Lloyd George om situationen ved årsskiftet 1914-15
Nedenstående er uddrag af den britiske liberale politiker David Lloyd Georges erindringer, der blev udgivet omkring 1933. Lloyd George var ved årsskiftet 1914-1915 finansminister, og omtaler derfor sig selv som "civilist". Han blev i 1915 udnævnt til rustningsminister og i 1916 krigsminister.
De store Kampe i 1914 havde saaledes tilintetgjort enhver militær Drøm og ethvert Haab paa begge sider. De militære Førere var uden nogen som helst klar Opfattelse af, hvordan de skulde bære sig ad med at opnaa den endelige Sejr. Hver Hær havde haft sine Nederlag lige saa vel som sine Sejre, og ved Slutningen af Felttoget i 1914 berusede de sig alle i Sejrene og glemte deres Nederlag. Saaledes var den almindelige Tendens i og bag all Linjer; men ingen havde nogen klar Forestilling om, hvad der nu skulde ske. Nye Planer maatte derfor lægges for 1915-Felttoget.
[…]
Hvorfor skulde en Civilist, som ikke havde studeret Krigsvidenskab, i det hele taget give sig af med strategiske Spørgsmaal? Hvorfor ikke overlade denne Del af Krigsproblemet til Folk, som havde viet deres Liv til et saadant Studium? […] [mit svar er], at saaledes som Tingene udviklede sig, blev det mere og mere indlysende selv for den usleste Amatør, at de militære Fagfolk ikke forstod sig paa deres Job. De allieredes Strategi i Frankrig havde været en Serie af blodige Fejlgreb, som nær havde bragt os et afgørende Nederlag. Da den mislykkedes, havde Overkommandoen ikke nogen anden rationel Løsning at foreslaa. De allierede Generaler var fuldstændig perplekse over, at Tyskerne gravede sig ned, og de kunde ikke finde paa bedre end at ofre Millioner af Mand i et haabløst Forsøg paa at bryde igennem. […]
Henimod Slutningen af Aaret havde over en Million unge Mænd meldt sig som Frivillige og var blevet indrulleret enten i en af Kitcheners Hære eller i Territorialtropperne, og stadigvæk strømmede nye Tusinder til Fanerne: blandt disse unge Mænd var Eliten af landets Ungdom – baade hvad Fysik, Aand og Karakter angik. I alle Kredse havde den bedste Del af Landets Ungdom meldt sig til Hæren. Man kan imidlertid ikke sige, at de "var trukket i Kongens Klæ'r'", for i dette Land, hvor Midlerne til Fremstilling af Herretøj dog var rigeligere end i noget andet, var det endnu ikke lykkedes Krigsministeriet at fremskaffe Uniformer nok til alle dets Rekrutter.
Det var dog allerede ganske aabenbart, at det Menneskemateriale, som nu alle Vegne blev uddannet til Soldater, var af højere Kvalitet end det Eksercersergenterne hidtil havde været vant til. Universiteterne tømtes for alle, der kunde gøre Krigstjeneste, og saaledes gik det inden for alle Professioner – Haandværkere, Minearbejdere, Landarbejdere, alle mødte frem med deres bedste Folk.
I visse Egne holdt dog fordommen sig mod at tage hjemmefra og gaa ind i Hæren. Rekrutteringskontorerne maatte sine Steder stadig kæmpe imod den traditionelle Historie om den unge Mand, som af en eller anden Grund "løb hjemmefra for at blive Soldat". Det krævede megen Tid og mange Opraab at faa den slaaet ned. Jeg havde ydet min Medvirken ved affattelsen af Rekrutteringsopraabene – især dem til Dissenterne, som altid havde vist Tendens til at holde sig borte fra Hæren og dem til mine walisiske Landsmænd af alle Trosbekendelser. Helt bortset fra mit Ansvar som medlem af Kabinettet betragtede jeg det af disse Grunde som en særlig Pligt at paase, at de Folk, som frivilligt vilde sætte Livet ind for deres Lands Ære, fik det bedste Krigsudstyr, deres Land kunde give dem, og at man ved Fronten gjorde alt for at drage Fordel af deres Tapperhed. Begivenhederne i Løbet af de sidste faa Maaneder havde berøvet mig min sidste Rest af Tiltro til vore militære Føreres Indsigt, og jeg var fuld af Ængstelse for, at det bedste af Storbritanniens Ungdom skulde blive mejet ned til ingen Verdens Nytte, blot paa Grund af professionelt Stivsind, Snæversyn og manglende Forudseenhed.
[…]
Fra: David Lloyd George, Erindringer (Hasselbalch, 1935), s.93-95.
