Første billede
Andet billede
Tredje billede
Fjerde billede
Femte billede
Sjette billede
Syvende billede
Fane_kildetekster_ny.png
//
Kildetekster
//
1. Verdenskrig
//
Tekst 19

Uddrag af Mr. Eyre Crowes memorandum om Den fransk-engelske Entente, 1907

I januar 1907 afleverede departementschefen i det britiske udenrigsministerium, Eyre Crowe et hemmeligt memorandum "angående Englands øjeblikkelige stilling i forhold til Frankrig og Tyskland". Det blev sendt til den britiske premiereminister, til finansministeren, ministeren for Indien og til krigsministeren. Memorandummet indeholdt, udover nedenstående uddrag om de britiske overvejelser vedrørende ententen af 1904, analyser af såvel Englands som Tysklands udenrigspolitik. Desuden indeholdt det en analyse af følgerne af den ny stormagtspolitiske situation efter at Tyskland var begyndt at udvise interesse for "koloni- og søforetagender" fra midten af 1880'erne.

 

Uddrag af Mr. Eyre Crowe's memorandum, 1. januar 1907: Om Den fransk-engelske Entente af 1904

[…] Takket være sin klogskab og fædrelandskærlighed, besluttede M Delcassé[1] at gribe den britiske regerings udstrakte hånd. Man har forsøgt at fremstille denne beslutning som primært, om ikke udelukkende, påvirket af ønsket om at styrke Frankrig i en kamp med Tyskland, fordi landet som følge af det truende russiske sammenbrud i krigen med Japan, risikerede at udsætte sig for at stå alene ansigt til ansigt med sin mægtige fjende.

Ved en sammenligning af datoer vil man kunne konstatere, at denne kritik er forkert, selv om den ikke går så vidt at tilskrive Ententen en egentlig offensiv karakter over for Tyskland. Krigen med Japan, som Rusland ikke selv anså for overhængende, før den faktisk var begyndt, brød ud i februar 1904. det er rigtigt, at de engelsk-franske aftaler blev undertegnet to måneder senere. Men ingen, og i hvert fald ikke den franske regering, forudså da Ruslands fuldstændige nederlag i Det fjerne østen, og heller ikke den katastrofale rektion derpå i zarens europæiske besiddelser.

I virkeligheden gik de to hovedanker over M. Delcassé's almindelige politik ud på, at han for det første ikke ville tro dem, der forudså en kommende krig mellem Rusland og Japan, og for det andet, da krigen var brudt ud, næsten til det sidste forblev overbevist om Ruslands sejr i den sidste ende. Endvidere var de forhandlinger, som i sidste ende førte til aftalerne af 8. april 1904, blevet åbnet så langt tilbage som tidligt på sommeren 1903, da få villet have vove at påstå, at Rusland på kort tid skulle blive tvunget i knæ af Japan. […] men selv om svækkelsen af den fransk-russiske alliance havde været hovedbegrundelsen for Frankrig til at søge forståelse med England, kunne dette ikke retfærdiggøre den anklage, at afslutningen af en sådan forståelse udgjorde en provokation af og en bevidst trussel mod Tyskland. […]

 

Eyre Crowe's konklusion

Så længe England forbliver tro mod det almindelige princip om opretholdelsen af magtbalancen, vil dets interesser ikke være tjent ved, at Tyskland blev reduceret til en svag magt, for så vidt som dette let kunne medføre en fransk-russisk dominans, der var ligeså – om ikke mere – farlig for Det britiske Rige.

Der findes ikke eksisterende tyske rettigheder, territorielle eller andre, som England kunne ønske at se beskåret. Så længe Tysklands handlinger derfor ikke overskrider grænsen for legitim beskyttelse af eksisterende rettigheder, vil det kunne regne med Englands sympati, good-will og moralskstøtte.

Ydermere vil det hverken være retfærdigt eller politisk klogt at ignorere krav om udvidelse, som en stærk og voksende stat, som Tyskland, har naturlig ret til at fremsætte på de legitime foretagenders områder. […]

Hvis Tyskland finder midler til fredeligt og ærligt at forøge sin handel og skibsfart, til at skaffe sig kul- og andre havne, at opnå landingsrettigheder for kabler, eller til at sikre koncessioner til udvikling af tysk kapital eller industri, vil England aldrig stå i vejen.

Britiske regeringer skal heller ikke modsætte sig Tysklands bygning af den størst mulige flåde, som det anser for nødvendigt eller ønskeligt til forsvar for dets nationale interesser. […] Endvidere er der intet andet – bemærket i en parentes – der i Tyskland kan fremkalde erkendelsen af det håbløse i en uendelig række af kostbare skibsbyggeprogrammer, end forståelsen af, […]at England for hvert tysk skib uundgåeligt vil lægge kølen til to skib, for derved at fastholde den engelske overvægt.

 

Fra: Paul Holt, Tekster og tal, 1 til belysning af verdenshistorien 1900-1938 (Gad, 1976), s.7 og s.12.

 

[1] Théophile Delcassé (1852-1923), fransk udenrigsminister 1898-1905 og 1914-1915.

 

Tekst 18 | Oversigten over kildetekster | Tekst 20

His2rie er en serie af bøger og tilhørende hjemmeside målrettet historieundervisningen på ungdomsuddannelserne.

Alt materiale er tilrettelagt ud fra bekendtgørelsen for historie på stx og/eller hf.

Serie og hjemmeside udgives og drives af forlaget Frydenlund.

His2rie

Redaktør Vibe Skytte
c/o Frydenlund
Alhambravej 6
1826 Frederiksberg C
Tlf.: 3318 8136
E-mail: vibe@frydenlund.dk