, før end de kunne nå frem til mig, men til sidst trak de mig ud sammen med de andre.

Jeg følte det som om mine ben var blevet hakket af. Jeg sad i skyttegraven og krøb sammen til en kugle, med ryggen mod væggen og mine fødder trukket op under mig, den stilling som jeg havde været begravet i. Vægten af jorden havde skubbet mit hoved frem og revet i mine rygmuskler.

 

21.september

Kære Forældre,

I morgen bliver vi sandsynligvis afløst. Mange af os er syge. Vi har gjort nok her ved Somme. Mine tropper (det 8ende kompagni) har mistet 58 procent af det oprindelige antal på de sidste ti dage.

 

24.september

Kære Forældre,

Gudskelov at slaget ved Somme er overstået. Vi har været i hvile i Clary siden i går. Vi var helt desperate efter at få vasket Somme af vores tøj og vores hud. Vi er langsomt ved at blive mennesker igen. […]

 

Paul Hub giftede sig efter fire år med sin forlovede, Maria, i juni 1918. Han døde to måneder senere af sine sår efter at være ramt en shrapnel i hovedet og det ene ben på fronten ved Somme. Hans forældre mistede således alle deres tre sønner.

 

Fra: Svetlana Palmer & Sarah Wallis, A War in Words. The First World War in Diaries and Letters (London, 2004), s.194-196 og s.198-202 (i uddrag).

 

[1] Engelske regimenter.

[2] En æggeformet håndgranat, der eksploderede som en shrapnel, dvs. den spredte små stykker skarp metal, når den eksploderede, hvilket kunne anrette store fysiske skader.

[3] Cude hentyder sandsynligvis til det nye våben, udviklet af tyskerne og sidenhen anvendt af alle, flammekasterne.

 

Tekst 39 | Oversigten over kildetekster | Tekst 41

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk