Forfatteren Svend Lindhardt redegør her for bogens hovedpointer i punktform – det er pointer, der også bliver belyst og problematiseret i kildeteksterne.

 

•  De dispensationelle kristne zionister er bogstavtro fundamentalister. Modsat andre kristne mener de, at Abrahampagten fortsat har gyldighed for det jødiske folk. Det er derfor en religiøs pligt for kristne at virke for det jødiske folks genindsættelse i Israel og det jødiske tempels genopbyggelse. Før det sker, kan Kristi genkomst ikke finde sted.
•  De kristne zionister ser i det jødiske folks tilbagevenden til Israel det afgørende vidnesbyrd om, at Gud har sat endetidens begivenheder i gang. Det jødiske folk mangler blot at opføre templet i Jerusalem, så vil Kristi genkomst i Jerusalem ske ret kort efter. 
•  De kristne zionister tilhører den dispensationelle teologi, som der i bogen gøres detaljeret rede for. I den sammenhæng gøres der også rede for den dispensationelle teologis særlige premillenaristiske tolkning af apokalypsens begivenheder. Den dispensationelle premillenarismes tolkning kontrasteres i bogen med postmillenarismens, så læseren kan danne sig et indtryk af, hvor forskellig  den grundlæggende stemning er i de to tolkninger.
•  De kristne zionisters erklærede bogstavelige tolkning problematiseres i bogen, og i den sammenhæng gøres der rede for forskellige tolkningsmodeller som den allegoriske, den spirituelle, den typologiske og den bogstavelige.
• Den kristne zionisme er stærkt optaget af Biblens profetiske afsnit og Johannes' Åbenbaring. Disse skrifter er for dem intet mindre end den nære fremtids historieskrivning, og de er derfor højaktuelle. Bogen bringer udførlige eksempler på, hvordan de kristne zionister er i stand til at identificere profetiernes personer og stater med personer og stater i nutiden.
• De kristne zionister anvender Biblen som grundlaget for deres politiske orientering såvel inden- som udenrigs. Kristendommen får herved mere karakter af en politisk ideologi og mindre af en individuel frelseslære.
•  De kristne zionister mener, at de etablerede kirkesamfund er fortabte. De har i den grad svigtet Jesu missionsbefaling og deres pligt over for det jødiske folk. Kirken vil derfor ikke indgå i Jesu Tusindårsrige, hvor kun de kristne zionister og jødedommens beseglede vil få plads.
• De kristne zionister ser institutioner som Verdensbanken, FN og EU som repræsentanter for Antikrist. Disse institutioner er sataniske, fordi de er baseret på forestillingen om, at mennesket kan være sig selv nok og bestemme sin egen fremtid.
• De kristne zionister er af den opfattelse, at det historiske forløb er determineret, hvorfor det er oprør mod Gud at arbejde med en politisk målsætning, der kolliderer med Guds i øvrigt uafvendelige vilje.
• De kristne zionister ser frem til Harmageddons store kosmiske opgør mellem godt og ondt med glæde og spændt forventning. Her vil Guds retfærdighed endelig ske fyldest, og her vil de mange skeptikere, der har hånet den kristne zionisme få deres straf for deres ugudelighed.
• De kristne zionister og USA støtter i Mellemøsten ensidigt Israels interesser. USA's politik er her dybt påvirket af de kristne zionister, der udgør det republikanske partis største og mest indflydelsesrige gruppering. USA's ensidige støtte til Israel er således i samklang med de kristne zionister, der udgør en meget betragtelig del af de amerikanske vælgere, og støtten til Israel harmonerer således med vælgernes ønsker og bør ikke bortforklares med, at den jødiske lobby har forført USA til at føre en politik, der strider mod vælgernes ønsker.

To top