At fremlægge et projekt
Udrag fra Anne Katrine Lund: Mundtlig formidling. Frydenlund, 1997, s. 13-14.
Når du skal fremlægge et projekt, skal du beskrive og vurdere det arbejde, du har lavet. Det er vigtigt, at du ikke glemmer nogle af delene. Dine tilhørere forstår nemlig slet ikke din vurdering, hvis de ikke har fået indsigt i det, du har lavet. Og de får slet ikke noget ud af din fremlæggelse, hvis de ikke hører din vurdering af det, du har lavet. Derfor skal begge elementer med.
Det varierer naturligvis fra projekt til projekt, hvor meget det er nødvendigt at beskrive din fremgangsmåde, men som regel er det en god ide at fortælle om både målet med projektet og metoden, du prøvede at nå målet med. Det behøver ikke at tage lang tid på denne måde at beskrive, hvordan du har arbejdet. Tilhørerne skal jo ikke kende alle detaljer, men blot have et indtryk af forløbet.
Derfor er det som regel en god ide at have sammenfattet arbejdsgangen i nogle punkter eller faser. Dem kan du skrive på tavlen eller på en overhead, så tilhørerne let kan overskue forløbet, samtidig med at du fortæller lidt mere uddybende om hver enkelt fase.
Har du fx udarbejdet et analyseskema, som du analyserede fem Benny Andersen-digte ud fra? Eller har du lavet en spørgeskemaanalyse af skolens indstilling til miljørigtigt energiforbrug? Det er ofte lige så interessant for dine tilhørere at få en klar og anskuelig beskrivelse af din metode, som af dine resultater.
For det du nåede frem til om Benny Andersens digte eller miljørigtigt energiforbrug, kan de jo ikke bruge næste gang, de skal lave et projekt, men måske kan de bruge samme fremgangsmåde, når de skal analysere Klaus Rifbjergs seneste digt eller undersøge sammenhængen mellem politisk tilhørsforhold og uddannelsesønsker på skolen.
Dernæst er det tid til at sammenfatte, hvad du nåede frem til. Hvilke konklusioner har du draget? Og ikke mindst hvilke nye spørgsmål rejser det? Sætter din nye viden tingene i et andet perspektiv?
Din projektfremlæggelse skal være klar og troværdig. Pas på ikke at komme til at fortælle om en masse unødvendige detaljer, så du spilder klassens tid. Fremlæggelsen skal være klar og konkret, gerne med eksempler, der anskueliggør det, du har fundet frem til.