Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede

Emma Gad om "Husherren og Husfruen" i Vort Hjem (1903)

De mange ændringer i samfundslivet omkring 1900 og mulighed for ændring af social status, betød at unge mennesker kunne opleve mangler i deres opdragelse til at leve på den måde, som nogle vidste, var den nødvendige vej til ære og respekt fra det bedre borgerlige miljø. Derfor var firebindsværket Vort Hjem (1903) en populær bryllupsgave i det tyvende århundredes begyndelse.

Der var mange forskelligartede indlæg af kendte professorer, direktører og andre specialister, og som nedenstående uddrag af Emma Gad (1852-1921). Emma Gad stammede selv fra det højere borgerskab, og var via en arv efter sin far økonomisk uafhængig af sin mand. Emma Gad skrev indtil flere skuespil og var tilknyttet dagbladet POLITIKEN som skribent.

 

Familien

[…]

Husets Herre, det vil sige Ægtemanden, Faderen, den, der tjener Brødet, er ansvarlig med Navn og Person for hele Familien, men Udtrykket Husherren har ikke mere samme Betydning som i de ældste Tider. […].

Og dog maa Husets Herre nødvendigvis betragtes som Hovedet for Familien, da det er ham, der til syvende og sidst staar med Ansvaret; i de fleste Forhold maa i sidste Instans hans Mening være den afgørende, dels fordi han som Forsørger staar der, hvor Livskampen er hedest, og dels fordi han har den Pligt at beskytte dem, han er ansvarlig for.

Men endnu større Betydning har det, at han for Loven staar som Repræsentant for Familien. Husherren er den, som i de fleste Tilfælde staar inde for Borg og Gæld, den, der har det politiske Ansvar, […] og den, der kræves til Regnskab og maa bøde, hvis noget Medlem af Familien kommer i Vanskeligheder og Konflikter.

Hans største Forpligtelse er derfor at bære det moralske Ansvar, idet Hjemmets Værdi i ydre Forstand beror paa ham, og alle Medlemmer af hans Husstand til en vis Grad maa synge med hans Næb. Ikke alene er det hans Livserhverv, politiske Standpunkt og borgerlige Anseelse, som angiver Familiens sociale Stilling, men ogsaa inden for Hjemmets Vægge vil det som oftest være hans Standpunkt, der i det store Hele gør sig gældende og anslaar den herskende Tone. Hvis han derfor er en Personlighed, der forstaar at opretholde sin Værdighed og Myndighed, saa følger det ganske af sig selv, at man i hans Hjem respekterer hans Ønsker som Husets øverste Lov. […]

En Moder er i Regelen smidigere i Tanken, finere i Forstaaelsen over for de unges Krav til Livet end Faderen, kan mildne mangt et Stød, afværge mangt et ukærligt Ord; og naar de unge ere hensynsløse og de ældre uretfærdige, formaar hun med Takt og Finhed at fjerne Misstemningerne, snart med nogle forstandige Ord, snart med et Smil eller en Spøg; hun er derfor den, der bedst formaar at hæve og opretholde Agtelsen for Familiefaderen, naar hun aldrig – ved at gaa i Ledtog med Børnene mod Manden – glemmer, at hendes Plads er ved Mandens Side, og at hun i første Række er Hustru og dernæst Moder. Hjemmets Lykke inden Døre beror paa Moderen – Husmoderen! Lad hende derfor være sig sin Evne og sin Betydning bevidst!

[…] Naar vi se tilbage paa de store Mennesker, der have opdyrket og hidført, hvad der er højst og skønnest i Livet, ville vi næsten altid faa at se, at deres Mod og Evner kunne føres tilbage til Barndommens første Paavirkninger eller med eet Ord: til Moderen.

Der tales meget om de forskellige Leveveje, der mere og mere aabnes for Kvinden, og dette er selvfølgelig rigtigt og godt, men ingen kvindelig Levevej er dog saa naturlig og saa at sige selvskreven som den at være Hustru, Moder og Husmoder. Det ses bedst af, at intet Steds fremkaldes og udvikles Kvindens bedste Egenskaber som ved dette hendes hovedsagelige Hverv. Lad os da betragte dette Hverv lidt nøjere og se, hvad det i Grunden vil sige at være Husmoder.

De Pligter, der praktisk set paahvile hende, kendes af enhver og ligge lige paa Overfladen – de, der bestaa i at give Pengene forstandigt ud, ligesom at spare dem med Omtanke, at vælge Fødemidler, der afgive en sund og behagelig Ernæring, at passe, at Boligen holdes ren og ordentlig og at sørge for, at de, for hvem hun er ansvarlig, ere formaalstjenligt og efter Evne kønt og klædeligt paaklædte.

[…]

Har hun denne Evne til at vække Harmoni og Tillid, saa vil hun – ogsaa føle, at Hjerterne knyttes stadig fastere til hende, og at det er hende, som de omværende – baade voksne og Børn, Husfæller og Tjenestefolk – instinktmæssigt ville ty til, naar de trænge til Bistand og Raad.

[…]

Naar en Husmoders skønneste Hverv altsaa bestaar i at sprede Lykke om sig, saa maa det staa hende klart, at hun kun formaar at gøre dette, ifald det fylder hende selv med en indre Lykkefølelse. Hvem kender ikke de fortræffelige Husmødre, som udrette, hvad de skulle, med den yderste Samvittighedsfuldhed, men som synes evig kuede af det daglige Livs Byrde og kun komme gennem deres Pligter med det øjensynligste Besvær. At kunne skjule og glemme egne Smaabekymringer og skabe en god og glad Tone i Hjemmet, det er ikke alene at bidrage mægtigt til dets Velvære, men ogsaa at gøre Arbejdet og Pligten lettere for alle, […] I det hele taget. at finde sin egen Lykke i Tanken om at være til for at gøre Livet godt for de andre, det er vel Løsenet for en god Husmoders Livsopfattelse; men hun bør derfor ikke udviske sig og kun virke i den Formening, at det er nok at sørge for Husstanden uden at drage Omsorg for sig selv. Gør hun ikke det, smelter hun ikke sin egen Personligheds Krav sammen med Følelsen for de andres Lykke, saa vil hendes Hjem miste sin Skønhed.

Intet er mere dødbringende for det almene Velbefindende i et Hus end en Kone, der optræder som Offer. Ikke alene lide Mand og Børn derunder, saa at de lidt efter lidt søge deres Glæder andet Steds, men det ender med, at hun mister sin Værdighed og Følelsen af i dybeste Forstand at være den vigtigste i Huset – den, der indblæser Hjemmet dets Aand. Den Kone, der slider, til hun er dødsenstræt, der lever af hvad som helst, naar Mand og Børn ere ude, der gaar i gammelt, udslidt Tøj, for at Døtrene kunne være des finere klædte, hun mister sit Hold over for Mand og Husstand. Selv om hun aandelig set er hævet over at dyrke sig selv og udfolde Luksus i Klædedragt og Livsvaner, bør hun klogelig hævde sin Stilling saavel udad som indad gennem Omhu for sin Person og Opretholdelse af sin huslige Værdighed. De Betingelser for et lykkeligt Hjem, som udgaa fra en sund, velplejet og tilfreds Husmoder, ere ganske uerstattelige, og denne Bevidsthed bør i god Forstand højne hendes Selvagtelse og holde hendes Livsmod oppe.

[…]

Og om disse Pligter, der ere byrdefulde nok, selv for den dygtigste, tales der tit, som om det var den letteste Sag af Verden at styre et Hus, saa at enhver udygtig og uvidende Kvinde, som intet andet kan udrette, altid kan tage denne Opgave op. Sandheden er, at det er en højst ansvarsfuld og vanskelig Gerning. At udføre den virkelig godt, kræver de højeste og bedste Egenskaber: praktisk Erfaring, Flid, Taalmodighed, Takt, Klogskab, Elskværdighed, Orden og Skønhedssans. Ikke mindst det sidste. Hjemmets Skønhed virker forædlende, og Husmødre tage storlig fejl, naar de mene, det er nok at føre Krig mod Støv og Smuds.

Den skønhedselskende Ordning, den kærlige Haand, der giver det hele et Præg af Ynde og Omhu, alle disse Ubetydeligheder, der samlede udgøre Forskellen mellem et hotel garni og et Hjem, de maa enten udgaa fra Husfruen eller ogsaa maa de savnes. Ganske vist, de kræve megen Omsigt og Tid, og det kan vel hændes, at en Husmoder, efter at have draget Omsorg for alle de utallige Smaating, kan blive lidt træt ved Fornemmelsen af, at det ikke er til at se, hvad hun har bestilt. Og dog, hvis hun lagde Hænderne i Skødet, vilde det snart vise sig, at hele Velværet, Hyggefølelsen, den dulmende Fred, der før udstraalede fra hendes Stuer, vilde være forsvunden, saa at kun Nytten og Fornuften blev tilbage.

Lad hende derfor, naar hun er paa Veje til at trættes ved sin Gerning, blot huske paa, at den Kunst at skabe et virkeligt Hjem, den beror paa Kvinden alene. En Mand kan lige saa lidt skabe et Hjem, som en Dreng kan lave en Bikube. Han kan bygge et Palads, men han kan ikke gøre det til et Hjem. Det kan kun en Kvinde. Hun kan gøre det uden nogen Mands Hjælp og atter lade denne skønne Forret gaa i Arv til sine Døtre fra Slægt til Slægt.

 

Tekst 3 | Oversigten over kildetekster | Tekst 5

 

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk