At holde et mundtligt oplæg



Udrag fra Anne Katrine Lund: Mundtlig formidling. Frydenlund, 1997, s. 12-13.

 

 

Når du skal holde oplæg for resten af klassen, er det vigtigste, at du informerer. Du skal hverken spilde din egen eller resten af klassens tid med ligegyldigheder, men give dem indsigt i dit emne. Det gør du ikke ved at tale alenlangt med så lange ord som muligt, men ved omhyggeligt at have overvejet, hvordan du bedst gør netop dit emne forståeligt. Skal du fx gøre noget særligt ud af at forklare? Er der brug for eksempler, så de bedre kan forestille sig, hvad det er, du taler om? Det er vigtigt, at du overvejer, hvad der gør dit indhold anskueligt for dine tilhørere. Hvornår forstod du selv emnet helt klart? Kan du huske, om det var et bestemt eksempel eller måske en illustration, der fik dig til at se sammenhængen?

 

Skal du fx holde oplæg i historie om flugten fra land til by i Danmark, ville det garanteret gøre det lettere at forstå for resten af holdet, hvis du ikke bare beskrev, at så og så mange flyttede, men beskrev, hvad landbefolk­ningen flyttede fra. Dvs. beskrev livet på landet og deres drømme om livet i byen med arbejde osv. Måske ville det også være en god ide med en overhead med en grafisk fremstilling af, hvor mange mennesker der flyttede. Tal er svære bare at høre, de er lettere at se.

 

Kort sagt, skal du før et oplæg overveje nøje, hvordan du formidler dit indhold, så resten af klassen kan forstå og bruge den viden, du giver dem.

 

Du kender garanteret oplevelsen af at sidde klar med blok og kuglepen, men alligevel ikke rigtig vide, om man skal tage noter under et oplæg. For er det nu rigtigt, det klassekammeraten siger? Kan man stole på, at han ikke har misforstået noget? Den tvivl skal du sørge for ikke opstår, når du holder oplæg. Det gør du selvfølgelig især ved at forberede dig godt, men du skal også under selve fremførelsen virke troværdig og sørge for at dokumentere det, du siger. Sørg fx for at fortælle, hvor du har dine oplysninger fra. Skriv de vigtigste bøger op på tavlen, eller udlever en litteraturliste, så klassen kan læse mere, hvis de får lyst.

 

Du kan også med fordel bruge korte citater fra dine kilder et par gange under dit oplæg. Derved dokumenterer du for klassen, at det ikke bare er noget, du står og digter: »Det siger forfatteren til den bog på side 131«.

 

Det kan ofte være en god ide at lave en side til resten af klassen med de vigtigste kilder og de væsentligste stikord. Det giver dem den bedste mulighed for at få glæde af dit oplæg, de får mulighed for at huske dine væsentligste pointer, og de får en god hjælp til repetitionen af netop dit stof til eksamen.