Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 36

Den tyrkiske kampagne: Sekondløjtnant Mehmed Fasihs dagbog, 1915

Den tyrkiske kampagne på Gallipoli er under ledelse af den tyske general Liman von Sanders, men på dagen for den allierede landgang tager den tyrkiske oberstløjtnant Mustafa Kemal initiativet og organiserer et vellykket tyrkisk forsvar uden at afvente ordre ovenfra. For de allierede viser det sig hurtigt, at Gallipoli ikke lægger op til en let sejr; de tyrkiske soldater og officerer forsvarer indædt landet og bliver anset for en modstander, man skal tage alvorligt.

Den tyrkiske officersaspirant, Mehmed Fasih, afbrød sine studier på militærakademiet i slutningen af juli 1914, da der blev befalet almindelig mobilisering over hele Osmannerriget. Mehmed Fasih, er blevet udnævnt til sekundløjtnant, da han i maj 1915 ankommer til slagmarkerne på Gallipoli. Han bliver såret efter blot et par dages kamp og evakueret til Istanbul. Da han vender tilbage til fronten i slutningen af oktober 1915 begynder han at skrive dagbog, som han kalder "optegnelser af flygtige øjeblikke i ejeren af et fatalistisk hjertes liv".

Mehmed Fasih blev taget til fange af briterne i oktober 1917 i nærheden af Gaza og overlevede krigen.

 

18. oktober 1915

Efter klokken 01:00. Mit lille dækningsrum er småt, med et tag af brædder og for at holde granaterne ude, er indgangen dækket med trådnet. Jeg sover på en træseng med halmmadras under mine tæpper og en kelim. Andet inventar er blandt andet min krystalpetroleumslampe, mit kaffestel og et fyrfad af tin. Gudskelov, har jeg det ganske behageligt. Min ordonnans er i det tilstødende dækningsrum. Han er en god og tjenstvillig fyr med et rent hjerte.

Klokken 02:00. De fjendtlige granater ryster jorden, når de eksploderer, men de træffer ikke deres mål. De lander enten foran eller bagved vores positioner. I dag har de sendt flere af deres små gaver over end sædvanlig. Jeg fornemmer frygt i ethvert af fjendens træk. Måske var rygtet sandt. Deres infanteri er ved at blive tyndet ud, og det bliver erstattet af artilleriets aktivitet.

 

21. oktober

Klokken 12:00. Efter frokost, skal efterse vores forstærkninger på vores anden forsvarslinje. Da jeg sidst var her med min tidligere bataljon, indrettede vi dette sted til et lille paradis. Nu er det en ødemark. Alt er i uorden, der hersker kaos. Stedet er nu så deprimerende, at jeg får lyst til at græde.

Tilbage til mit dækningsrum og fylde min vandpibe med tobak, det er første gang i de ti dage, at jeg har haft mulighed for at ryge min egen vandpibe. Bombardementet fortsætter. Et par haubits-granater lander lige i nærheden. Fjendtlige granater eksploderer stadig i nærheden af, hvor de dræbte en af vores mænd i går. Nu er der ingen der opholder sig der mere.

Klokken 19:20. Meget træt og syg, går i seng.

[…]

 

5. november

Klokken 05:30. Nogen gange er der ikke skyderi i flere minutter. I disse flygtige øjeblikke, når stilheden er i perfekt harmoni med en skøn morgen badet i sollys, tænker jeg på fremtiden og fortiden. Åh, disse bittersøde minder om dage, som nu forekommer som rene drømmerier i min fantasi. […]

Klokken 08:00. Bataljonschefen spørger om jeg vil ledsage ham på en tur rundt i skyttegravene. Han peger på et dejligt sted og bemærker: "Lad os sætte os ned derovre med vores vandpibe". Stedet giver et udmærket overblik over vores omgivelser, men det er gemt bag en klippeformation. Et ideelt sted til morgen- og aften rygning. Vi begynder vores tur. Mens vi går, bemærker jeg en gruppe sanitetsfolk samlet rundt om en båre: "Det er sergent Nuri".

Oh, min Gud! Hvor mange flere tragedier vil du lade mig være vidne til? Nuri har fået kvæstelser i brystet, hovedet, den ene arm og begge ben. Hans hoved og brystkasse er fuldstændig flået op. Hans hår er helt i uorden, hans uniform er gennemblødt af blod. Han er bleg, hans mund hænger og er åben. Man kan se hans kridhvide tænder mellem læberne. Hans øjne er halvt åbne og stirrer op mod himlen. Hans rene, smukke træk kan stadig anes. Hans hænder ligger knyttet sammen på brystet. Det lyder som om han forbander dem, der har skadet ham. Jeg kan ikke holde det ud mere.

Denne dreng var ansvarlig for at oplære de nyankomne i bataljonen. Han havde overhovedet ikke noget at gøre ved frontlinjen. I frokostpauserne kunne han bare ikke blive på sin plads.

Så sent som i går aftes kom han til min dør. "Min Bey"[1], sagde han med sin behagelige stemme: "Jeg har skaffet dig noget ammunition". Tænk engang! Tabet af en soldat som ham gør mig voldsomt nedtrykt. Jeg har allerede været vidnet til så mange dødsfald og tragedier, men ingen af dem har påvirket mig mere. Meget få ryster mig i virkeligheden længere. Sanitetsfolkene løfter båren og begiver sig af sted.

Vi går videre, men jeg kan næsten ikke fortsætte.  Jeg er fast besluttet på at udføre, hvad der vil være min sidste forpligtelse til ære for den sergent, der har betydet så meget for mig. Jeg tager afsked med bataljonschefen og løber mod kirkegården.

Jeg indhenter særlig tilladelse til at få Nuri begravet officerernes område, olivenlunden ved Karaburun-kløften. Jeg vælger en plads under et prægtigt oliventræ. Mange af vores martyrer ligger i dette område, Nuri er nu en af dem. Vi lægger hans lig ned i graven, så hans hoved hviler under et træ. Da jeg kaster et sidste blik på hans ansigt, overvælder min sorg mig så voldsomt, så idet jeg kaster den første håndfuld jord ned i graven, bryder jeg sammen.

Jeg lader mine tårer få frit løb og siger henvendt til Nuri, "Åh, min søn! Det er så smertefuldt for mig at stede dig til hvile." Alle, der er til stede græder også nu. En af hans kammerater beretter hvordan Nuri sagde til ham, da de ankom til fronten sammen: "Jeg bønfalder Gud om at lade mig blive martyr!" Åh, Nuri! Din bøn blev hørt.

Vi begraver Nuri. Det var Guds vilje, at jeg skulle sige koranens åbningsvers. Hvem bliver den næste? Jeg finder det igen meget vanskeligt at kontrollere mig selv. Varme tårer strømmer ned over mine kinder. En dag vil alt dette få en ende, som alt gør. Jeg vender mig bort fra graven og går.

 

7. november

Klokken 22:30. Det er koldt. Vinder blæser kraftigere. Der eksisterer en afgrundsdyb forskel på de stakkels mænd, der påtager sig at kæmpe og dem, der blot taler om heltemod og sejr, mens de gør sig klar til deres bryllupsnat med deres penis i hånden, som man siger. Hvilken tragedie vil det ikke være, hvis alle mænd, der stadig kæmper her, må dø som deres forgængere. Blot for at en håndfuld kujoner kan nyde smagen af berømmelse.

[…]

 

9. november

Klokken 16:00 Vores kommandant giver os skønne nyheder. Tre hundrede jernbanevogne fulde af ammunition er ankommet samt 21 og 24 mm kanoner og 15 haubitser. Nu er vi i stand til at bombardere fjenden i 70 timer i stedet for 22 og følge det op med en ny offensiv!

Udsigten til succes i den nærmeste fremtid glæder mig så meget, at jeg siger til bataljonschefen, at jeg er klar til at blive vores regiments 'fedai'[2], når den ny offensiv begynder. Han er henrykt.

Klokken 21:00. Jeg vender tilbage til mit rum. Abdulhalim Efendi tilbyder mig noget tahini halva[3] og brød. Jeg er sulten, så jeg spiser det hele.

Klokken 22:00 Går i seng og falder i søvn, mens jeg lytter til lyden af eksploderende granater […].

[…]

 

22. november

Og hvad med mine mænd? Vi har fået syv grupper forstærkninger indtil videre. Oprindelig var der 200 soldater i hvert af vores kompagnier, men nu er vi nede på 50 eller færre i hver.  Resten er blevet martyrer eller er savnede eller sårede. Hvad angår officererne, så er ingen af os kommet uskadte igennem. Denne vedvarende kamp har udmattet os.

 

Fra: Svetlana Palmer & Sarah Wallis, A War in Words. The First World war I Diaries and letters (London, 2004), s.133-145 (i uddrag).

 

[1] Tyrkisk titel, når man henvender sig til en overordnet. 'Bey' kan også blot oversættes som "Herre".

[2] Dvs. 'en mand, der ofrer sig' eller en martyr. Et gammelt islamisk begreb, der kan sammenlignes med de japanske kamikaze-soldater.

[3] Sødt pålæg, der også bruges som dessert, lavet på sesamolie.

 

Tekst 35 | Oversigten over kildetekster | Tekst 37

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk