Evaluering af gruppearbejdet
Evaluering af processen
Forløb gruppearbejdet som du havde forestillet dig eller ønsket? Svarede processen til de aftaler, I havde opstillet i din gruppe?
Det kræver tid at overveje disse spørgsmål. I kan overveje, hvor megen tid I har til evalueringen og derefter vælge en af de følgende øvelser.
Øvelse 16: Kort evaluering af gruppeprocessen
Sådan gør I:
Læs jeres gruppedagbog igennem og diskuter, hvordan I synes forløbet har været. Se tilbage på, hvad I eventuelt skrev om jeres ønsker til gruppearbejdet.
Formål:
At finde frem til, hvad I kunne tænke jer at ændre på til næste gang.
Øvelse 17: Grundig evaluering af gruppeprocessen
Sådan gør I:
Først bruger I 10 minutter på, hver især at besvare nedenstående spørgeskema om samarbejdet i gruppen. Dernæst tager I en runde, hvor I efter tur fortæller om jeres vurdering af samarbejdet. Herefter kan I sammenfatte jeres kommentarer i to hovedpunkter: Hvad har været godt? Hvad har været dårligt?
Spørgeskema om samarbejdet i gruppen:
- Er du tilfreds med resultatet?
- Hvordan synes du, stemningen har været i gruppen? Har I været åbne, forstående, lyttet aktivt?
- Hvordan har arbejdsmoralen været? Har I lavet, hvad I havde aftalt, overholdt aftaler?
- Føler I, I har brugt hinandens bidrag?
- Hvordan har arbejdsklimaet været? Kunne I tale om problemer?
- Hvordan har rollefordelingen været? Har nogle domineret?
- Er der nogle af jer, som har været specielt aktive eller nogle, der har været specielt passive?
- Hvad kunne I tænke jer at gøre anderledes næste gang?
Formål:
I skal finde frem til nogle erfaringer, som I synes har været gode, og som I derfor vil prøve at gentage næste gang, I skal lave et gruppearbejde. I skal også finde frem til de problemer, der gjorde, at noget i processen måske gik skævt, så I kan arbejde med at ændre det i det næste gruppearbejde.
Evaluering af produktet
Det er altid spændende at høre, hvad resten af klassen mener om det arbejde, gruppen har knoklet med at få produceret.
Men hvilke overvejelser skal indgå i vurderingen af jeres produkt? Hvilke krav bliver der stillet til produktet?
Disse spørgsmål er det en fordel for jer at overveje, fordi I dermed selv bliver i stand til at vurdere jeres produkt. I skal gerne kunne se, hvad der kunne være bedre. Det er en væsentlig forudsætning for, at I kan forbedre jeres produkt næste gang.
I kan have formuleret nogle specielle delmål for jeres produkter i klassen, som jeres produkt skal vurderes ud fra. I har måske lagt speciel megen vægt på udvalgte dele af skriveprocessen – problemformuleringen eller diskussionen eller lignende.
Hvis I ikke har aftalt noget på forhånd, vil jeres besvarelse – om det er et skriftligt produkt eller en mundtlig fremstilling – blive vurderet ud fra kriterier, der svarer til 7 trins-skalaen. Denne karakterskala er beskrevet i Undervisningsministeriets bekendtgørelse for ungdomsuddannelserne med en række fyldige kriterier for de enkelte karakterer. Prøv at læse disse kriterier igennem. Så ved I straks mere om de krav, der stilles.